Med et nært forestående 50-års jubilæum var der allerede en plan for en jubilæumsversion af Linns mest ikoniske produkt, pladespilleren Sondek LP12. Men i 2022, året før jubilæumsåret, var det ikke defineret, hvordan jubilæumsudgaven skulle se ud. Formentlig havde Gilad Tiefenbrun og hans team bare tænkt sig at bygge en topudstyret pladespiller i en unik udførelse og farve, og klistre et messingskilt på.
Det er hvert fald sådan, de fleste fejrer med jubilæumsversioner.
Men så skete der noget, hverken han eller nogen anden i teamet havde ventet. I begyndelsen af 2022 dukkede der en LinkedIn-forespørgsel op i Gilad Tiefenbruns indboks. Han genkendte ikke afsenderen og slettede forespørgslen. Som angivelig kom fra en Jony Ive, samme navn som Apples chefdesigner gennem 20 år.
Spam, tænkte Gilad, som dog ikke kunne slå Linkedin-meddelelsen ud af hovedet. Hvad nu hvis …
Gilad rumsterede rundt i papirkurven i LinkedIn, fandt forespørgslen og tog kontakt. Et FaceTime-møde blev arrangeret, og resultatet kan du se herunder. Det viste sig at være den ægte Sir Jony Ive, som selvsagt var en stor fan af Linn og både overvejede at handle, og hvad med et samarbejde? Gilad fortalte om 50-års-jubilæet, og Sir Jony Ive og hans nye designfirma, LoveFrom, tilbød at hjælpe.
Så de skabte denne. Linn Sondek LP12-50. En vaskeægte jubilæumsmodel, som kun bliver fremstillet i 250 eksemplarer i hvidt eller mørkt træ. Den adskiller sig ikke meget fra en almindelig LP12, bortset fra de afrundede hjørner på indersiden af kabinettet, men den har en helt ny Bedrok-plint med højtrykspresset birk, der danner en tættere og stivere plint.
Pladespilleren er naturligvis udstyret med Linns bedste tonearm, pickup og strømforsyning, og den vil uden tvivl spille fænomenalt godt. Desværre kommer vi næppe til at høre den selv, for prisen på 60.000 euro og kun 250 eksemplarer betyder, at den er for de få, der både anerkender Linns historie og synes, at en pladespiller designet af selveste Sir Jony Ive er flere hundrede tusinde kroner værd.
Heldigvis bestemmer man selv, om man er villig til at betale de 60 TEUR. Det var var da godt nok en absurd høj pris. Måske går de efter Goldmund segmentet.🙄😎