For blot få dage siden løftede Google sløret for de vigtigste nyheder i den kommende Android 16-version. Én af nyhederne er, at Gemini bliver en del af den kommende Wear OS 6-opgradering, og et officielt blog-indlæg fra Google tyder på, at vi vil høre meget mere om Gemini på nye platforme, når Googles årlige udviklerkonference, Google I/O, løber af stablen i næste uge.
Gemini på smartwatches
I løbet af de kommende måneder kommer Gemini altså til Wear OS-smartwatches, herunder Googles egne Pixel Watch-modeller og udvalgte Samsung Galaxy Watches, skriver Google. Samsung har bekræftet, at Gemini også kommer til Galaxy Watch-enheder.
Udrulningen sker som nævnt i forbindelse med Wear OS 6, men Google understreger, at Gemini ikke er strengt bundet til denne version, selvom visse funktioner kun vil virke med det nyeste smartwatch-styresystem.
Med Gemini på håndleddet kan brugere styre deres smartwatch med naturlige sprogkommandoer og få kontekstuelle svar uden at skulle formulere præcise kommandoer. “Du kan bruge Gemini til at huske, hvilket omklædningsskab du bruger i dag,” oplyser Google i sit blogindlæg, og tilføjer at assistenten kan forbindes til apps, så brugere kan tjekke emails eller skifte musik uden at tage mobilen frem.
Gemini på smartwatches vil kræve internetforbindelse, enten direkte på enheden eller via Bluetooth eller Wi-Fi gennem en tilsluttet smartphone. Ifølge kilder tæt på Google arbejdes der også på offline-funktionalitet til fremtidige versioner.
Android Auto og biler med indbygget Google
Gemini erstatter også Google Assistent i biler med Android Auto, hvilket vi skrev om allerede i marts måned. Overgangen forventes at begynde i de kommende måneder, hvor Google lover en mere samtalebaseret og intuitiv oplevelse bag rattet. Om det bliver lige så interaktivt som KITT i Knight Rider må tiden vise …
Den nye assistent skal i hvert fald gøre det nemmere at finde destinationer via mere komplekse beskrivelser, f.eks. “find en ladestation på vej til posthuset, der også er i nærheden af en park”. Derudover vil Gemini kunne opsummere beskeder og oversætte svar, før de sendes.
I forbindelse med overgangen til Gemini fjernes “Driving Mode” i Google Assistent på visse Samsung-modeller og Google Pixel-smartphones, bekræfter Google.
Gemini på TV’er og i XR-enheder
Senere i år integreres Gemini i Google TV-enheder, startende med TV-apparater fra den kinesiske producent TCL før udrulningen til andre producenter. Her skal AI-assistenten bl.a. forbedre indholdsopdagelse ved at tage højde for kontekst, brugerpræferencer og tidspunkt på dagen.
Google samarbejder desuden med Samsung om en ny Android XR-platform til headsets og smarte briller, hvor Gemini skal hjælpe med immersive oplevelser. De første XR-enheder med Gemini-support forventes lanceret senere i år.
Udrulningstidsplanen for Gemini på de forskellige platforme strækker sig fra “de kommende måneder” for smartwatches og biler til “senere i år” for TV og XR-enheder.
Google har ikke oplyst konkrete lanceringsdatoer for de forskellige integrationer.