I dag er musik tilgængelig overalt, i så høj grad, at det en gang imellem er svært at vægre sig imod det. På cafeer og restauranter, i elevatorer, butikker og indkøbscentre, ja, hvor som helst udsættes vi for musik, som vi ikke kan undgå. I mindst 99 procent af tilfældene i en kvalitet, som er foruroligende dårlig både over for dem, der har lavet musikken, og os, der tvinges til at lytte til den. I bedste fald kan man skelne melodien gennem baggrundsstøjen. Men det udfylder et tomrum, vi må være på vagt over for, så ikke den farlige STILHED tager over.
Det betyder, at det, de fleste faktisk får det meste af deres musikforbrug fra, er et tilfældigt udvalg af højttalere og elektronik. Ofte af mere end diskutabel kvalitet …
Jeg vil vove at påstå, at det er kvaliteten af lyden i vores miljø, der bestemmer, om folk lader sig nøje med så lidt, som de faktisk gør. Lyden bliver referencerammen, og hvis man får bare et lidt bedre udbytte af den lyd, man køber til stuen, så tror man, at det faktisk lyder godt. Det lyder i hvert fald bedre end det, man hører alle andre steder.
Masser af lyd
Meget af den “hi-fi”, vi udsættes for i dag, går mest ud på at fylde rummet med lyd – på godt og ondt. For mange er det hovedsagen; det bliver ligesom i gamle dage, hvor der stod en stor radio og pumpede lyd ud – ja, meget musik var der ikke; historisk set skal vi endda et stykke ind i 60’erne, før musikken begyndte at tage over i ætermediet. Takket være pirat-radiostationer for resten, men det er en anden historie.
At pumpe lyd ud er sagen. Visse virksomheder kom frem på – og blev virkelig store på netop det – at fylde rummet med lyd. Jeg vil dog påstå, at det ikke er det, folk egentlig vil have. De virkelige oplevelser får man, når anlægget kan noget helt andet, når man kan få lov til at høre, hvad der egentlig sker. Og tro ikke, at det bare handler om klassisk musik eller den anæmiske, homøopatiske fortynding af musik, som man ofte tvinges til at udholde på hi-fi-messer og lignende – både electronica, rock og ikke mindst helt almindelig sk*de popmusik kan give fantastiske oplevelser. Jo, du får også styr på, om folk kan producere musik ordentligt eller ej, men jo bedre anlæg du har, jo sjovere er det at lytte til al slags musik derhjemme. Ellers er der noget galt med grejet – hvor dyrt det end er.
Hjemmets afspejling
Påstand: De fleste almindelige mennesker ville egentlig gerne lytte mere til musik, men deres anlæg gør, at det ikke er så sjovt, som det burde være. Højttalere optager plads og kan ikke placeres helt tilfældigt. Sådan er det, piger – trist, men sandt!
Når jeg er hjemme hos folk, undskylder de nærmest deres simple anlæg, som ikke lyder så godt. Nogle gange laver jeg derfor nogle simple justeringer; frem for alt handler det om højttalerplacering og om at fase det hele rigtigt, hvilket næsten altid medfører, at de får lyst til mere og begynder at spørge, hvad de skal gøre og anskaffe sig for at få bedre lyd. Folk kan godt høre forskel – de ved bare ikke noget om det, for de har aldrig fået (eller taget) chancen.
Sønnen havde en del kammerater på besøg til en EM-kamp i fodbold. En flok glade 20-årige sad bænket foran skærmen. En mulighed, som ikke måtte misses i den sande lydopdragelses navn, så midt under kampen skruede jeg ned for lyden fra mit Anthem/Paradigm surround-anlæg og mixede over til den rene, uforfalskede lyd fra en fladskærm. De havde ingen anelse om, at lyden fra et moderne tv er sådan en katastrofe. De tabte næsten hagen ned i sofabordet. Og så hører mit Sony ikke engang til blandt de værste. Jo, folk KAN høre forskel.
Og nu jeg er inde på det: Hvorfor skal et hjem ikke afspejle, hvad dem, der bor der, egentlig kan lide? Hvis man læser mange bøger, bør en bogreol vel afsløre det. Hvis man kan lide kunst, har man vel en del billeder på væggen. Og hvis man spiller meget musik, har man vel et synligt hi-fi-anlæg og som regel en masse plader. I dag får man mest indtryk af, at et (meget) stort tv fortæller noget om, at man har alt for meget spildtid foran husalteret.
Tag en pause
Man siger, at det vigtigste i musikken er pauserne. Det er her, musikken får liv; takt, timing og følelser, der sammen bygger alt det op, som gør, at musikken rører dig.
Og definitionen af en pause i musikken er STILHED. I vores tilfælde handler det altså om ikke at undvige stilhed, men om at ønske den og drage fordel af den. Okay, instrumenters efterklang er der, og ambiensen (altså oplevelsen af selve det rum, der spilles i) er der, og naturligvis er ikke alting stille på én gang. Stilheden styrer imidlertid timingen, som igen styrer den oplevelse, du får.
Men pauserne har virkelig dårlige vilkår i dårlige anlæg. Elektronikken suser, højttalerkabinettets vægge svinger med, og højttaler-elementerne kan ikke stoppe deres svingninger, når de skal. For at få den sande nytte og glæde af stilheden må der også være störst möjliga tystnad, som det hedder i cirkus. HELT stille! Så får du også den berømte natsorte baggrund, som vi hi-fi-skribenter undertiden taler om i tests.
Problemet er, at hvis man vil blive ovenstående problem kvit, koster det penge. Oftest rigtig mange penge faktisk, hvis det skal blive virkelig godt. Det er her, de ypperlige produkter kan skille sig ud og give de dér oplevelser, som du slet ikke troede var mulige i din egen stue.
Og du er ikke i tvivl, når det fungerer – hvis du bare lytter til det, du skal lytte til. Begynd med at se bort fra bas, mellemregister og diskant. Spil lidt musik og mærk efter, om du har det godt, når du lytter. Vil du høre mere? En plade mere eller fortsætte med næste nummer, selv om du egentlig skal på toilettet? Kan du lide det, du hører? Fungerer det, plade efter plade? Eller bliver du irriteret efter en tid; er der noget, der ikke stemmer? Det klares måske ved at justere højttalerplacering eller skifte et par kabler ud. Eller måske er det alt dit grej, der ikke er så godt!
Alt er relativt, og naturligvis skal også oplevelsen af, at du kan lide det, du hører, gradueres. Men til syvende og sidst er det netop oplevelsen, det handler om, og her er en medicinsk advarsel på plads! Når du først er begyndt at få disse oplevelser, er der stor risiko for, at de er afhængighedsskabende …