Jefferies, en amerikansk investeringsbank, har før kastet sig ud i gætværk om kommende Apple-produkter – med mere eller mindre præcise forudsigelser. Bankens teknologi-analytiker, Peter Misek, var blandt de første, der forudså lanceringen af iPhone 4S i 2011, hvor de fleste ellers havde regnet med en iPhone 5, og han ramte også rigtigt, da han forudså, at 4S ikke ville få LTE, fordi Apple ikke var tilfredse med teknologien tilbage i 2011.
Til gengæld forudså han – også tilbage i 2011 -, at Apple ville lancere en konkurrent til Netflix, hvilket – i hvert fald indtil videre – har vist sig ikke at være tilfældet.
Så man skal altså tage Peter Miseks forudsigelser med et gran salt, og det gør vi så, når vi nu viderebringer hans nyeste spådom udi Apples gøren og laden.
Som er, at vi kan regne med at se den næste iPhone-model allerede i juni måned til næste år. Det bliver en iPhone 5S, og den kommer med stor sandsynlighed til at have NFC, et bedre batteri, op til 128 GB hukommelse og et langt bedre kamera. Skærmen bliver af typen IGZO (en videreudvikling af LCD-teknologien) fremstillet af Sharp, og opløsningen bliver endnu højere, end vi kender den fra Apples eksisterende retina-skærme.
Herudover kommer telefonen i seks til otte forskellige farver og ikke blot i sort og hvid, hvilket har været Apples standardfarver siden lanceringen af iPhone 4.
Af andre nyheder fra Apple inden sommeren 2013 skulle ifølge Peter Misek være en iPad 5, tyndere og lettere og med IGZO-skærm, og en iPad mini med retina-opløsning.
Kilde: MacRumors