Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Microsoft går efter de kreative

Windows får en kreativ overhaling med 3D-support overalt, og Surface-serien udvides med stærkere og større modeller.

Skrevet af / 27/10/2016 - 10:45
Microsoft går efter de kreative

Microsoft holdt onsdag et pressemøde i New York med titlen “Windows 10 October Moment”. Der var også Windows-nyheder, men hardwarefronten var mest iøjnefaldende. Og temaet var over hele linjen, at Microsoft vil kaste støvet af sig og være firmaet for kreative. De henvender sig i lige grad til kunstnere, arkitekter og spildesignere. Med andre ord den kundegruppe, Apple gennem årtier har siddet tungt på.

Surface Studio er en Alt-i-en-pc, der med et snuptag kan lægge sned som et tegnebord. Foto: Microsoft
Surface Studio er en Alt-i-en-pc, der med et snuptag kan lægge sned som et tegnebord. Foto: Microsoft

Surface Studio
Den mest interessante og fysisk største nyhed er Surface Studio. Det er en alt-i-en-computer med 28-tommers touchskærm i 4,5 K-opløsning. Den slags er set før, selv om det er Microsofts første skrivebordscomputer. Bestykningen med Intel Core i5 eller i7-processor og op til 32 GB RAM er heller ikke noget, der får mundvandet til at løbe raskere. Det gør det til gengæld, når skærmen med et tryk lægges næsten fladt mod bordet, hvor den bliver til et fuldstørrelse digitalt tegnebord, hvor man kan arbejde med dokumenter og billeder i naturlig størrelse.

Surface Dial er en trådløs "drejeknap," der kan bruges til forskellige enheder. Foto: Microsoft.
Surface Dial er en trådløs “drejeknap,” der kan bruges til forskellige enheder. Foto: Microsoft.

Ud over mus og berøring kan man bruge Microsofts Surface Pen, samt den nye Surface Dial, der er en trådløs “drejeknap”. Når den sættes på skærmen, giver den adgang til genveje, der passer på det sted, hvor den er anbragt.

Dansk pris og lanceringsdato på Surface Studio er ukendt. Men de billigste modeller kommer til at koste USD 3.000, så en startpris lige under de 30.000 kroner med dansk moms er sandsynlig.

Surface Studio bringer mindelser om starten på Surface-serien. Mindelser, der får os til at sige “ja, det var sådan, det var tænkt!”. Den første Surface, der kom i 2008, mindende nemlig mest om et digital sofabord, hvor hele overfladen var én stor touchskærm (deraf navnet “surface”). Den kostede en formue (USD 10.000), og var først og fremmest et “se hvad vi kan”-produkt. Men den var en imponerende oplevelse, som nu er genfødt i Surface Studio.

Den første Surface-computer var "et digitalt sofabord." Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede
Den første Surface-computer fra 2008 var “et digitalt sofabord.” Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

 

Stærkere Surface Book
Microsoft viste også en opdateret udgave af Surface Book-laptop’en, som oprindelig blev lanceret i oktober i fjor. Den nye udgave har fået en sjettegenerations i7-processor og desuden nu skulle være blevet dobbelt så kraftig til grafik. Der er, som hidtil, tale om en 2-i-1-latop med touchskærm og aftageligt tastatur, der samtidig indeholder et ekstrabatteri, der bringer brugstiden op på 16 timer.

Surface Book-laptop'en kommer i en opdateret udgave. Lad os håbe, at den når til Skandinavien.
Surface Book-laptop’en kommer i en opdateret udgave. Lad os håbe, at den når til Skandinavien.

Surface Book koster fra USD 2.400, og kan købes i engelsktalende lande fra 10. november. Men der er altså ingen lovninger om dansk lanceringsdato og pris. Man lad os håbe, at det går lidt hurtigere med at få den nye version til Skandinavien, da vi aldrig nåede at se den første udgave.

Microsoft satser nu på de kreative brancher - hvor man lytter til spolebånd, mens man arbejder i uergonomiske stillinger. Foto: Microsoft
Microsoft satser nu på de kreative brancher – hvor man lytter til spolebånd, mens man arbejder i uergonomiske stillinger. Foto: Microsoft

I den mere beskedne afdeling fik vi et gensyn med Microsofts ergonomiske tastatur, som i den moderne udgave selvfølgelig hedder Surface Ergonomic Keyboard.

Der står Surface på al hardwaren. Her er fra venstre Surface Pen, Surface Ergonomic Keyboard og Surface Mouse. Foto: Microsoft
Der står Surface på al hardwaren. Her er fra venstre Surface Pen, Surface Ergonomic Keyboard og Surface Mouse. Foto: Microsoft

 

Windows 10 i 3D
Endelig får selve Windows 10 en kreativ overhaling. Det sker med “Creators Update,” der kommer ud i begyndelsen af 2017, og som skulle gøre det muligt for alle og enhver at skabe og opleve 3D og Mixed Reality (Augmented Reality), samt livestreame fra pc-spil. Microsoft Edge-browseren vil også fremover understøtte 3D. Selv gode gamle (OK, så i hvert fald gamle!) Paint får en 3D-opdatering. Opdateringen bliver gratis.

Fakta Microsoft Surface Studio
Styresystem: Windows 10
Processor: Intel Core i5 eller i7
RAM: 8-32 GB
Grafik: Nvidia GTX 965M/980M m. 2-4 GB RAM
Skærm: 28″ multitouch i 4,5K-opløsning (4.500 x 3.000 pixels)

Læs også: Microsoft gør VR billigere

John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top