Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

Den virkelige virkelighed

Teknologien er til for vores skyld og ikke omvendt.

Skrevet af / 27/01/2016 - 14:19
Den virkelige virkelighed

Billedet herover – af en mand, der er iført et Virtual Reality-headset, mens han spiser middag med en smuk kvinde – har været årsag til en del polemik på internettet. Og med god grund. Det stammer nemlig fra Samsungs markedsføring af Gear VR og bliver brugt til at illustrere en kort artikel med navnet “Using Samsung Gear VR to revolutionize the restaurant experience”, der kan læses på en af Samsungs egne blogs.

Artiklens pointe er, at Virtual Reality åbner mulighed for at skabe en helt ny slags oplevelse, hvor man f.eks. spiser forretten i haven på sit franske eller italienske landsted, mens hovedretten serveres i en slags luftlomme under vandet, så man kan se fisk og delfiner svømme omkring, mens man indtager sit måltid. Alt sammen i den virtuelle virkelighed.

Som nævnt har billedet affødt skarpe reaktioner på internettet. Ét sted spørger en skribent, hvordan manden overhovedet kan putte sin mad i munden, når han ikke kan se den, mens en anden kommenterer, at det mest tankevækkende er, at vi – VR-briller eller ej – åbenbart ikke kan se, hvor vanvittigt ny teknologi efterhånden får os til at opføre os.

Hvor begejstrede vi end er for ny teknologi og nye elektronikprodukter her på redaktionen, så kunne vi ikke være mere enige.

Samsung er ikke anderledes end de fleste andre store teknologivirksomheder, og derfor føler vi os ret sikre på, at det omtalte billede er gået gennem adskillige led og er blevet godkendt af op til flere mellemledere, projektledere og marketingchefer, før det nogensinde fik lov til at se dagens lys. Og at ingen på noget tidspunkt har trukket i nødbremsen, bekræfter de kritiske røsters vigtigste pointe, nemlig at teknologibegejstringen til tider gør os helt blinde for én central sandhed:

Teknologien er til for vores skyld og ikke omvendt.

Du er narkoman
Hvem har ikke set et kærestepar sidde over for hinanden på en restaurant uden at sige et ord, fordi de begge to har øjnene klistret til hver sin smartphone? Hvem kan sige sig fri for selv at have siddet med næsen i mobilen, selv om der sad andre levende mennesker, man kunne snakke med, lige ved siden af? Det er lige så sørgeligt at tænke på, som det er at konstatere, at børn efterhånden er et særsyn i gadebilledet, fordi de bruger stort set al deres fritid på at spille computer.

Vi er kollektivt blevet lige så afhængige af vores elektroniske produkter, som en narkoman er afhængig af sit stof, og det gør os afstumpede og socialt handicappede.

Uanset hvor mange venner du har på Facebook, er du ikke social, bare fordi du bruger din tid på at læse deres opdateringer og beundre deres billeder af mad. Og bare fordi du har et netværk af venner over hele verden via online-spil som World of Warcraft, kan det ikke erstatte den ene gode ven, du kan være fortrolig med, når I mødes i den virkelige verden over et par øl eller en god flaske vin.

Ikke at der er noget galt med hverken Facebook, World of Warcraft eller for den sags skyld Virtual Reality – faktisk synes vi, at sidstnævnte er noget af det mest spændende, der er sket i elektronikbranchen i årevis – men der må være en grænse, og grænsen går lige dér, hvor teknologien bliver en nødvendig forudsætning for, hvordan man kommunikerer og interagerer med andre mennesker.

Det skulle nødig ende sådan, at Samsungs billede bliver til virkelig virkelighed.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Sporingstag til Googles Find My-netværk

OnePlus på vej med nye produkter

Heineken lancerer trist mobil

Årets Edge-serie er her

Billigere iPhone-reparationer

Sporingstags til alle Android-mobiler

Smart kombioplader til ferien

Hvad vil Apple vise i juni?

Galaxy Tab S6 Lite opgraderet

Design din drømmemobil

Kommer der Google-AI i iPhone?

Lettere skift fra iPhone til Android

0
Lyd & Billede
Scroll to Top