Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Boses flagskibs-soundbar kommer til Danmark

Smart Soundbar 900 får lyd fra oven, stemmestyring og multirum. Prisen bliver omtrent, som vi regnede med.

Skrevet af / 22/03/2022 - 16:48
Boses flagskibs-soundbar kommer til Danmark

Bose Smart Soundbar 900 tager over efter den – i vores øjne og ører – vellykkede Soundbar 700, der gav rigtig god lyd i en helt almindelig stue. Med et stort lydbillede samt rumkorrektion, der reducerer rummets påvirkning af lyden.

Læs også Topsejt fra Bose Bose har lavet en meget vellykket soundbar, der lyder virkelig sejt på film og overrasker på musik.

Dolby Atmos

Ligesom forgængeren har Smart Soundbar 900 en akustisk waveguide, som Bose kalder PhaseGuide. Teknologien leder lyden fra forskellige højttalerenheder ud i rummet i forskellige vinkler for at give et større holografisk lydbillede med mere præcis placering af de forskellige elementer i lydlandskabet.

I modsætning til forgængeren har Soundbar 900 understøttelse af Dolby Atmos med separate tophøjttalere, der vender op mod loftet. Både disse og sidehøjttalerne anvender PhaseGuide for at skabe et bredere lydbillede, der i højere grad omfavner lytteren.

Bose kombinerer dipole højttalerenheder og såkaldte lavprofilenheder i nøje beregnede rækker, som sammen med DSP’en skal give et ekstra stort lydbillede. Eller, som Bose selv siger, “producere et lag af virkelighed, som ingen anden højttalere kan matche”.

Large JPG SB900 Black 04 RGB LB scaled 1 scaled 1
Bose Smart Soundbar 900 har Atmos-tophøjttalere for endnu bedre lyd. (Foto: Bose)

Lover at løfte alt indhold

Også indhold uden Atmos-lydspor loves at give en bedre oplevelse. Bose bruger såkaldte Spatial Technologies til at opskalere fladere lydspor til en tredimensionel oplevelse.

Det er der i og for sig ikke noget ekstraordinært ved, da de fleste Atmos-soundbars, vi kender, også kan bruge tophøjttalerne på andet indhold – inklusive almindelige stereolydspor – til at gengive et større lydbillede. Hvor godt det fungerer, varierer selvfølgelig.

Det, der slog os ved forgængeren Soundbar 700, var at man ikke kunne slå funktionen fra. Uanset om der var stereo- eller surround-lydspor på det materiale, man lyttede til, kom det ud som surround. Det er ikke vores foretrukne måde at lytte til stereomusik på, men det har en funktion, hvis man f.eks. vil fylde rummet mest muligt for flere mennesker. Men vi foretrækker altså at kunne vælge selv.

Hvordan det fungerer på Soundbar 900, må vi vente og se.

Large JPG SB900 Black 11 RGB LB scaled 1 scaled 1
Bose kombinerer specielle PhaseGuide højttalerenheder med DSP for at give et ekstra stort lydbillede. (Grafik: Bose)

eARC: Udvidet lydretur

Soundbar 900 har fået en bedre version af lydreturkanalen eARC (e’et står for enhanced). Det betyder ganske enkelt, at højopløste lydformater – også Dolby Atmos – kan hentes ud fra TV’et og ind i soundbaren via HDMI.

Dermed får man Atmos-oplevelsen direkte fra smart-TV’et, hvor man tidligere måtte slutte en lydkilde (Blu-ray-afspiller, Apple TV osv.) til soundbarens HDMI-indgang og så sende videosignalet til TV’et fra soundbarens udgang. Nu kan alt kobles direkte til TV’et, og lyden føres til soundbaren med et enkelt HDMI-kabel.

Large JPG SB900 Black Carton 002 CMYK LB scaled 1 989x556 1 Large JPG SB900 White 002 RGB LB scaled 1 989x556 1
<
>
Bose Smart Soundbar 900 fås i både sort og hvid. (Foto: Bose)

Smarte funktioner

Soundbaren hedder ikke Smart uden grund. Den understøtter nemlig både Google Home-systemet med tilhørende stemmeassistent og Apple HomeKit via AirPlay 2. Alternativt kan man også bruge Amazon Alexa, omend ikke på dansk.

Udvid med flere højttalere

Bose går langt med at love drømmelyd fra en enkeltstående soundbar, men man kan stadig udvide med en af Boses trådløse subwoofere og få endnu bedre surround-lyd med trådløse baghøjttalere. Desuden har soundbaren tovejs Bluetooth, så man kan erstatte lyden med et par høretelefoner i situationer, hvor andre i huset kræver stilhed.

Parring, indstilling og opdatering gøres via Bose Music-app’en.

Large JPG SB900 Black 011 RGB LB scaled 1 scaled 1
(Foto: Bose)

Pris og tilgængelighed

Bose Smart Soundbar 900 kan købes fra den 29. marts, men forudbestilles nu og koster 7.799 kroner. Fås i sort eller hvid.

bose.dk

Audun Hage
(f. 1981): Redaktionschef. Audun blev ansat som journalist på Lyd & Billede i 2004 og har spillet en aktiv rolle i udviklingen af Lyd & Billede som magasin og website. Audun er ekstremt kvalitetsbevidst og kendt for sine kræsne ører og sit skarpe blik. Som redaktionschef holder han et vågent øje med alt, hvad journalisterne skriver. Han er også ansvarlig for Lyd & Billedes TV-tests.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Op til 18 tommer med baskrudt!

Disse højttalerne er mere specielle end det ser ud til

Omvendt højttaler - i lydkvalitetens tjeneste

Bowers & Wilkins fintuner lyden

Optimer lyden i dit rum med et par enkle tricks

Rummanden Carlsson

Sonos-jordskred til sommer?

Denon-soundbar med bas uden sub

Bærbare højttalere til rejsen

Måske den vildeste højttaler, vi har set

Tjek denne in-wall-højttaler

Gulvhøjttaler er kronen på værket

0
Lyd & Billede
Scroll to Top