Lyd & Billede rejste for nylig til London for at besøge LG Electronics. Anledningen var præsentationen af LG’s TV- og lydprodukter for 2026, hvor vi blandt andet fik mulighed for at høre det længe ventede nye Sound Suite-højttalersystem fra LG. Systemet er blandt de allerførste på markedet med understøttelse af Dolby Atmos FlexConnect – en ny Dolby-platform, som skal gøre ægte Atmos-surround både enklere og mere fleksibelt og tilgængeligt i almindelige hjem.
LG Sound Suite H7, M5, M7 og W7

Sound Suite-familien består af soundbaren H7, de trådløse front-/baghøjttalere M5 og M7 samt den trådløse subwoofer W7. Vi vil ikke afvise, at dette kan blive LG’s mest spændende lydprodukter i år.
Systemet kan sammensættes i flere forskellige konfigurationer – fra simple stereo- og TV-opsætninger til komplette hjemmebiografsystemer med op til 13.1.7 kanaler. Man kan enten koble 2–4 højttalere direkte til et kompatibelt LG-TV med FlexConnect eller bruge soundbaren som “hjernen” i systemet. I sidstnævnte tilfælde kan Sound Suite anvendes sammen med stort set ethvert TV, så længe det understøtter Dolby Atmos og har HDMI eARC.
Dolby Atmos FlexConnect: Surround på rummets præmisser
Formålet med Dolby Atmos FlexConnect er at sænke tærsklen for god surroundlyd. I stedet for at kræve perfekt symmetrisk placering i et optimalt rum er FlexConnect designet til at fungere bedre i almindelige stuer og opholdsrum.
Både TV/soundbar og de øvrige højttalere er udstyret med målemikrofoner. Under opsætningen angiver man cirka, hvordan højttalerne er placeret i forhold til TV’et, hvorefter systemet afspiller en karakteristisk Dolby-jingle, som bruges til at analysere rummet og korrigere både tidsforsinkelse og frekvensgang – individuelt og samlet. Resultatet er et præcist og sammenhængende lydbillede uden behov for manuel justering eller støjende testsignaler. Flytter man en højttaler eller ommøblerer rummet, kan systemet hurtigt rekalibreres via LG-app’en eller TV-menuen.
Teknologien bag FlexConnect er udviklet i samarbejde mellem Dolby og chipproducenten MediaTek. LG oplyser samtidig, at soundbaren er udstyret med deres Alpha 11 AI Processor Gen 3 – den samme processor, der anvendes i selskabets bedste OLED-TV’er – hvilket giver rigelig regnekraft til avanceret lydprocessering i realtid.
Flexconnect vil være tilgængelig i virksomhedens kommende 2026-modeller, men kan også downloades som en opdatering til 2025-modeller såsom LG OLED C5 og G5.
Endelig lytning i rolige omgivelser
Vi har tidligere set og hørt LG Sound Suite, senest under CES 2026 i Las Vegas, men i støjende omgivelser og med mindre afslørende lydmateriale. I London fik vi for første gang mulighed for at høre systemet i et roligere og mere kontrolleret miljø.
LG havde koblet Sound Suite op sammen med et G6 OLED-TV og demonstrerede hele spændet fra en simpel opsætning med to trådløse højttalere direkte til TV’et til et komplet system med Sound Suite-soundbar, front- og baghøjttalere samt subwoofer.
Allerede med kun to højttalere var forbedringen i forhold til TV’ets indbyggede lyd tydelig. Sound Suite-højttalerne leverede et bredt og rummeligt lydbillede med klar mellemtone og overraskende fyldig bas for størrelsen. Samtidig fik man et ægte stereoperspektiv, som gav god effekt på musik.
Selve højttalerne virker velkonstruerede med en fyldig klangbalance og evnen til at spille relativt højt og rent. LG fortæller, at de anvender kvalitetsenheder fra Peerless, hvilket formentlig bidrager til det solide lydfundament. Systemet tilbyder også AI-baserede EQ-indstillinger (AI Sound Pro+), men disse havde en tendens til at fremhæve de lyse detaljer og lød ikke helt harmoniske. Her foretrak vi en mere neutral gengivelse.
13.1.7 kanaler
I en “maksimal” opsætning bestående af Sound Suite H7-soundbar, M7-højttalere foran, M5 bagtil samt en W7-subwoofer – i alt 13.1.7 Dolby Atmos-kanaler – fik vi en overbevisende demonstration af, hvad FlexConnect kan præstere. Soundbaren alene rummer hele 20 højttalerenheder, og hver surroundhøjttaler har egne opadvendte højdekanaler.
Lydbilledet var stort, præcist og usædvanligt sammenhængende. Overgangen mellem front- og baghøjttalere var næsten sømløs, og lydeffekter bevægede sig naturligt rundt i rummet – både sideværts og i dybden. Dialogen lå stabilt i centrum, og helhedsoplevelsen gav en meget engagerende filmoplevelse.
Vi har brug for lidt mere tid til at afgøre præcis, hvor godt LG-systemet klarer sig på krævende testspor hjemme på redaktionen. Men førsteindtrykket er, at Sound Suite-højttalerne leverer et usædvanligt homogent lydbillede – noget vi også tidligere har oplevet med TCL’s lignende Z100-højttalere. Hvad skyldes det mon?
Ifølge Dolby-repræsentanterne i London bruger FlexConnect-højttalerne nøjagtig det samme Dolby Atmos-lydspor som almindelige soundbars og surroundhøjttalere. Forskellen ligger snarere i det intelligente samspil mellem “lederhøjttaleren” i TV’et eller soundbaren og de øvrige højttalere i rummet – og i den måde lyden fordeles på. Det er under alle omstændigheder en interessant udvikling, som vi ser frem til at høre mere til.
Desværre: Selvom flere TV-producenter nu tager FlexConnect til sig, virker de ikke lige ivrige efter at understøtte hinandens højttalere foreløbig. Dolby har ikke stillet krav om, at højttalerne skal fungere på tværs af mærker. Det betyder, at man for eksempel ikke kan koble LG’s FlexConnect-højttalere trådløst til et TV fra Samsung, TCL eller Hisense – i så fald skal man først bruge soundbaren.
Tilgængelig i løbet af foråret
LG Sound Suite-højttalerne forventes at komme på markedet i løbet af foråret. Priserne er endnu ikke offentliggjort, men LG bekræfter, at testeksemplarer er på vej til os – og vi ser frem til at teste systemet grundigt, før vi fælder den endelige dom.
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!










