Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

“Perfekt lyd efter eget ønske”

Lyngdorf MP-40 er en teknologisk troldmand af en surround-processor, der korrigerer lyden perfekt til rummet. Derefter kan den lyde, præcis som du vil.

Skrevet af / 11/05/2020 - 17:52
“Perfekt lyd efter eget ønske”

I hi-fi-branchen blev danske Lyngdorf Audio kendt som den første high-end-producent, der sværgede til avanceret rumkorrektion. “Intet forvrænger mere end rummet,” som de siger, og hvis man kan løse nogle af de akustiske problemer, har man et endnu bedre udgangspunkt for lyd i drømmeklassen. For Lyngdorf har heller aldrig taget let på resten af komponentkonstruktionerne.

Læs også Lyngdorf bryder dine stuevægge ned Kombinationen af højttalere og stueindretning er altid svær. Lyngdorf Audio vil uskadeliggøre dit lytterums dårlige indflydelse.

Ud over tokanals hi-fi laver Lyngdorf også sofistikerede surround-processorer til hjemmebiograf og flerkanals musikoplevelser. Der er måske ikke så mange, der ved det, men McIntosh bruger faktisk Lyngdorf-indmad i deres surround-forstærkere. Så når Lyngdorf nu lancerer en spritny surround-processor, bør man spidse ører.

Lyngdorf MP-40 er en high-end surround-processor til ægte entusiaster. (Foto: Lyngdorf)

Indbygget medieafspiller

MP-40, som den hedder, tager musik lige så alvorligt som film. Derfor er den blæserløs og dermed helt stille. Den er lavet til at være så brugervenlig som muligt og har også indbygget medieafspiller med understøttelse af Spotify, AirPlay, DLNA/UPnP samt Roon. Internetradio er også om bord. Tilslutning til internettet sker med ledning, så sørg for at have et netstik i nærheden.

Ikke MQA

Lyngdorf har ikke dekodning af MQA, så Tidal-brugere må i stedet dekode sådanne filer i f.eks. Roon, før de sendes som højopløste musikfiler – op til 96 kHz – til Lyngdorf MP-40. Jeg spurgte Thomas Birkelund, der er administrerende direktør for Steinway Lyngdorf, om MQA på en online videokonference i dag.

“Alt, hvad der promoverer god lyd og tvinger pladeselskaberne til at udgive musik med god lyd, er jeg stor tilhænger af,” svarede Birkelund. “Men jeg mener ikke, at man behøver at komprimere lyden, som MQA gør. Der er bedre måder.”

Understøtter (næsten) alle filmlydformater

MP-40 lægger sig under flagskibet MP-60, som Lyngdorf lancerede sidste år. En high-end surround-processor, der har alt, hvad man kan drømme om af indmad. Inklusive avanceret RoomPerfect rumkorrektion og understøttelse af alle populære 3D-lydformater, såsom Dolby Atmos, DTS:X og Auro-3D.

Vi elsker at se de mange XLR-stik på bagsiden af Lyngdorf MP-40, som har dekodning af 12 kanalers surround-lyd. (Foto: Lyngdorf)

eARC

Selv om HDMI-kredsløbene er af typen 2.0b og ikke 2.1, understøtter HDMI-udgangen eARC (enhanced Audio Return Channel) og dermed højopløst lyd tilbage fra TV’et. Hvis man har et kompatibelt TV, kan man i princippet koble alle sine kilder til TV’et og så et enkelt HDMI-kabel til processoren derfra.

Ligner flagskibet, bare med færre stik

Det er vel det, de har tænkt med MP-40, for den største forskel i forhold til flagskibet er, at antallet af HDMI-indgange er reduceret fra otte til kun tre. Flere har man ikke brug for, hvis man altså anvender eARC. Alle HDMI-kredsløbene har 18 Gbit/s båndbredde og understøtter video op til 4K 60 Hz samt både Dolby Vision, HDR10 og HLG.

MP-60 understøtter et ekstra digitalt tilslutningsmodul med 16 kanalers AES/EBU digital ind og ud. Det understøttes ikke af MP-40, der er henvendt til forbrugere og ikke professionelle. Man har også reduceret antallet af kanaler fra 16 til 12. En Atmos-opsætning kan så f.eks. være 7.1.4, hvilket vil være rigeligt for langt de fleste.

Ellers er lydkvaliteten og funktionerne identiske og med pænt afslag i prisen på ca. 30.000 kroner (ja, Lyngdorf er ikke billigt).

Lyngdorf har forsøgt at gøre brugerfladen så enkel som muligt. (Foto: Skærmskud)

RoomPerfect: Avanceret rumkorrektion

I årenes løb har Lyngdorf videreudviklet og perfektioneret deres rumkorrektion, som de kalder RoomPerfect.

“Hvor andre prøver at skabe en helt jævn og ‘korrekt’ frekvenskurve, har vi indset, at det ikke fungerer,” siger Thomas Birkelund på videokonferencen. “Desuden vil et typisk korrigeret system lyde anderledes i ét akustisk miljø end et andet. Selv om den målte frekvenskurve er den samme.”

Birkelund fortsætter:

“Man skal nemlig tage hensyn til tidsdomænet, altså hvilket tidspunkt de forskellige frekvenser hober sig op på. Selv om man kan måle en stående lydbølge, er det ikke sikkert, at man kan høre den. I så fald bør den heller ikke korrigeres væk.”

Lyngdorf er med andre ord gået mere avanceret til værks og har forsøgt at lave et korrektionssystem, der opfører sig mere som det menneskelige øre.

Lyngdorf MP-40’s klangbalance kan justeres efter egen smag. (Foto: Skærmskud)

Leg med lyd

Når systemet er korrigeret, kan brugeren selv justere klangen til sine egne præferencer. Der findes forskellige forudinstallerede “voicings”, men man kan også lave sine egne. Desuden kan man downloade andre brugeres justeringer.

Hvis en hi-fi-entusiast eller lydtekniker, du har tillid til, har lavet sin egen klangbalance, kan du få vedkommende til at sende dig filen, som du så kan installere på din egen processor. Da RoomPerfect-kalibreringen skal give samme resultat i begge jeres rum, vil du kunne opleve samme lyd hjemme hos dig som ham, der sendte dig sin “voicing”. I hvert fald i teorien.

Pris og tilgængelighed

Lyngdorf MP-40 vil koste 74.900 kroner, når den kommer til salg hos HiFi Klubben til sommer.

hifiklubben.dk

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Billigere streaming fra Auralic

Ny og bedre forstærker fra Cambridge Audio

Goldmund effektforstærker: Men spørg ikke om prisen ...

En forstærker for drømmere

Vinyl sætter ny rekord

Komplet anlæg i retrostil

Pladespiller med plug and play

Nyt fra schweiziske Soulution

Rogers LS3/5A - klassikeren vi ikke glemmer

En klassiker vi ikke glemmer

Da hi-fi var en livsstil

Noget helt særligt til din pladesamling

0
Lyd & Billede
Scroll to Top