Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Unik undervandshøjttaler får fisk til at yngle 

System Audio har udviklet en særlig undervandshøjttaler, som kan afspille lyde fra fiskenes naturlige habitat og mindske deres stressniveau.

Skrevet af / 01/04/2016 - 15:21
Unik undervandshøjttaler får fisk til at yngle 

System Audio har sat sig selv på noget af en prøve. Efter at være blevet kontaktet af Sydsjællands Fiskeopdræt A/S, som oplever store problemer med stressede fisk i opdrættet, har de påbegyndt udviklingen af en særlig undervandshøjttaler, der skal skabe bedre levevilkår for de tusindvis af fisk, der i dag opdrættes i fiskefarme og dambrug.

Ole Witthøft, grundlægger af System Audio, er naturligvis begejstret over den anderledes opgave – selvom den ikke kommer helt uventet.

“Vi har længe arbejdet på en vandtæt undervandshøjttaler, og er på prototypestadiet lige nu. Vi har allerede udført en række tests på prototypen, og resultaterne er lovende. Oprindeligt var det tanken, at højttalerne skulle bruges på bl.a. svømmestadioner og dykkerskoler, hvor det kan være nødvendigt at give svømmerne instrukser under vandet. Men da vi hørte, at fiskeopdrættene oplevede problemer med stress grunde de unaturlige levevilkår, øjnede vi en gylden mulighed,” siger Ole Witthøft.

Stressede fisk giver dårlige ynglebetingelser
I store fiskeopdræt, som de, der drives af Sydsjællands Fiskeopdræt, lever fiskene meget tæt. På trods af, at fiskeopdrættet bestræber sig på at skabe så naturlige omgivelser som overhovedet muligt, kan man ikke tilbyde fiskene de samme forhold som i havene. Og det kan mærkes på fiskenes sundhedstilstand – og ikke mindst deres trang til at yngle.

“Vi oplever desværre at mange af vores fisk bliver stressede af at bo så tæt, og deres naturlige livscyklus forstyrres af livet i fangenskab. De følger simpelthen ikke deres naturlige instinkter. Derfor er der flere af vores arter, der ikke yngler. Hvis vi ikke retter op på det, vil vi om nogle år ikke have et solidt avlsgrundlag at bygge vores forretning på,” udtaler Jens Fusch fra Sydsjællands Fiskeopdræt A/S.

Derfor har fiskeopdrættet indgået et samarbejde med System Audio om udviklingen af en undervandshøjttaler, som kan give fiskene bedre levevilkår og mindske deres stressniveau. Det er tanken, at de særegne højttalere skal afspille lyde, der efterligner dem fiskene ville høre i deres naturlige habitat.

Mange muligheder i undervandshøjttalere
Ole Witthøft fra System Audio ser frem til at undervandshøjttaleren tages i brug af Sydsjællands Fiskeopdræt. De første tests har været lovende – dog har man endnu ikke fået fintunet de mange forskellige lydspor, der kræves for at genskabe de forskellige fiskearters naturlige habitater. Ole Witthøft ser dog et stort potentiale i produktet:

“Sydsjællands Fiskeopdræt er med garanti ikke de eneste, der oplever problemer med stressede fisk. Der er mange fiskeopdræt i Danmark, og derfor flere andre steder, hvor ens forretningsgrundlag afhænger af, om fiskene yngler eller ej. Jeg forestiller mig også, at store akvarier som Den Blå Planet kunne have gavn af at simulere fiskenes naturlige levevilkår, så de trives bedre,” slutter Ole Witthøft.

Peter Gotschalk
(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

LB+ Total

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home

LB+

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede

LB+ Home

Fuld adgang til alt indhold på L&B Home

29,- / for 30 dage
87,- / mnd
50,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.

Quad opgraderer sit flagskib

Trådløs luksus fra Frankrig

Epos vokser

Farverig Burmester-højttaler

Budgethøjttalere fra Q Acoustics

Ny højttalerserie fra DALI

Ny generation med unik model

Soundbar fra Steinway

Nyt flagskib fra Scansonic

"Prisvenlige" gulvhøjttalere fra Raidho

Ny Bluetooth-højttaler fra Bose ligner en håndtaske

Dynaudio med specialmodeller på stribe

Lyd & Billede
Scroll to Top