Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Årets stereo- og surround-anlæg

Den nemmeste vej til oplevelserne er et komplet anlæg, hvor alt er inkluderet. Hold specielt udkig efter anlæg med streaming, som forenkler adgangen til musiksamlingen.

Skrevet af / 22/01/2013 - 15:30
Årets stereo- og surround-anlæg

Hvad enten du er ude efter et stereoanlæg til musik eller film, eller det skal være surround, kan du læse om de bedste anlæg fra året, som gik, på de følgende sider.

Stereo eller surround?
Skal du have et anlæg kun til musik, er det godt at gå efter et placeringsvenligt stereoanlæg. Filmoplevelser bliver så at sige altid bedst i surround, såfremt anlægget opfylder et minimum af lydkvalitet. Nogle er også fans af at høre musik i surround, men her er kildeudvalget begrænset.

Hvis du ikke har plads til et surround-anlæg, kan du enten gå efter stereo eller 2.1 (to højttalere plus bashøjttaler), eller hvis du har vægmonteret tv, kan en soundbar være sagen. Det er en aflang enhed, hvor alle højttalere og al elektronik er monteret, og som passer på væggen under tv’et. I året, der gik, testede vi ikke soundbars, da der ikke var nogen nye og spændende i forhold til 2011.

Fordele med alt-i-ét
Fordelen ved et alt-i-ét anlæg er, at alt udstyr og alle kabler er inkluderet i pakken, bortset måske fra det optiske kabel, som sluttes mellem tv’et og anlægget. Det er ganske enkelt at sætte op, hele anlægget kan styres med samme fjernbetjening, og æstetisk ser det som regel godt ud. Det kan også lyde godt, bare man er på vagt.

Lad dig ikke vildlede
Det første, man skal gøre, er at styre uden om anlæg med blinkende lys og andre “disco-effekter”. Vær skeptisk over for “3D bas”, “superbas” eller andre ord med bas i. Det er som regel en dårlig effekt, der alligevel bør slukkes for. Og er anlægget mærket med “1000 watt”, skal du vide, at det er det rene nonsens. Det trækker højst sandsynligt ikke meget mere strøm fra stikkontakten end en gammeldags glødepære.

Slå lydeffekterne fra
Tricket til at finde et godt stereo- eller hjemmebiograf-anlæg er at skrue ned for alle lydeffekter og lytte. Hvis det lyder fladt og spidst, er der ingen af effekterne, der kan gøre lyden meget bedre. Det kan virke imponerende nu og da, men lyttetrætheden melder sig efter kort tid.

Tag egen musik eller film med i butikken
Er du på udkig efter et stereoanlæg, så bør du have noget af din egen musik med, som du kender godt.

Skal du have et filmanlæg, bør du få det demonstreret med noget andet end tegnefilm. Animationer ser næsten altid imponerende ud, selv om afspilleren skulle mangle en del gråtoner. Men det skal siges, at billedkvaliteten på Blu-ray næsten altid er god, uanset afspiller. Så er det vigtigere, hvor lang tid anlægger bruger på at sætte filmen i gang, og hvordan det er at manøvrere. Foruden selvfølgelig lydkvaliteten.

Tænk på hvordan anlægget skal placeres
Hvis højttalerne skal stå i reolen, bør de ikke være for store, og refleksporten skal helst være placeret foran. Sidder den bagpå, kan det være en fordel at tætne den igen med skumplast. Det gælder også for højttalere, som skal fastgøres på væggen med beslag. Kan du placere højttalerne på hver sit stativ, lidt ud fra væggen, giver det ofte den bedste lyd.

Hvis du skal have gulvhøjttalere, bør du være klar over, at mange af dem – men ikke alle – lyder bedst et stykke ud fra væggen. Få det afklaret, før du handler.

Angående streaming
Mange anlæg har såkaldt netværks-streaming. Tilsluttet hjemmenetværket giver det adgang til dit lagrede musikbibliotek (nogle streamer også video og foto), som også er tilknyttet netværket. Brugervenligheden varierer. Med nogle skal du manøvrere rundt via et lille, overskueligt display på anlægget. Andre kan tilsluttes til tv’et og få skærmmenuen op på det. Meget nemmere. Nogle har desuden en egen app, som du kan downloade til din smartphone eller tablet for at manøvrere i musikbiblioteket. Det giver et godt overblik, hvis app’en er god.

Har jeg brug for DAB?
Det ser ud til, at det går mod lukning af det analoge FM-bånd i 2017. Derfor kan det lønne sig at købe et anlæg med i hvert fald en form for digitalradio. Gerne DAB – og da helst DAB+, som giver bedre lyd, og som er bagudkompatibel med DAB. Men internetradio holder rigtig godt og kan potentielt give endnu bedre lyd, afhængigt af den båndbredde, radiostationerne sender på.

Men: Køb ikke DAB-radio, fordi du forventer bedre lyd end FM. I mange tilfælde lyder det dårligere, fordi radiostationerne neddrosler båndbredden for at give plads til flere kanaler.

