Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

Ambeo Plus: Billigere soundbar fra Sennheiser

Sennheisers anden soundbar er mere overkommelig i pris, men ikke billig. Og endelig får vi subwoofer!

Skrevet af / 02/09/2022 - 17:46
Ambeo Plus: Billigere soundbar fra Sennheiser

Rygterne har cirkuleret, og i Berlin afslørede Sennheiser i går endelig deres nye soundbar, Ambeo Plus. Med Dolby Atmos og masser af andet sjov. Lyd & Billedes udsendte blev i den anledning fløjet ind på Sennheisers regning.

Sennheiser Ambeo Plus 6
Foto: Geir Gråbein Nordby

Ambeo Plus er en ret elegant soundbar med afrundede hjørner. Den ligner til forveksling en længere version af Sonos Beam, i mine øjne. Sennheiser lover ‘utrolig’ surroundlyd, helt uden brug af eksterne baghøjttalere.

Sonos Beam Gen2 GeirNordby
Ligner Sennheiser Ambeo Plus en forvokset Sonos Beam Gen 2 (billedet)? Det mener vores journalist. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Det er ikke nemt at opnå fra en enkelt højttaler, men vi har hørt flere gode eksempler på produkter, der faktisk klarer det ganske overbevisende, uden behov for eksterne baghøjttalere. For eksempel Sonos Arc, men også Sennheisers egen high-end soundbar Ambeo Soundbar. Den koster det hvide ud af øjnene, men er den bedste soundbar, vi har hørt til dato. Derfor har vi ventet spændt på en prismæssigt mere overkommelig variant med samme koncept.

Læs også Verdens bedste soundbar Det er lykkedes Sennheiser at lave verdens bedste soundbar – i første forsøg! Men hvem i alverden er den beregnet til?

Og her kommer så Ambeo Plus. For at navnet ikke skal forvirre, eftersom den både hvad angår pris og størrelse er mindre end Ambeo Soundbar, bliver den dyreste model samtidig omdøbt til Ambeo Max. Så er sagen bøf!

Sennheiser Ambeo Plus exploded 1
7.1.4 lyd med blot 5.0.4-højttalere? Sennheiser mener, det går fint. (Foto: Sennheiser)

7.1.4

Sennheiser Ambeo Plus understøtter de fleste populære lydformater, inklusive Dolby Atmos og DTS:X. Sennheiser kan prale af 7.1.4-surroundlyd. Men ser man nærmere på soundbaren, er der faktisk kun fem højttalerenheder i vandret plan, og fire ovenpå. På spørgsmål fra publikum svarede Sennheiser, at det er virtuel 7.1.4-lyd, hvor de to ekstra kanaler behandles individuelt i processoren, og så deler de andre højttalere arbejdet med at genskabe de to kanaler.

Det samme gør man med subwoofer-kanalen, fordi der ikke er separate basenheder i soundbaren. Alligevel hævder Sennheiser, at soundbaren har mere end rigeligt med bas til de flestes behov.

Sennheiser Ambeo Sub
Ambeo Sub er den første trådløse subwoofer fra Sennheiser. Op til fire styk kan tilsluttes til soundbaren samtidig. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Ambeo Sub

Vil du derimod have buldrende dyb bas til en mere realistisk hjemmebiografoplevelse, har Sennheiser løsningen med subwooferen Ambeo Sub. Den går helt ned til 27 Hz, og har en kraftig 350 watt klasse D-forstærker ombord. Det koster en del, 850 euro, og du behøver ikke nøjes med en. Faktisk kan Ambeo Plus tilsluttes fire subwoofere på samme tid!

Rumkorrektion

For at få den bedst mulige lyd og det bedste indtryk af surround-effekter, er det vigtigt, at højttaleren fungerer i det rum, den befinder sig i. Og da designeren jo ikke har kontrol over dette rum, har Sennheiser indbygget fire målemikrofoner øverst i Ambeo Plus. Disse opfanger testsignaler fra soundbaren og tilpasser lyden efter resultatet. På den måde bør der opnås den bedst mulige lyd fra alle højttalerenheder, og at de også korrigeres individuelt i tid.

Rumkorrektionen i Ambeo Plus korrigerer både højttalerne i soundbaren og i Ambeo Sub, så subwoofer-kanalen integreres bedst muligt i lydbilledet. Der er en analog subwoofer-indgang, hvis du har lyst til at bruge en subwoofer med kabel, men rumkorrektionssystemet vil ikke korrigere den – du får, hvad du får. Hvilket kan gå ud over ikke bare lydbalancen, men også timingen i bassen.

Sennheiser Ambeo Plus det
Atmos-logoet lyser op med kompatibelt indhold. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Overbevisende demo

Sennheiser havde rigget soundbaren til på et hotelværelse i Berlin, og selv om jeg ikke var så heldig at få the sweet spot i midten, men sad et stykke ude til højre, var det imponerende, hvordan det føltes, som om lydbilledet totalt omringede mig. Her oplevede man affekter både forfra, bagfra og fra siderne; ja, selv oppefra. Alt sammen forbundet i en sømløs halvkugle af lyd.

Sennheiser Ambeo Plus 5
Foto: Geir Gråbein Nordby

Ingen baghøjttalere

Jeg synes stadig, det ville være en god idé at tilbyde trådløse baghøjttalere til Ambeo Plus. Ikke kun for at få en endnu bedre surround-effekt, hvilket egentlig ikke er nødvendigt her, men også fordi den heftige processering, der skal til for at simulere surround-lyd fra én højttaler, har sine omkostninger.

For det første reduceres dynamikken, og for det andet har den tonale balance en tendens til at være ret kold og unaturlig. Det mærkede jeg også her, på den korte tid, jeg fik med soundbaren. Der blev ikke spillet anden musik end den, der var i baggrunden af ​​filmklippene, men dén musik føltes ikke særlig organisk og naturlig.

Nu foregik det ganske vist også i et hotelværelse, og det bliver spændende at høre soundbaren i mere hjemlige omgivelser i nærmeste fremtid.

Den sidste grund til at tilbyde baghøjttalere som ekstraudstyr er, at jeg synes, det ville være kommercielt smart. En del kunder vil købe soundbaren, vel vidende at den kan udbygges senere, hvis behovet skulle opstå. De kunder kunne nemt i stedet vælge Sonos, Harman Kardon, Sony eller LG, som alle har soundbars, hvor der tilbydes trådløse baghøjttalere.

Sennheiser Soundbar Plus Sub
Foto: Sennheiser

Ambeo Bar Plus: Pris og tilgængelighed

Sennheiser Ambeo Plus kommer til at koste 11.200 kroner, mens Ambeo Sub kommer til at ligge på 5.250 kroner. Produkterne er tilgængelige d. 22. september.

Der kommer snart mere info på sennheiser.com

Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Billigere streaming fra Auralic

Ny og bedre forstærker fra Cambridge Audio

Goldmund effektforstærker: Men spørg ikke om prisen ...

En forstærker for drømmere

Vinyl sætter ny rekord

Komplet anlæg i retrostil

Pladespiller med plug and play

Nyt fra schweiziske Soulution

Rogers LS3/5A - klassikeren vi ikke glemmer

En klassiker vi ikke glemmer

Da hi-fi var en livsstil

Noget helt særligt til din pladesamling

0
Lyd & Billede
Scroll to Top