TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Audeze LCD-5s: Forloren skildpadde og smæk i bunden

Amerikanske Audeze har netop løftet sløret for deres nye flagskib. LCD-5s byder på lavere vægt, imiteret skildpaddeskjold og en teknologi, der lyder som wrestling.

Audeze LCD-5s: Forloren skildpadde og smæk i bunden

Hvis man siger planarmagnetiske hovedtelefoner, siger man næsten automatisk også Audeze. Og hvis man har haft fornøjelsen af deres tidligere topmodeller, siger man sandsynligvis også “av, min nakke”.

Amerikanerne har altid været garanter for stor lyd, men vægten har ofte været i den tunge ende. Med den nye topmodel, LCD-5s, der blev præsenteret på sidste uges NAMM-messe i Californien, ser det dog ud til, at Audeze har været på slankekur – uden at gå på kompromis med teknikken.

SLAM i bassen

Nyheden hedder LCD-5s, og det lille “s” dækker over en akustisk teknologi, som Audeze kalder SLAM (Symmetric Linear Acoustic Modulator).

Læs også Nyhed: Audeze LCD-S20 lover avanceret lyd til lavere pris LCD-S20 er lukkede planar-hovedtelefoner til en pris, der er lavere end vanligt for Audeze.
Annonce

Selvom navnet leder tankerne hen på amerikansk wrestling, er formålet mere raffineret. Ifølge Audeze handler det om at optimere lufttrykket bag de ultratynde nano-membraner for at levere en endnu dybere og mere fysisk basgengivelse, uden at det går ud over den gennemsigtighed, som planar-hovedtelefoner er elsket for.

Hovedtelefonerne er bygget op omkring Audezes velkendte 90 mm planare enheder med Fluxor-magneter og Fazor-waveguides. Frekvensgangen opgives til at spænde fra jordskælv til flagermus – eller 5 Hz og helt op til 50 kHz. Med en impedans på beskedne 30 ohm burde de ikke være en umulig belastning, selvom en seriøs forstærker naturligvis altid er at foretrække.

ADZ LCD 5s Hero Balanced
(Foto: Audeze)

Lidt lettere

For mange vil den vigtigste nyhed dog være konstruktionen. Ved at bruge et chassis af magnesium og kulfiber er det lykkedes at holde vægten nede på 475 gram.

Det lyder måske stadig af en del, men i high-end planar-verdenen er det decideret letvægt. Kombineret med nydesignede, skulpturerede ørepuder, der skulle fordele trykket bedre, er der håb om, at man kan nyde sine timelange lytte-sessioner uden efterfølgende besøg hos kiropraktoren.

Designet har også fået et løft i den mere ekstravagante retning. Ørekopperne er prydet med ringe i dybglans acetat, der imiterer skildpaddeskjold, suppleret af kobberdetaljer. Altså klassisk design, som fra før verden gik af lave.

Prisen for sandheden

Audezes CEO, Sankar Thiagasamudram, udtaler, at målet med LCD-5s er at bringe lytteren “tættere på sandheden i optagelsen”.

Sandheden er dog også, at den slags koster. Den amerikanske pris er sat til 4.500 dollars. Når dansk moms og told bliver lagt oveni, kigger vi sandsynligvis på en dansk pris et pænt stykke over 35.000 kroner.

Det er mange penge for et sæt hovedtelefoner, uanset hvor meget SLAM og forloren skildpadde man får for pengene. Men for den dedikerede audiofil, der jagter den ultimative lyd (og har en stærk økonomi), kan LCD-5s meget vel være endestationen.

(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Meze i træ og titanium

Sonys altid-aktive ørepropper

Åben hovedtelefon fra folkene bag AKG

JLab krymper støjreduktionen

Fenders første hovedtelefoner har 100 timers batterilevetid

Stax-ikonet er tilbage

Planarmagnetiske hovedtelefoner til næsten ingen penge

Flagskibsmodel fra B&W i racing-design

Dyr, dejlig – og fjerlet: Nyt flagskib fra Audio-Technica

Luksuriøse hovedtelefoner fra Loewe

Studiehovedtelefoner der passer i tasken

Endnu et par signatur-hovedtelefoner fra Grado