Da de første mobilkameraer dukkede op, var de nærmest en joke. De kunne kun tage billeder under ideelle forhold, og selv da var billedkvaliteten og opløsningen så ringe, at det knap nok var værd at gemme billederne. Men hvert år gøres der store fremskridt, og telefonerne er nu på et niveau, hvor producenter hævder, at de tager lige så gode billeder som et rigtigt kamera.
Ved første øjekast kan mange af billederne da også se rigtig gode ud. Men hvis man ser nærmere efter, kan man se, at der er brugt nogle kneb for at få dem til at se bedre ud, end de rent faktisk er. Grunden er, at de aldrig vil kunne nå op på samme niveau rent fysisk.
Begrænset optik
Det første skridt i at tage et billede er at indsamle og fokusere lyset på sensoren. På et systemkamera kan man i princippet sætte en hvilken som helst optik. Fra makro-objektiver med ekstrem nærgrænse eller portrætobjektiver, der giver flot baggrundssløring, til vidvinkelobjektiver, hvor forvrængningen stadig er på et acceptabelt niveau, eller en halv meter lange teleobjektiver, der lader dig fotografere månen.
Et mobilkamera har et objektiv, der er et par millimeter i diameter, mens et professionelt objektiv kan være op omkring en decimeter bredt. Det har mobilproducenterne forsøgt at kompensere for ved at bruge flere objektiver samtidig, som på Nokia 9 PureView. Men det er svært at gøre noget ved, at objektivet sidder få millimeter fra billedsensoren. Det giver problemer med skarphed, lysindslip og forvrængning, og ringe mulighed for tele.
På Huawei P30 Pro har vi set det første forsøg på at løse problemet ved at montere optikken i højden med en periskoplignende løsning. Hvilket tidligere er set på vandtætte kameraer, som ikke kan have bevægelig optik uden for kamerahuset.
Små sensorer
Når lyset når indersiden af kameraet, skal billedsensoren forvandle fotonerne til elektriske impulser. Jo større sensoren er, jo lettere er det at have enten flere eller større og bedre sensorpunkter. I et systemkamera kan man uden problemer have en billedsensor med en diagonal på 3 cm. I en mobil skal man være glad, hvis den er på 8 mm. Det lyder måske ikke som den store forskel, men forskellen i areal – 480 mm² mod 35 mm² – er gigantisk.
I mobilen kæmper man altså med, at man både vil have høj opløsning og samtidig fange så meget lys som muligt. En effekt er, at lyset let lækker fra ét sensorpunkt til et andet. Man må også prøve at fange billedet så hurtigt som muligt uden adgang til lige så avanceret eller pladskrævende processering som i systemkameraet. Kameraet har desuden et større batteri, hvilket gør, at det ikke er så vigtigt, om alting er optimeret til lavt strømforbrug.
Software
Så hvordan formår mobilerne overhovedet at tage halvgode billeder? Svaret er, at man i meget højere grad tyr til tricks og billedprocessering. Hvis man f.eks. ikke kan eksponere et billede i længere tid, uden at det bliver rystet, så tager man flere billeder i træk. Derefter lægger softwaren dem sammen og simulerer på den måde længere eksponering.
Hvis optikken ikke er god nok til at få rigtig skarpe billeder, så bruger man et skarphedsfilter for at modvirke slørede detaljer. Og når nu Instagram-generationen alligevel foretrækker det, kan man lige så godt øge kontrast og farvemætning, når man er i gang. Og det er som regel okay for et billede på mobilskærmen eller i lille format på sociale medier.
Problemet opstår, hvis man vil have et udsnit af et billede eller vise det på sit 65 tommers 4K-TV derhjemme. Så forstørres og afsløres alle de små ufuldkommenheder, der tidligere ikke kunne ses, fordi billedet var i miniformat. Farveskygger omkring grene på træer, billedstøj i skyggerne, detaljer tværet ud af billedbehandlingen eller artefakter fra komprimeringen bliver pludselig synlige.
Jo dårligere optik og sensor er, jo mere billedprocessering er der brug for, hvilket giver et unaturligt billede. Det kan måske afhjælpes med bedre algoritmer, men jo mere processering, jo langsommere bliver mobilkameraet.
Betjening
Også hastighed og betjening af mobilkameraerne er et område, hvor de har svært ved at matche rigtige kameraer. Man tænder et kamera ved at flytte on/off-knappen med tommelfingeren, og så er det bare at skyde løs. Med det samme. Ikke efter et par sekunder, som vi har set eksempler på med mobilerne. Og det er straks klar til næste billede. Ikke som mobilen, hvor det igen tager et par sekunder. Hvis man altså ikke kører i “burst mode”, men så må man gå på kompromis med opløsning og billedkvalitet.
Kameraet er desuden designet med den bedst mulige ergonomi for øje. Det har et rigtigt håndgreb, som gør det let at holde det stabilt, mens mobilen skal balanceres mellem fingrene, hvilket er besværligt og let giver rystede billeder. Hvis man ovenikøbet også skal trykke på skærmen for at tage billedet, sker det let, at mobilen kommer til at ryste på det værst mulige tidspunkt.
Jo, mobilkameraet har mange fordele. Ikke mindst at man altid har det i lommen, hvilket giver mulighed for spontane billeder. Og mobilen er altid opkoblet, så man kan dele billederne med det samme. Men lige så godt som et rigtigt kamera? Ærlig talt, mobilproducenter, det er simpelthen ikke sandt!
