1. oktober 1982 blev CD-afspilleren officielt lanceret i Japan. Den legendariske CDP-101 startede for alvor den digitale revolution.
Konceptet med at lagre og afspille musik fra en optisk disk blev påbegyndt af Philips i 1974. Tanken var at bruge en 20 cm disk, som en videreudvikling af et tidligere skrinlagt projekt, Audio Long Play (ALP).
I 1977 havde Philips taget navnet Compact Disc som en naturlig navnebror til det stadigt regerende format Compact Cassette. Tanken var, at disken skulle måle 11,5 cm i diameter, det samme som kassetten målte diagonalt, med en spilletid på 60 minutter.
Ikke kvadrofonisk
Før det havde det været foreslået, at det nye digitale format skulle være kvadrofonisk. Men fordi det ville kræve en disk på 20 cm for at få plads nok, og fordi man allerede var blevet pirret af den kompakte ide, blev det forkastet til fordel for traditionel stereo.
Samtidig arbejdede Sony med deres idé om et digitalt musikformat. I 1978 havde de en disk klar, som kunne spille 150 minutter med digital musik, en disk de præsenterede på Audio Engineering Society-messen i Belgien i 1979.
Formatkrig blev forhindret
Det kunne være blevet til en reel formatkrig. Men både Philips og Sony havde den kvadrofoniske formatkrig i frisk erindring. En formatkrig, som havde skabt total forvirring på markedet, og som sørgede for, at kvadrofoni aldrig slog igennem. De bestemte sig derfor – og gudskelov for det – at samarbejde om det nye, digitale format.
De to selskaber stak hovederne sammen og kom op med en fælles standard, Red Book-standarden, i 1980.
74 minutter
Som udgangspunkt var de to selskaber indstillet på, at den kompakte disk skulle være 11,5 cm i diameter. Men det viste sig, at 60 minutters optagelsestid ikke var tilstrækkelig. Sony insisterede nemlig på, at hele Beethovens 9. symfoni skulle kunne få plads på én disk. Den længste indspillede version af denne var Wilhelm Furtwänglers 1951-optagelse lavet under festspillene i Bayreuth. 74 minutter varede koncerten, noget som krævede, at diskstørrelsen blev øget med en halv centimeter. Dermed var maksimal optagelsestid sat til nøjagtig 74 minutter.
Succes
CD-formatet blev hurtigt en succes og ikke længe efter kunne alle Hi-Fi producenter tilbyde mindst én CD-afspiller. Til trods for at CD´er var lidt dyrere end kassetter og i en lang periode også dyrere end LP´erne, var der intet, der kunne stoppe dette digitale hurtigtog, som pløjede sig gennem audiomarkedet som en varm kniv gennem smør. Den digitale tidsalder var her for alvor, intet kunne stoppe den.
Det bedste og værste for branchen
Efterfølgende er det let at se, at CD-formatet både var det bedste og det værste, der kunne ske for musikbranchen. Det var det mest indbringende og bedst sælgende musikformat gennem tiderne. Det gav os glimrende, støjfri lyd, som også gav nyt liv til Hi-Fi branchen. Samtidig var det for første gang i historien muligt at lave perfekte kopier af originalen. Da CD-brænderen kom i slutningen af 1990´erne, og ikke mindst da MP3-filerne begyndte at florere på internettet, var det kun et spørgsmål om tid, før folk ville gribe muligheden og skaffe musikken gratis fremfor at betale for den. Siden dengang er pladebranchen styrtdykket og er nu kun en skygge af det kæmpeimperium, det var engang.
I graven med værdighed
I dag har filbaserede musikformater kørt CD´en helt ud på sidelinjen. Vi har hele musiksamlingen på en lille harddisk, i stedet for at fylde stuevæggene med CD-covers. Det en gang så kompakte og praktiske format virker nu kluntet og besværligt i forhold til de nye løsninger. Men én ting er sikkert: CD´en både startede og bar den digitale revolution frem. At den skulle være vare hele 30 år, før den blev afløst er næsten utroligt. Når vi nu sender den i graven, er det med værdighed og respekt.
Tillykke med dagen. Compact Disc. Og hvil i fred.