Så er Apple Music på Sonos

Og mere musik i hjemmet giver mere familieliv, bedre sex og sjovere madlavning!

Foto: Sonos

Den hurtigt fremstormende streamingtjeneste Apple Music er fra i dag tilgængelig på Sonos’ multirumshøjttalere. Tjenesten har siden december været tilbudt i en offentlig betatest. Men nu er prøvernes tid ovre, og alle, der både har et Sonos-system og en konto hos Apple Music, kan lytte til trådløs musik i stride strømme.

Musik giver sammenhold og sex
Og det er en god ide at lytte til musik, viser en undersøgelse, som er udført for Sonos af analysebureauet Survey Sampling International.

Undersøgelsen, der er udført med 30.000 deltagere fra USA, Canada, Australien, Storbritannien, Holland, Sverige, Tyskland og Frankrig, viser, at musiklytning i hjemmet påvirker os kraftigt. Deltagerne blev bedt om at leve en uge uden musik i hjemmet og en uge med musik.

Musiklytningen påvirkede i følge undersøgelsen livet kraftigt. Således brugte musiklyttende deltagere ugentligt tre timer og 13 minutter mere sammen med familien. Musikelskerne havde desuden 67 procent mere sex. Dette til trods for, at over en tredjedel af deltagerne rapporterede, at de ville droppe sex for at kunne høre mere musik!

Mere tid i køkkenet
Også kedeligere aktiviteter nyder godt af musikledsagelse. 83 procent fandt det lettere at overkomme de kedelige pligter, imens halvdelen af deltagerne havde det sjovere i køkkenet, når musikken spillede. Samtidig så man en stigning på 20 procent i den tid, som blev tilbragt sammen i køkkenet.

Hvilke andre af observationerne, der eventuelt kunne korreleres med dette, fremgår ikke af undersøgelsens konklusioner.

Foto: Sonos
Les videre
Exit mobile version