Meta har lanceret den første AI-funktion til WhatsApp. Den nye Message Summaries-funktion kan ifølge virksomheden opsummere ulæste beskeder uden at Meta eller WhatsApp får adgang til indholdet. Funktionen anvender Metas nyudviklede ‘Private Processing-teknologi’, der kører AI-modeller på brugernes data i et sikkert cloudmiljø, hvor beskederne forbliver krypterede.
Message Summaries aktiveres ved at trykke på en “Summarize privately”-banner over ulæste beskeder. AI-funktionen genererer så kortfattede sammendrag af chatindhold, hvilket f.eks. skal lette navigation i aktive gruppechats. Message Summaries er slået fra som standard, og brugere kan udelukke specifikke chats via WhatsApps Advanced Chat Privacy-indstilling.
Sådan fungerer WhatsApps AI-løsning
Kernen i Metas tilgang er at flytte AI-behandlingen til specialdesignede servere, der kører i isolerede miljøer. Beskeder sendes krypteret fra brugerens mobil direkte til serverne, hvor AI-modellen behandler indholdet uden at Meta kan læse det.
For at skjule brugerens identitet routes alle forespørgsler gennem tredjepartstjenester, så Meta ikke kan forbinde specifikke brugere med deres AI-anmodninger. Efter behandlingen slettes alle data automatisk, og serveren bevarer ingen spor af samtalen, garanterer et whitepaper, som Meta har offentliggjort om Private Processing-teknologien.
Teknologien bygger på hardware fra AMD og NVIDIA, der skaber såkaldte “sikre enklaver” – isolerede områder i processoren, hvor Meta ikke kan få adgang til de data, der behandles. Alle softwarekomponenter registreres i offentlige logfiler hos Cloudflare, så det kan verificeres, hvad der kører på systemet.
I første omgang kun på engelsk
Message Summaries rulles ud til engelsksprogede brugere i USA fra juni 2025. Meta forventer at udvide funktionen til andre sprog og lande senere i år.
Den nye AI-funktion bliver gratis og inkluderet i WhatsApp. Meta udvikler yderligere AI-funktioner som writing suggestions, der forventes lanceret i løbet af 2025.