Når vi har brug for ekstra meget effekt til at teste højttalere, vælger vi ofte forstærkere fra Hegel eller McIntosh. Så ved vi, at det i hvert fald ikke er kræfter, det skorter på.
Snart kan vi også inkludere Musical Fidelity på den liste. De har begået en integreret forstærker i 8-serien, der bryder med fordommen om, at alle engelske forstærkere er mellemtonefokuserede 50-wattere.
Det første tror vi ikke længere på, og det andet ved vi ikke er sandt. For Musical Fidelity M8xi leverer ubeskedne 550 watt effekt pr. kanal i 8 ohm. Hvis belastningen falder til 4 ohm, ja, så øges effekten til 870 watt.
Og i 2 ohm? 1600 watt. Pr. kanal.
Altså ikke ligefrem en svagelig forstærker.
Klasse A
Den integrerede Musical Fidelity M8xi har også indbygget digitalkonverter. Med fem indgange, deriblandt en asynkron USB-indgang.
De to optiske indgange understøtter højopløst lyd op til 24 bit/96 kHz, mens USB-indgangen og de to koaksialindgange understøtter op til 24 bit/192 kHz.
Som man kan se, er der også to par balancerede indgange, og af de fire ubalancerede kan den ene bruges som lydsløjfe i et hjemmebioanlæg.
Musical Fidelity siger i øvrigt om M8xi, at forforstærkerens nyudviklede kredsløb kører ren klasse A for at undgå crossover-forvrængning, og at strømforsyningen, der fodrer 12 bipolare transistorer pr. kanal, er i stand til at presse hele 200 ampere strøm ud. Når det er nødvendigt i korte øjeblikke.
Det er kort sagt en temmelig massiv forstærker, som da også er ret strømkrævende. Den trækker op til 2 kilowatt fra lysnettet (!).
M8xi er tilgængelig i det nye år. Prisen bliver omkring 5.000 euro.
Ingen DSD til den pris? Come on MF.