Yamaha vender tilbage til rødderne

Sådan ser Yamahas kommende high-end højttaler ud. NS-5000 bliver topmodellen, som måske vil lokke entusiasterne.

Foto: Yamaha

Det er vigtigt at huske, at Yamaha er mere end klaverer, motorcykler og surroundreceivere. Firmaet har en lang og stolt tradition for højttalere. Den lille NS-10 er måske den mest kendte, fordi den kompakte højttaler med den hvide bas anvendes af studieteknikere i hele verden, og ofte ses i baggrunden på ​​billeder af berømte musikere.

Men det er langt fra Yamahas bedste. De større NS-500, NS-1000 og endelig NS-2000 satte sig i respekt hos lydentusiaster med deres usædvanlige åbne klang, som til dels skyldtes enheder med berylliummembraner.

Foto: Yamaha

Den nye NS-5000 fortsætter traditionen med et kabinet i den gamle NS-1000’s ånd og den samme trevejskonstruktion. Men enhederne er nyudviklede. Diskanten er på 30 mm og har Zylon som membranmateriale, fordi det ikke bryder op ved bestemte frekvenser, når enheden tilføres megen effekt.

Det samme materiale anvendes i den 80 mm store mellemtone, der ligesom diskanten har en åben port bagpå for at forebygge komprimering.

Basenheden på 30 cm og en tunet basrefleksport giver NS-5000 et frekvensområde, der rækker til 23 Hz, mens diskanten når op til 40 kHz. De 35 kg tunge og 69 cm høje højttalere har ikke fået en dansk pris, og det er ikke klart, hvornår og om de overhovedet kommer til Europa. Men vi har da lov til at håbe.

Les videre
Exit mobile version