Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Spil som i de gode gamle dage

80'erne har ringet: De har en stak spil klar til dig!

Skrevet af / 18/12/2015 - 09:09
Spil som i de gode gamle dage

De nyeste computer- og konsolspil byder på grafik i biograffilmkvalitet, komplicerede handlinger og maskinkrav i (nær) supercomputerklassen. Men når det gælder spilbarhed, skæg og ballade, og retrocoolness, er der er ikke noget, der slår de klassiske arkadespil fra 1980’erne.

En af dinosaurerne fra dengang, Colecovision, genopstår nu. Firmaets konsol var noget af det vildeste, man kunne koble til fjernsynet i 1982. Og grafikken i de knap 150 ROM-spilkassetter, der nåede at blive lavet til den, var tæt på den, som man så i spillehallerne.

Firmaet  Retro Video Games Systems er gået i samarbejde med folkene fra Coleco om at lave en ny konsol, Coleco Chameleon, der genskaber de gamle spil. Designet er lidt rundere end dengang, men stadig retro. Og lige som i de gode gamle dage ligger spillene på kassetter, der stikkes ind i konsollen. Konsollen skal angiveligt kunne spille klassiske spiltitler fra både 8-bit, 16-bit- og 32-bit tiden. Og som om det ikke var nok, vil der også blive udviklet helt nye spil i gammel stil til platformen. I bund og grund er Coleco Chameleon vel bare en emulator i konsolforklædning. Men sej ser den ud!

ColecoVision Chameleon. Foto: Retro Video Games
Coleco Chameleon. Foto: Retro Video Games

Det er i øvrigt ikke første gang, Colecovision bliver genfødt. ColecoVision Flashback fra 2014 ligger designmæssigt tættere på originalen, og har 60 klassiske spil indbygget – dog ikke alle fra Coleco. Konsollen kan lige nu købes til USD 33,99 (ca. 240 kroner).

Colecovision Flashback. Foto: ATGames.us
Colecovision Flashback. Foto: ATGames.us

Få en Amiga 500 i din browser
En anden af 80’ernes spilklassikere, Amiga 500-computeren, genopstår ligeledes. Og tilmed gratis! Danske Christian Stefansen, der arbejder hos Google, har hygget sig med at sammensætte omkring 400.000 linjer programkode. Resultatet er blevet en fuldt funktionsdygtig Amiga-emulator, der kører i Chrome-browseren. Man kan starte maskinen, køre demoprogrammer, og det er også muligt at loade disk-images af de originale spildisketter og spille alle de gamle spil.

Emulator skrevet af
Amiga-Emulator til Chrome, skrevet af Christian Stefansen.

Prøv Amiga-emulatoren her.

Kilde: Gizmodo

Artikelfoto: Wikimedia

 

 

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top