Verdensstjerner køber Tidal-tjenesten

Ikke kun Jay-Z, men et helt hold af kendte musikere er de nye ejere af streamingtjenesten.

For nøjagtig to måneder siden kunne vi fortælle, at Jay-Z havde budt flere hundrede millioner kroner for Aspiro, der ejer Wimp. Målet var at overtage den nylancerede og bedre navngivne streamingtjeneste Tidal, som tilbyder musik i hi-fi-kvalitet.

Mandag aften holdt Tidal en pressekonference i New York, hvor de lancerede tjenesten og præsenterede ejerne. For det var ikke bare Jay-Z, der kom op på scenen, men noget, der lignede den røde løber ved Grammy Awards.

Op trådte Alicia Keys, Arcade Fire, Beyoncé, Calvin Harris, Coldplay, Daft Punk, Jack White, Jason Aldean, J. Cole, Jay-Z, Kanye West, Deadmau5, Madonna, Nicki Minaj, Rihanna og Usher!

Meget sigende var det ikke Jay-Z, der greb mikrofonen, men Alicia Keys, som præsenterede visionen for tjenesten. En service, der ejes af kunstnerne, hvor det er musikken, der er i højsædet, og hvor ophavsmændene bliver betalt for deres arbejde. Med god lydkvalitet, HD-video og en redaktion, der skriver om musik.

Tidligere på året trak Taylor Swift sin musik tilbage fra Spotify, og gav dårlig indtjening skylden. Hun ville i stedet have musikken ud via Tidal. Nu følger Madonna, Kanye West og Daft Punk i hendes fodspor, og stopper udgivelse af ny musik på Spotify for i stedet at udsende materialet eksklusivt på Tidal.

Tidal har i modsætning til Spotify ikke nogen gratisudgave, men i stedet et abonnement på 99 kroner om måneden for komprimeret lyd og 199 kr/md for cd-kvalitet.

Se den fulde pressekonference på www.tidal.com

Les videre
Exit mobile version