Demoaften med overraskelser

Dalis Opticon-højttalerserie blev lanceret for en inviteret skare i London, der troede, at de bare skulle til demoaften. Men "optagelsen" viste sig at være live.

Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

Dali eksporterer højttalere til hele verden, men folkene bag produkterne er danske – og de er tilmed nordjyder. Så man skal helst ikke gøre alt for megen stads af sig!

Men ved den officielle lancering af Opticon-serien havde man for en gangs skyld valgt at tage skeen i den anden hånd, og slå ud med armene.

Derfor blev præsentationen holdt i London, på den fashionable The Hospital Club, som er en privat klub for designere, forfattere, filmfolk og andre kreative mennesker. Klubben er i øvrigt grundlagt af Microsoft-stifter Paul Allen og David Stewart fra Eurythmics.

Sammen med det engelske tidskrift What Hi-Fi havde Dali inviteret omkring 50 gæster til at overvære, hvad der angiveligt var en demonstration af topmodellen Opticon 8. Dali-direktør Lars Worre forklarede først om teknologien bag den nye serie, som bygger på de erfaringer, som firmaet har hentet i de dyrere serier Epicon og Rubicon.

Dali-direktør Lars Worre har en mission: At vise hi-fi-lyd til ikke-nørder. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

Vi har lavet Opticon-højttalerne, fordi vi kan!,” sagde Lars Worre. “Det lå egentlig ikke i kortene, at vi skulle lancere en ny serie netop nu. For vi havde ikke regnet med, at vi så hurtigt ville blive i stand til at genbruge vores high-end-teknologi i en så billig serie. Men når det nu kan lade sig gøre, skal det også gøres.

Mange kender ikke hi-fi
Høj kvalitet til lav pris er i det hele taget vigtigt for Lars Worre, der ser arrangementen som en chance for at vise ægte hi-fi til folk, der ikke er vant til det. Deltagerne var dels specielt inviterede gæster og dels vindere en af en lodtrækning. Og ikke alle var garvede hi-fi lyttere i forvejen:

Mange mennesker i dag er simpelt hen ikke vant til lytte til musik i ordentlig lydkvalitet, og har måske aldrig hørt et rigtigt hi-fi-anlæg.

Det fik de mulighed for ved demonstrationen, hvor der blandt andet blev lyttet til en koncertoptagelse med den danske vokalgruppe Basix.

Hvis det lød autentisk, var der en grund til det. For “optagelsen” var et direkte live-feed af en koncert! Efter at have lyttet til musikken via højttalerne oppe i lytterummet på fjede sal, blev deltagerne sendt med elevatoren ned i klubbens kælder, hvor der blev spillet op til fest!

Hvis det lød live, var der en grund. Vokalgruppen Basix spillede nemlig i husets kælder! Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede.

Efter Basix gik den engelske sangerinde JJ Rosa på scenen med sit band. Og festen blev fulgt til dørs af danske Lukas Graham, som har samarbejdet med Dali gennem flere år.

Ud over deltagerne ved selve festen kunne koncerten følges som livestream på nettet og ved arrangementer i Indien, Polen, Italien, Rusland, Storbritannien, Holland og Skandinavien, hvor Dalis distributører stille op med samme højttaleropstilling som i London.

Med sig havde Dali også Lukas Graham, som satte gang i festen. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede.
Les videre
Exit mobile version