Tungere Hi-Fi lyd fra Sony

Efter en lille dvale er Sony på fuld fart ind i Hi-Fi- og hjemmebiografverdenen igen, denne gang med en 5.1 højttalerpakke til 80.000 kroner!

Sony er måske ikke det første navn, man forbinder med tung Hi-Fi, men det vil japanerne nu ændre på. Det starter med high-end højttalerne SS-AR1 og SS-AR2, som koster henholdsvis 20.000 og 28.000 euro per par (!). Nu lancerer Sony en ny serie, som retter sig mod entusiaster med tegnebogen i orden.

SS-NA5ES

Den nye ES-serie er en komplet 5.1 opsætning bestående af gulvhøjttalerne SS-NA2ES, reolhøjttalerne SS-NA5ES, centerkanalen SS-NA8ES og subwooferen SA-NA9ES. Højttalerne har et ganske traditionelt, nedtonet japansk design, som ikke skriger på opmærksomhed. Lydmæssigt er de derimod ambitiøse, og mange af delene kommer fra Europa. SS-NA2ES bruger blandt andet højt specificerede Scanspeak elementer.

Kabinet af birk


Kabinetterne laves i lighed med topmodellen SS-AR1 af finsk birk, med rigelige afstivninger indvendig og separate kamre for bas og mellemtone/diskant.For at opnå bedre opløsning i de lysere toner bruger Sony hele tre diskantelementer. Denne løsning, som de kalder i-Array, skal også give tilstrækkelig overskud til krævende musik og filmlydspor.

SS-NA8ES

Fronthøjttalerne får selskab af de matchende reolhøjttalere SS-NA5ES og centerkanalen SS-NA8ES med identiske højttalerelementer.

SA-NA9ES

Bassen i familien, subwooferen SA-NA9ES, dækker de laveste oktaver ved hjælp af dobbelte 10” baselementer og en forstærker på 500 watt. Baselementerne spiller i modsat retning af hinanden for at udligne kabinet vibrationer og kan benyttes i to konfigurationer. Enten med begge elementer aktive, eller med et af elementerne som passiv membran. Sidstnævnte skal give en dybere basgengivelse, mens begge elementer aktivt skal give en fastere og hurtigere basgengivelse.

Lyd & Billede fik en kort prøvelytning på højttalerne samtidig med lanceringen af projektoren VPL-HW50ES, og selv om valget af sange og lytteforholdene ikke var de bedste, kunne man høre, at højttalerne havde en vældig potent, rig og fyldig klang. Vi ser frem til at teste dem under lidt mere ordnede forhold! Ja, for testes må de jo: til 22.000 kroner står SS-NA2ES op mod en række knaldhårde konkurrenter. Kan de nye Sony-højttalere for eksempel måle sig med de sagnomspundne Yamaha Soavo?. Det vil vi også vide!

Priser:
SS-NA2ES: 22.000 kroner
SS-NA5ES: 16.000 kroner
SS-NA8ES: 18.000 kroner
SA-NA9ES: 22.000 kroner

Les videre
Exit mobile version