Streamingtjenesten Tidal, der tidligere var kendt som WiMP, tilbyder musikafspilning i fuld, tabsfri cd-kvalitet. Hvad vi rigtig godt kan lide.
Men imens der findes udmærkede Tidal-apps til iOS og Android, har der desværre ikke hidtil været nogen dedikeret afspiller til pc og Mac. Der findes en web-afspiller, men ikke noget “rigtigt” program, og kun Chrome-brugere har kunnet få glæde af hi-fi via webklienten.
Nu er Tidal imidlertid næsten klar med et afspillerprogram til Windows og Mac. På firmaets hjemmeside kan alle hente en betaversion.
Vi har selvfølgelig hentet programmet, og selv om der er tale om ufærdig software, kører den rigtig glimrende, og kom på intet tidspunkt i vanskeligheder. Det betyder sandsynligvis også, at vi kan vente en officiel udgave inden længe.

Som i et selvstændigt Windows-program har du flere muligheder for at tilpasse indstillingerne end i en browser-app. Har man for eksempel flere lydkort eller en ekstern DAC, kan man sende system- og browserlyden gennem skærmens højttalere, mens musikken sendes til hi-fi-anlægget.

Desktopklineten til pc kræver Windows 7 eller nyere, imens der Mac OS-betaen kræver version 10.6 eller nyere.