Apple forbereder lanceringen af en ny gaming-app, der skal erstatte det nuværende Game Center og samle alle spillefunktioner på virksomhedens enheder. Ifølge erhvervsmediet Bloomberg vil app’en blive præsenteret på udviklerkonferencen WWDC den 9. juni 2025 og gjort til tilgængelig for brugerne sammen med iOS 19, macOS 16 og tvOS 19 senere på året.

Samlet platform erstatter Game Center
Den nye app skal fungere som en central hub for spil på iPhone, iPad, Mac og Apple TV. Brugerne kan starte spil direkte fra app’en, holde styr på deres trofæer og se ranglister samlet ét sted. Derudover vil app’en indeholde redaktionelt kurateret indhold med spilnyheder og anbefalinger.
En væsentlig nyhed er, at app’en på Mac vil registrere spil installeret uden for Mac App Store, herunder titler fra Steam og Epic Games Store.
Spil-kategorien forlader App Store
Apple planlægger at flytte hele spil-kategorien ud af App Store og ind i den nye dedikerede app. Ændringen skal gøre det lettere for brugerne at opdage og downloade spil, mens Apple Arcade-abonnementet integreres som en selvstændig sektion i app’en. Apple Arcade-abonnementet fortsætter nemlig med adgang til over 200 reklamefri spil. Tjenesten kan også inkluderes i Apple One-pakken sammen med iCloud+, Apple Music og Apple TV+.
Store udgivere som Capcom, Sega, Bandai Namco Entertainment og Konami skulle angiveligt allerede have indgået aftaler med Apple om at levere spil til den nye platform.
Udviklere, der indgår eksklusivitetsaftaler om Apple Arcade-spil, må ikke udgive deres titler på andre mobile platforme, men konsol- og pc-versioner er fortsat tilladt.

Mac som spilplatform
Der er også “rigtige” spil, herunder store titler, på vej til Mac-computere. Introduktionen af Apple Silicon-chips har forbedret Macs spilydelse markant sammenlignet med tidligere Intel-baserede modeller. Apple har understøttet denne udvikling med Metal 3 grafik-API, MetalFX-opskalering og Game Porting Toolkit, der gør det lettere for udviklere at portere Windows-spil til macOS.
Game Mode i macOS Sonoma prioriterer automatisk spilprocesser og reducerer latenstiden for trådløse controllere. Flere større udgivere har derfor annonceret Mac-versioner af deres spil, herunder Resident Evil Village, Assassin’s Creed: Mirage og Death Stranding: Director’s Cut.
Ligner Xbox-økosystemet
Apples nye gaming-app minder om Microsofts Xbox-platform, der samler spil, achievements og sociale funktioner på tværs af enheder. Hvor Xbox Game Pass tilbyder adgang til store AAA-titler, fokuserer Apple Arcade primært på familievenlige spil uden mikrotransaktioner.
Game Center blev oprindeligt lanceret i 2010 som Apples svar på sociale gaming-funktioner, men app’en blev fjernet i 2016. Siden da har funktionaliteten eksisteret skjult i systemindstillingerne, hvilket har efterladt Apple uden en synlig gaming-hub.