TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Kommentar

EU tvinger Google til at åbne Android: Mister din smartphone sjælen?

EU har indledt en proces, der skal tvinge Google til at åbne maskinrummet for konkurrerende AI-tjenester. Men i kampen for valgfrihed risikerer vi at smide barnet ud med badevandet.

EU tvinger Google til at åbne Android: Mister din smartphone sjælen?
comment Dette er en kommentar. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som forbruger er der grund til at føle sympati for EU-Kommissionen. Som en utrættelig vicevært i den digitale ejendom forsøger de at sikre, at ingen af de store lejere spærrer nødudgangene eller tager patent på elevatoren.

I denne uge trykkede EU på knappen og indledte en procedure, der skal tvinge Google til at åbne Android-systemet. Løftestangen er Digital Markets Act (DMA). Målet er, at tredjeparts AI-udbydere skal have præcis samme intime adgang til hardware og software, som Googles egen Gemini nyder godt af i dag. Hvis Google ikke makker ret (og det har de fået seks måneder til at gøre), venter potentielt en økonomisk lussing af de helt store og syngende – DMA giver nemlig mulighed for bøder på op mod 10% af den globale omsætning. For en gigant som Alphabet kan det i værste fald løbe op i astronomiske 200 milliarder kroner.

Historien gentager sig (i skyen)

At indbygge funktioner direkte i styresystemet for at kvæle konkurrenterne er en disciplin, der er lige så gammel som moderne IT. Microsoft var i årtier de ubestridte mestre i disciplinen. De knuste Netscape ved at lime Internet Explorer fast til Windows. Havde Internet Explorer – og senere Edge – ikke været så gennemført elendige browsere, ville de fleste af os nok aldrig taget besværet med at downloade Chrome og forklare Windows, at den skal overtage styringen.

Browser-krigen som lærestreg

Det er ikke første gang, EU forsøger at skille æggehviderne fra blommerne i et styresystem. I 2009 lykkedes det EU-Kommissionen at tvinge Microsoft til at indføre den “browser-valgskærm” i Windows, som vi stadig har. Men sejren havde en bismag. Selvom brugerne fik frit valg, måtte de acceptere, at Internet Explorer stadig lå i dvale under overfladen. Microsoft argumenterede dengang for, at browseren var en så uadskillelig del af selve systemets kode, at den ikke kunne fjernes uden at ødelægge hele Windows.

Man skal ikke være profet for at se, hvor bussen kører hen. Når EU er færdige med at pille Googles økosystem fra hinanden, står iPhone for skud.

Annonce

Det er præcis det samme argument, vi hører i dag: At AI ikke bare er en app, der kan slettes, men selve nervesystemet, der får hardware og software til at tale sammen.

AI er nervesystemet

For os forbrugere er den store AI-integration en luksusfælde. Når din smartphone i dag føles “smart”, er det, fordi den agerer som et sammenhængende nervesystem. Den ved, hvad der står i din kalender, den forstår dine vaner, og den integrerer dine fotos med dine beskeder. Og det fungerer altsammen, fordi producenten har haft total kontrol over både hardware og software.

Læs også Tips: Kan du overhovedet slippe for amerikansk teknolologi? Her er fem bud Det kan føles som det eneste rigtige at smække kassen i over for amerikansk teknologi, når verdenssituationen spidser til. Men du kommer til at mangle mere end bare Netflix.

Når EU via DMA kræver, at dette system skal gøres “modulært”, så tredjeparts-AI kan overtage styringen, risikerer vi at ofre den sømløse oplevelse på konkurrencens alter. Vi risikerer en fremtid, hvor Integrationen hakker, fordi eksterne agenter ikke har samme direkte adgang til telefonens specifikke hardware-optimeringer. Tunge AI-processer, der ikke er født sammen med styresystemet, kan også gå ud over batteritiden, og brugeroplevelsen kan blive et kludetæppe, hvor man aldrig helt ved, hvilken “hjerne” der svarer på ens spørgsmål.

Den store ironi: Googles “indfødte” iPhone-visit

Man skal ikke være profet for at se, hvor bussen kører hen. Når EU er færdige med at pille Googles økosystem fra hinanden, står iPhone for skud. Apple har altid været de ultimative fortalere for den lukkede have, hvor alt spiller sammen, netop fordi de ejer hver eneste sten i muren omkring den.

Når din smartphone i dag føles “smart”, er det, fordi den agerer som et sammenhængende nervesystem. Og det fungerer altsammen, fordi producenten har haft total kontrol over både hardware og software.

Men her kammer ironien for alvor over. Mens Apple kæmper mod EU for at bevare kontrollen, har de indgået partnerskaber, der reelt gør Googles Gemini til motoren bag centrale dele af den “indfødte” AI-oplevelse i iPhone. Det betyder, at den intelligens, som EU sikkert snart vil kræve, at vi skal kunne vælge fra på vores iPhones, paradoksalt nok er netop den Google-motor, de i øjeblikket forsøger at tøjle på Android-platformen.

Reguleringens pris

Jeg er varm tilhænger af, at store virksomheder bliver reguleret. Ingen skal have lov til uden opsyn at eje infrastrukturen for vores digitale liv. Men der er en hårfin grænse mellem at sikre fair konkurrence og at lovgive sig til middelmådighed for slutbrugeren.

Hvis vi ender med smartphones, der fungerer dårligere, blot for at sikre, at en alternativ AI-udbyder kan få lov til at rode i maskinrummet, så har forbrugeren reelt tabt. Valgfrihed er fantastisk, men kun hvis det, man vælger imellem, stadig har en sjæl.

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Samsung Galaxy S26 Ultra får 25W trådløs opladning med Qi2

Læser WhatsApp dine beskeder? Her er fire sikre alternativer

Skarpe mobilfotos til budgetpris

Opdater din gamle iPhone nu!

Nemmere at finde mistede nøgler? Apple opgraderer AirTag

iPhone 18-rygter var forkerte

OnePlus på vej mod lukning?

Supertynde mobiler var en fiasko – Honor tror, de ved hvorfor, og har løst problemet

Asus vil ikke lave flere smartphones - men din Zenfone vil stadig blive opdateret

De mest holdbare mobiler

ChatGPT udfordrer Google Translate

Internationale direkte betalinger med Klarna