Nyhed

Forsinkelser på Sonos Sub Mini?

Det kan se ud, som om Sonos' planlagte Sub Mini bliver nogle måneder forsinket.

Sonos Sub Mini mockup 2048x1152 1

Sonos Sub Mini mockup 2048x1152 1

NB! Artikelbilledet er ikke af Sonos Sub Mini, men er kun ment som en indikation på, hvordan formen på Sub Mini forventes at blive.

Sonos har besluttet at udskyde sin lancering af et nyt produkt, som skulle have været på markedet i løbet af kort tid. Det oplyste Sonos under sin præsentation af tallene for tredje kvartal onsdag.

Det nye Sonos-produkt, der er gået flest rygter om, er en mindre og prismæssigt overkommelig subwoofer kaldet Sub Mini. Rygterne skyldtes en kortvarig fejl i Sonos’ egen app, hvor man kunne vælge at tilføje en subwoofer til systemet, og Sub Mini dukkede op. Den blev beskrevet i appen som en “mindre, cylindrisk subwoofer”. I juni dukkede Sub Mini også op blandt godkendte produkter hos Federal Communications Commission (FCC), det amerikanske administrative organ, der regulerer telekommunikation, herunder alt, hvad der kommunikerer via radiobølger.

Tegning af Sub Mini, godkendt af FCC. Foto: FCC

Noget vi har efterspurgt

En mere prisvenlig subwoofer er et produkt, vi hos Lyd & Billede har efterspurgt lige siden den første version af Beam-soundbaren kom på markedet, eftersom prisen på Sonos’ eneste subwoofer – Sub – er uforholdsmæssigt høj i forhold til soundbaren. Prisforholdet blev endnu mere skævt, da den endnu billigere Ray-soundbar blev lanceret i forsommeren. Denne soundbar koster kun en tredjedel af prisen for Sonos Sub. Det er usandsynligt, at nogen vil købe de to produkter og sætte dem sammen, selv om det faktisk tilføjer noget tiltrængt bas til Ray.

Og eftersom rygterne om Sub Mini er ældre end de første rygter om Ray (dengang omtalt som Fury), er det højst sandsynligt, at det er den længe planlagte kompakte subwoofer, som nu udskydes.

Salget af soundbaren Sono Ray har været rimelig slapt. Foto: Geir Gråbein Nordby

Lunken modtagelse af Ray

Sonos’ kvartalspræsentation var ikke noget kønt syn, med et sjældent tab på beskedne $597.000. En lunken modtagelse af Sonos Ray-soundbaren er blevet nævnt som en af ​​årsagerne til det dårlig resultat. Folk elsker altså ikke Ray, og modtagelsen matcher vores egen manglende begejstring for produktet.

Sonos mener, at årsagen til den manglende succes er et dårligere tv-salg end normalt, og de er fortsat optimistiske med hensyn til Rays fremtid. Vi er ikke selv så overbeviste. Ikke alene mangler den understøttelse af Dolby Atmos; den har ikke engang en HDMI-indgang. Og når du ser, hvor meget mere du får for dine penge andre steder, såsom med TCL TS8132 og også Denon DHT-S517, som vi afslører vores test af om en uge, burde Sonos ikke være alt for sikre på Rays succes.

Så vil vi hellere anbefale at bruge et par ekstra kroner på Beam 2.

Sub Mini før jul?

I stedet for en forestående lancering forventes Sub Mini i stedet at komme på hylderne engang mellem oktober og december. Lad os håbe de når frem til julesalget.

Les videre
Exit mobile version