Apple har inviteret pressen til 23. oktober

Rygterne talte sandt. Apple har netop udsendt en invitation til efterårets anden store lancering, efter iPhone 5 blev præsenteret for godt en måned siden.

Klokken 10 om formiddagen, amerikansk stillehavstid, den 23. oktober byder Apple atter engang pressen op til dans.”Vi har lidt mere at vise dig”, står der på den invitation, som netop er gået ud til udvalgte, amerikanske IT-og gadget-journalister, og vi tør godt vove pelsen og love, at der bliver tale om lanceringen af iPad mini, som skal tage konkurrencen op imod billige tablet-computere som Google Nexus 7 og Amazon Kindle Fire.

Læs også: iPad mini lige om hjørnet

Om det bliver det eneste på dagsordenen er mere usikkert. Rygter vil vide, at Apple måske også har en ny MacBook Pro med en 13” retina-skærm på programmet, og der har sågar været tale om en ny og opdateret version af ”den nye iPad”, denne gang med det nye Lightning-stik og forbedrede specs.

Vi venter med spænding og følger selvfølgelig begivenhederne tæt den 23. oktober.

Kilde: Engadget

Les videre
Exit mobile version