Kig bag på smartphone-flagskibet HTC One og du vil se et lille Beats Audio-logo. Det samme ser du bag på HTC One mini, Windows Phone 8X by HTC og alle de andre smartphones fra taiwanesiske HTC. De to firmaer har nemlig giftet sig til et tæt samarbejde, som skyldes, at HTC ejer 25% af den amerikanske lydproducent og altså indebærer, at alle HTC’s produkter er forsynet med lydoptimering udviklet af Beats Audio.
Og det er en klar fordel for HTC, hvis telefoner også i vores tests har modtaget mange roser for deres glimrende lydkvalitet.
Men samarbejdet er åbenbart knap så attraktivt for Beats Audio, som ikke føler, at de får nok ud af koblingen med HTC på smartphone-markedet. Derfor ønsker det amerikanske lydfirma nu at købe HTC’s andel og dermed sætte en stopper for samarbejdet. Det skriver Wall Street Journal.
I stedet ønsker Beats Audio at finde en ny investor, som bedre kan skabe vækst for lydfirmaet. Beats Audio kom ellers ud af 2012 med en omsætning på en milliard amerikanske dollars, hvilket var firmaets bedste resultat nogensinde.
HTC, derimod, lider under faldende indtjening, og firmaets markedsandel på smartphone-markedet er derfor ikke stor nok til at sikre Beats Audio fortsat vækst, skriver avisen.
Det vides endnu ikke, hvilken smartphone-producent der eventuelt kan komme til at indgå i et nyt giftermål med Beats Audio.