Nyhed

To integrerede fra NAD

NAD C399 og NAD C700 er to nye - og helt forskellige - bud på den klassiske stereoforstærker.

Den klassiske stereoforstærker lever i bedste velgående. NAD har netop sendt to nye integrerede forstærkere på markedet, der på hver sin måde kunne være en makker for et sæt gode gammeldags passive stereohøjttalere.

NAD C399 (Foto: HiFi Klubben)

NAD C399 ligner klassisk NAD: En gråsort enhed uden overflødig pynt. Til gengæld lyder indmaden til at være interessant. Effektforstærkerdelen af den er bygget over et sæt 2 x 180 W Hypex nCore klasse D-moduler af den type, der bruges i den NADs high end-serie, Masters. Altså dem, der alle begynder med M. Der er selvfølgelig digitalindgange, og også DAC’en skulle være i den bedre ende. Det er en ESS Sabre 9028 Pro af samme type, som der bruges i NAD M33-forstærkeren. Der er også RIAA-forstærker til pladespiller indbygget. Dog kun til MM-pickup.

Hvad man ikke får, er streaming, multirum og rumkorrektion. Det kan dog tilføjes i form af et indstiksmodul, der både rummer Bluesound og Dirac-rumkorrektion.

NAD C700 (Foto: HiFi Klubben)

Hvis en stor, askegrå kasse ikke passer ind i indretningen, er NAD C700 et anderledes bud på stereoforstærkeren. Den er en kompakt enhed i halv bredde (21,8 cm). Her får man multium og streaming og 2 x 80 W udgangeseffekt. Designet minder om den næsten dobbelt så dyre NAD M10, og C700 har ligesom denne et stort display på fronten til blandt andet albumgrafik. Rumkorrektion må man dog undvære.

Pris og tilgængelighed:
NAD C399 koster 14.999 kroner, og NAD C700 koster 11.998 kroner. Begge kan købes fra december.

Les videre
Exit mobile version