Regn ikke med, at Soulution 560 DAC-en bliver særlig billig, selv om den ikke tilhører firmaets dyrere 700-serie. Soulution har nemlig ingen billigserier, og 560 bliver helt sikkert et produkt for udvalgte high-end-aficionados.
DAC-en er baseret på erfaringerne fra cd-afspilleren 745, som af mange anses som en af verdens bedste, og Soulution har ikke ligefrem sparet på konfekten i 560, selv om vi er i den mindre kostbare ende. For et Soulution-produkt.
Den er opbygget med to separate kredsløb og strømforsyninger. En for hver kanal, og den bruger en digital volumenkontrol i stedet for en mekanisk. Når man tilkobler til en digital lydkilde, det være sig USB, optisk, koaksial eller balanceret 110 ohm (AES/EBU), sendes signalet gennem en buffer, før digitalfilteret sender det videre til en række Burr Brown DAC’er, som løfter signalet til 24-bits/384 kHz PCM. Det sker blandt andet ved hjælp af en kløgtig algoritme fra et selskab, som hedder Anagram Technologies.
Soulution mener at PCM konvertering er bedre, og konverterer derfor alle signaler – også DSD – til PCM, før det bliver endeligt konverterert i DAC’en.
De anvender også en teknologi, som de kalder Zero-Phase, der fjerner muligheden for tids- og fasefejl i det konverterede analoge udgangssignal. Med et tredjeordens Besselfilter er det lykkedes dem at holde fasefejl nede på imponerende 1 grad fra 20 Hz – 100 kHz, hvormed de undgår, at tids-og fasefejl reducerer gennemsigtigheden og opløsningen i lyden.
560 vil blive demonstreret på High-End 2014 i München 15-17. maj, hvorfra vi vil være på pletten for at fortælle, hvor godt resultatet er blevet.