Kablede ørepropper er ikke døde

Der er noget vidunderligt ironisk ved, at Apple – firmaet, der sprang med på den trådløse vogn, fjernede hovedtelefonstikket fra iPhone i 2016 og kaldte det modigt, – nu må se USB-C EarPods til 200 kroner på bestsellerlisterne. Kablede øretelefoner, et koncept som Apple selv erklærede teknologisk forældet, sælger stadig godt to og et halvt år efter lanceringen.

Da Apple droppede 3,5 mm-stikket, fulgte resten af branchen efter som lydige lakajer. Samsung holdt ud i et par ekstra år – lige længe nok til at lave reklamer, der gjorde grin med Apple for beslutningen – før de stille og roligt gjorde nøjagtig det samme.

Og så levede vi med Bluetooth i næsten ti år. Vi parrede. Vi parrede igen. Vi opdagede, at vores ørepropper igen havde tilsluttet sig vores bærbare computer i stedet for vores telefon. Vi fik “lavt batteriniveau” midt i en podcast. Vi mistede en prop bag sofaen og fandt den tre uger senere, død.

Fremskridt, tænkte vi. Frihed fra ledninger. Fremtiden.

Så kom Generation Z og ødelagde det hele.

Bella Hadid og andre fashionable berømtheder blev fotograferet med hvide EarPods-ledninger som modetilbehør. Y2K-æstetikken var tilbage, og pludselig var ledningen ikke bare acceptabel. Den var cool. Tom’s Guide kaldte 2026 for “the year of wired earbuds“. Det globale marked for kablede hovedtelefoner – 45 milliarder dollars i 2024 – forventes at vokse til 194 milliarder dollars i 2032.

For os, der har skrevet om lyd i over tre årtier, er dette underholdende. Ikke fordi kablede ørepropper stadig viser sig at fungere. Det har de altid gjort. Men fordi det tilsyneladende krævede en modtrend for at folk indså, hvad vi har vidst hele tiden: et kabel er ikke et problem. Det er en løsning.

Hvad er der med det forbandede kabel?

Bluetooth betyder næsten altid et tab i lydkvalitet, med en teoretisk undtagelse i form af aptX Lossless – som i øjeblikket er så usædvanlig, at det næppe påvirker det samlede billede. Standardcodecs er middelmådige, og selv de bedre alternativer kræver, at både afsender og modtager understøtter dem. Hvilket de sjældent gør.

Et par USB-C-ørepropper med indbygget DAC omgår alt dette rod. Signalet sendes digitalt fra telefonen, konverteres i stikket og leveres til højttalerenheden. Ingen komprimering. Intet codec-rod. Ingen nævneværdig lydforsinkelse. Det fungerer bare – og jeg beklager den tekniske terminologi.

Og her er det smukke ved USB-C i forhold til det gamle 3,5 mm-stik: lydkvaliteten er ikke længere afhængig af et perfekt stik eller kabel uden elektromagnetisk støj. En god USB-C-øreprop har sin egen digitale konverter, og så længe der er kontakt med stikket, overføres lyden perfekt.

Men det handler ikke kun om lyd

For de millioner, der skaber indhold på TikTok – duetter, voiceovers, sangreaktioner – er Bluetooth simpelthen ubrugeligt. Forsinkelsen er typisk 100–300 millisekunder, langt over hvad der er acceptabelt. Med USB-C er forsinkelsen næsten nul og – lige så vigtigt – konstant. For alle, der er involveret i duetter, sang, gaming eller videoredigering, er det ikke et valg. Det er et krav.

Samtalekvalitet

Så er der mikrofonen. Den lille knap på ledningen er typisk placeret i bryst- eller hagehøjde, 10-20 centimeter fra munden. Dette er den ideelle afstand til tale. Mikrofonerne på helt trådløse ørepropper er placeret i eller tæt på øret, og de skal kompenseres med aggressiv digital behandling for at “gætte” din stemme i et meget mere støjende lydmiljø. Enkle, kablede modeller af typen EarPods giver en renere og mere naturlig talelyd ved opkald end billige og mellemklasse TWS-modeller.

Den billigste podcast-mikrofon, du ejer, er den, der allerede hænger på kablet.

Hvad med miljøet?

Lad os også tale om elefanten i skraldespanden.

Trådløse ørepropper har små litiumbatterier, der nedbrydes efter to til tre år. Når de er slidt op, er propperne værdiløse – de er for det meste limet sammen og umulige at reparere, ifølge iFixit. De ender i skraldespanden. Alle sammen. Det er rigtigt, at EU’s nye batteriforordning fra februar 2027 kræver, at bærbare batterier skal kunne udskiftes – men hvem vil betale et par hundrede kroner for at udskifte batteriet i et par ørepropper, der kostede et par tusinde kroner for tre år siden og enten er på tilbud eller for længst er blevet udskiftet? Præcis. Ingen.

Kablede ørepropper har ikke batterier. De har én fejlkilde – kablet – som ofte kan udskiftes. De holder i årevis. Du kan købe femten par EarPods med kabler til samme pris som et par AirPods uden. I en tid med stigende leveomkostninger er dette ikke nostalgi. Det er sund fornuft.

Intet er perfekt

Det gamle 3,5 mm-stik havde en velkendt svaghed: oxidation og dårlig kontakt forårsagede knitren og forvrængning i lyden. Men det var en gradvis forringelse – man kunne vride kablet lidt, rette forbindelsen og leve med det.

USB-C er digitalt. Enten er der signal, eller også er der ikke. Først fungerer alt, så begynder lyden at falde ud sporadisk, og til sidst dør den helt. USB-C-porten er også en magnet for fnug fra lommer og tasker. Ifølge mobilreparatører er sammenpresset fnug i bunden af porten den mest almindelige årsag til “døde” USB-C-stik. Og i modsætning til 3,5 mm-stikket bruger USB-C selve hovedporten. Hyppig tilslutning og frakobling af ørepropper ud over opladning betyder ekstra slitage på en enkelt port.

Ironien er total: USB-C eliminerer analog støj, men erstatter en gradvis forringelse, man kan leve med, med pludselig død.

Hvad betyder det for os der går op i lyd?

Det betyder – og det siger jeg med en vis tilfredshed – at kablet aldrig burde have været erklæret dødt. Det var ikke den teknologiske udvikling, der dræbte stikket. Det var et firma, der fjernede muligheden og solgte dig et tilbehør til tusindvis af kroner i stedet for at inkludere en øreprop til få hundrede kroner i æsken. Og hele branchen fulgte trop, fordi det er lettere at sælge “frihed fra ledningen” end at indrømme, at man har fjernet en funktion for at tjene flere penge.

Kabeltrenden er drevet af en usædvanlig blanding: mode og nostalgi, økonomisk nødvendighed, bevidsthed om bæredygtighed, teknisk overlegenhed og ægte irritation over trådløse problemer. Gen Z har gjort det socialt acceptabelt at have en ledning i øret igen. Audiofile og indholdsskabere har altid vidst, at det var det teknisk korrekte valg.

Måske er det modigere at indrømme, at noget, vi allerede havde – et simpelt, pålideligt, billigt og godt kabel – var bedre end det, vi fik solgt som erstatning.

Du sætter det i. Det virker.