Nyhed

Dette er faktisk en højttaler

Eller rettere, det er en vital del af PMC’s kommende Fact Fenestria, et seriøst high-end-flagskib med nogle unikke tekniske løsninger.

(Foto: PMC)

For nogle er PMC lig med studiehøjttalere; for os er det noget af det fineste, der laves i England til privat brug. De er blandt de få, der har fået transmissionslinje til at fungere efter hensigten. En transmissionslinje er som en lang kanal, der snor sig indvendig i kabinettet, og når det gøres ordentligt, virker den som en forlængelse af bassens frekvensområde.

Den vanvittige Fact Fenestria anvender dette princip. Hos PMC kalder de det Advanced Transmission Line (ATL), og sådan ser det ud indvendig:

(Illustration: PMC)

De fire bas-enheder sidder i par i hver sit kabinet, og den blå linje viser, hvordan de lave frekvenser ledes ud af højttaleren og øger effektiviteten i det dybe register så meget, at højttalerne når ned til 23 Hz. Det er dybere end et koncertklaver og godt nede i et kirkeorgels laveste register.

Fact Fenestria er ikke overraskende flagskibet i Fact-serien og PMC’s hidtil mest radikale konstruktion. De kalder den “The Loudspeaker You Will Never Hear” – en dristig påstand, selv om vores korte tid med højttalerne blæste os bagover med blafrende bukseben på grund af den massive dybbas og den fremragende dynamik.

(Foto: Lasse Svendsen)

PMC mener, at det er lykkedes dem at holde forvrængningen så lav og egenresonanserne så dæmpede, at man slet ikke lægger mærke til højttalerne.

De fire bas-enheders transmissionslinje munder ud i noget, der kaldes Laminair – en måde at styre luftstrømmen på, som de har kopieret fra Formel 1-biler. Laminair reducerer turbulens og luftstøj i mundingen og skal give både renere og dybere bas.

(Foto: PMC)

Den 1,7 meter høje højttaler er bestykket med fire nye 165 mm bas-enheder med kulfibermembran, en 75 mm mellemtone og en 19,5 mm diskant. De to sidste er monteret i et separat modul i støbt aluminium, der er monteret således, at det vil optræde som en fritstående enhed i et baskabinet.

Det skal også dæmpe alle resonanser, der kan påvirke lyden.

(Foto: Lasse Svendsen)

Højttalerne vil være tilgængelige til efteråret og fås i mat hvid silkelakering, dyb valnøddefinér, grafitgrå eller tigermønstret ibenholt-finish.

Og prisen? En lille halv million …

Les videre
Exit mobile version