Guldvinder, stereoanlæg

Yamaha-mcr755

Yamaha PianoCraft MCR-755

Yamaha forsøger at trække veksler på deres musikinstrumenter. Og det lykkes. Her får man virkelig god lyd. 

Der er få sådanne anlæg med en kompakt Blu-ray receiver – med 3D! Så her får man både i pose og sæk. Musikanlæg og kompakt hjemmebiograf. Dog kun med to højttalere, men for mange rækker det. Hvis man vil, er det muligt at tilslutte en separat subwoofer (ekstraudstyr) for mere bas til både film og musik.

Det eneste, anlægget fra Yamaha mangler, er DAB+ radio. Ellers er det det mest komplette og velspillende af de anlæg, vi har hørt i klassen. Som med de fleste andre er det muligt at tilslutte en iPod, iPad eller iPhone til USB-indgangen på fronten og styre afspilning med fjernbetjeningen. Anlægget kan også streame musik over netværket.

Yamaha-højttalerne er relativt store – ca. 28 cm høje og 29 cm dybe – men ikke så store, at de ikke burde kunne få plads i de fleste reoler. Her får man et balanceret lydbillede med fyldig bas, uden nogen overdrivelser. Lydmæssigt er det her det mest komplette anlæg, vi har testet i budgetklassen i 2012, med god dynamisk kontrast og et engagerende og åbent lydbillede. Det er ikke gennemsigtigt og detaljeret som med dyrere anlæg, men på sit felt er Yamaha-anlægget det mest vellydende. Meget klarere og bedre defineret mellemtone her end i nogen af de andre anlæg, vi testede i året, der gik. Selv diskanten hænger godt med i lydbilledet og lyder distinkt.

Guldvinder, surround-anlæg

Yamaha-BRX-610-+-NS-P40

Yamaha BRX-610 + NS-P40

Yamaha står for testens eneste anlæg med aktiv subwoofer, og hvor elektronik og højttalere kan købes separat. Og lyden er benhård!

Blu-ray-receiveren fra Yamaha er testens tungeste og giver et seriøst indtryk. Det er den eneste i vores test med elektrisk subwoofer-udgang, og højttalersystemet er desuden det eneste med aktiv subwoofer.

Mens både elektronik og subwoofer giver et seriøst kvalitetsindtryk, er de øvrige højttalere i systemet indkapslet i let plast, som trækker indtrykket ned igen. Men elektronikken kan også bruges med andre højttalere, så det er nemt at opgradere til bedre højttalere på et senere tidspunkt. Plus i marginen. Vi kunne bare godt have ønsket os et par HDMI-indgange, som alle de andre anlæg har. Men ikke Yamaha. Har du tv med lydreturkanal, er det helt fint, men ellers må øvrige komponenter tilsluttes med enten koaksial eller optisk lydindgang.

Billedkvalitet
Billedkvaliteten er på højde med andre Blu-ray-afspillere, altså glimrende. Knivskarpe billeder med meget lidt støj er, hvad der præger Blu-ray kontra gammeldags dvd, og det er svært at se forskel på afspillerne i denne test.

Lydkvalitet
Den basrige filmtrailer-stemme fra Hollywood gengives med god sammenhæng mellem centerhøjttaleren og subwooferen, så stemmen ikke lyder opdelt mellem dem, men snarere sammenhængende og fyldig. Lydkvaliteten fra højttalerne er langt bedre, end vi havde frygtet, da vi pakkede dem ud. De har dog ikke samme opløsning som andre konkurrenter.

Der, hvor Yamaha scorer højt, er med sin kraftige basgengivelse. Ingen af de andre anlæg har samme kontrol over dybbas-effekterne. Yamaha-anlægget kan spille højest af dem alle uden at forvrænge, og at højttalerne mangler lidt opløsning, er ikke nok til at trække Yamaha ned fra tronen. Så meget desto barskere er filmoplevelserne nemlig.

Musik i stereo lyder også ordentligt. Kvindevokaler lyder ikke lige så opløst og naturligt som med Samsung og LG, men guitarer klinger fint, og popmusik funker godt. Du kan overveje at opgradere til endnu bedre højttalere, men hvis 6.000 kroner er dit budget, finder du næppe noget bedre til prisen.

Læs hele testen her

 

Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Nu kan du linke til alle musiktjenester på én gang

Endelig en prisvenlig Roon-streamer!

En DAC i samuraiernes fodspor?

Denne lille boks kan gøre dine gamle B&O-højttalere "trådløse"

Den ultimate forstærker

High-end forforstærker med moderne streaming

McIntosh opdaterer forforstærkeren

Kompakt hi-fi i stilrent design

Lenco bejler til vinylelskere

Pladespiller til sheiker og baroner

Astell&Kern: Musikafspiller i guld!

1500 gæster så hi-fi i København

0
Scroll to Top