Google hvad-for-et-glas?

Google har i al stilhed visket sporene af Google Glass væk.

Foto: Google

Som de fleste stadig vil kunne huske, prøvede Google for ikke særlig længe siden at overbevise hele verden om, at vi alle i fremtiden ville gå rundt med en digital monokel, der serverede os informationer direkte på nethinden. Google Glass kørte som et forsøgsprojekt i flere år, hvor vi så, hvordan for eksempel New Yorks politi testede opfindelsen.

Og så blev der stille. For et år siden, i januar 2015, trak Google prototypen væk fra markedet. Men der kom ikke nogen færdig udgave i stedet. Måske var det prisen på 10.000 kroner, der gav dødsstødet for privatudgaven af Google Glass, eller måske var det beskyldninger om krænkelse af privatlivets fred, da brillerne indeholdt videokamera og internetforbindelse. Eller fik indretningen bare dens bærer til at se en tand for nørdet ud. Hvorom alting er, kom der aldrig en forbrugerversion af Google Glass på gaden.

Nu har Google gjort skrinlægningen komplet ved at lukke sine Google Glass-relaterede konti på Twitter, Instagram og Google+.

Man kan dog stadig søge på Google efter Google Glass, og übernørd-brillen lever formelt stadig som professionelt produkt, hvor chefudvikleren af iPhone og iPod, Tony Fadell, har tilbudt at videreudvikle brillen. Så måske får vi den at se igen – en skønne dag.

 

Foto: Google

Kilde: Gizmodo

 

Les videre
Exit mobile version