Nyhed

Se Panasonics full-frame-kamera

Lumix S1R er Panasonics største kameranyhed i lang tid – i mere end én forstand.

Med Nikons og Canons nylige lanceringer aner vi et tydeligt skift i fotomarkedet. Når Panasonic nu også lancerer et spejlløst full-frame systemkamera, er det mere end en trend, vi ser komme.

Full-frame-kameraer, også kaldet småbilledkameraer, bliver efter al sandsynlighed de facto-standarden for premium og high-end systemkameraer. Det betyder ikke, at APS-C eller Micro Four Thirds forsvinder, men der bliver nok færre nye modeller med disse formater i fremtiden.

(Foto: Lasse Svendsen)

Lumix S1R og S1 med henholdsvis 45 og 24 megapixel billedsensorer i 24 x 36 mm format kommer ikke i butikkerne før foråret 2019, men vi har set nærmere på en prototype af kameraet.

Det første, man lægger mærke til, er at kameraet er stort. Spejlrefleksstørrelse, faktisk. Det er større end Nikon Z7 og Canon EOS R, og væsentlig større end Sony a7R III.

Tænk Leica SL, hvad størrelsen angår.

Det samme gælder de tre annoncerede objektiver, heriblandt 24-105 mm zoomen på billederne her.

(Foto: Lasse Svendsen)

Hvis man vender kameraet rundt, kan man se, at meget af layoutet er taget fra Lumix G9. Hvilket er en god ting. En stor statusskærm øverst på toppen gør, at man kan slukke for skærmen på bagsiden, spare strøm og stadig se de indstillinger, man har valgt.

Hvidbalance, ISO og eksponeringskompensation er placeret på linje ved udløseren, hvor også on/off-knappen sidder.

(Foto: Lasse Svendsen)

Foran, mellem det store håndgreb og Leica-bajonetten, sidder der to programmérbare knapper, og de fleste af knapperne på bagsiden kan også programmeres, så vidt vi forstår.

Et indstillingshjul er placeret på toppen, men der er også placeret et ved skærmen, flankeret af en joystick-knap til f.eks. at vælge fokuspunkt i søgeren.

Q-knappen aktiverer en skærmmenu med de mest almindeligt anvendte indstillinger, men menuen bliver sandsynligvis også programmérbar.

Bemærk i øvrigt, at optageknappen til video er placeret helt ind til det store søgerokular.

(Foto: Lasse Svendsen)

Til venstre for søgeren sidder programhjulet med bl.a. tre hukommelser til indstillinger, valg af skudtakt, selvudløser – og en låseknap til omskifterne.

Knapper, hjul, greb og stik som dem til vertikalgreb, HDMI og USB ændrer sig næppe, før kameraet kommer i butikkerne, men alt det indeni er stadig under testning frem til foråret, hvor vi også får flere tekniske specifikationer.

 

Les videre
Exit mobile version