Apple laver samme design år efter år. Samsung følger trop, hvorefter begge bliver kopieret af kinesiske brands. Men Nothings koncept for den nye Phone (3a) Community er Edition radikalt anderledes.
I stedet for at bidrage til strømmen af identiske smartphones, hvor det eneste der varierer er logoet på bagsiden, spurgte Nothing sine fans: Hvis I kunne designe en telefon, hvordan skulle den se ud? Efter 700 forslag og ni måneders arbejde er resultatet Phone (3a) Community Edition – en smartphone designet af fans i samarbejde med Nothings teams i London.
Turkis mobil med terninger
Den tyrkiske designer Emre Kayganacl står bag hardwaredesignet. Han har hentet inspiration fra tech-produkter fra slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, dengang elektronik havde markant andre farver end i dag. Resultatet er en turkis-gul mobil, der minder om en spillekonsol fra fortiden.
Tilbehøret er mindre konventionelt. Italienerne Ambrogio Tacconi og Louis Aymond har designet et sæt terninger med tal skrevet i Nothings Ndot 55-font. Terninger har været brugt i over 5.000 år på tværs af kulturer, påpeger Nothing.
Lock screen-uret og baggrundsbillederne kommer fra libanesiske Jad Zock. Uret bruger forskellige skriftvægte for at reducere visuel rod. Baggrundsbillederne findes i fire versioner – to blå og to lilla – med skjulte “easter eggs” i designet. Indiske Sushruta Sarkar har udviklet marketingkampagnen “Made Together”.
Samme specs, anderledes look
Phone (3a) Community Edition har samme hardware som standardmodellen: 12 GB RAM og 256 GB lager. Forskellen ligger i det specielle design, tilbehøret og de eksklusive softwareelementer.
Nothing producerer kun 1.000 eksemplarer af den fanskabte mobil. Prisen er sat til 379 euro, hvilket svarer til cirka 2.800 kroner. Standardudgaven af Phone (3a) koster fra 329 euro.
Registrering er åben fra i dag til 11. december. Salget starter på fredag, d. 12. december, via nothing.tech. Mobilen kan købes i Danmark, Norge og Sverige samt resten af EU.
Anden gang Nothing kører konceptet
Dette er anden udgave af Community Edition. Sidste års model vandt iF Design Gold Award 2024. De fire vindere arbejdede side om side med Nothings design-, software- og marketingteams i London for at få koncepterne klar til produktion.
Nothing indførte i år en præmie på 1.000 pund per kategori. Samtidig med lanceringen åbner selskabet en investeringsrunde på fem millioner dollar, hvor fans kan investere i virksomheden til samme pris per aktie som institutionelle investorer.
