GoPro har netop lanceret ikke mindre end tre nye produkter: MAX2 360-kamera, LIT HERO livsstilskamera og Fluid Pro AI-kamerastabilisator (gimbal).
MAX2: Kraftfuld 360-opgradering
Det nye 360-flagskib MAX2 er en betydelig forbedring i forhold til den første MAX-model, som blev lanceret for fem år siden. Mens forgængeren havde en opløsning på 5,6K, får vi nu 8K. Og når du optager et helt 360-landskab, tæller hver eneste pixel, du kan få fat i. Forvent en meget skarpere visning, når du ser dine 360-videoer.
I modsætning til det første MAX-kamera, som krævede kompliceret redigering for Windows-brugere, lover GoPro, at det nye MAX2 vil være lettere at bruge på alle platforme. Kombineret med den nye Quik-app skulle 360-redigering nu være let for alle.
Professionelle funktioner
For første gang giver GoPro os 10-bit farver og GP-Log-format i et 360-kamera, der optager over en milliard farver for mere realistiske optagelser. Det burde sætte kameraet på radaren hos professionelle brugere, som ønsker maksimal fleksibilitet i efterbehandlingen.
En anden nyhed er de udskiftelige objektiver, som er nemme at skifte uden værktøj eller kalibrering – noget, som mange 360-fotografer har savnet. Objektiverne er lavet af holdbart, vandafvisende optisk glas.
Lydkvaliteten er også blevet kraftigt forbedret med i alt seks mikrofoner, der leverer naturtro 360-lyd. Forbedringerne omfatter trådløs Bluetooth-funktionalitet, Audio Field-of-View, som betyder, at lydbilledets bredde følger udsigten, og 360 stereolyd med avanceret reduktion af vindstøj.

Smartere software
Med funktioner som AI-objektsporing og MotionFrame-redigering, hvor du kan panorere din telefon for at redigere 360-indhold, har Quik-appen til formål at gøre redigeringsprocessen nem og sjov.
For GoPro-abonnenter er skybaseret redigering også tilgængelig, så du kan bruge Quik-app’en til at redigere dine optagelser uden at downloade store filer til din telefon.

Praktisk design til ekstreme forhold
MAX2 har et lavere, mere aerodynamisk udseende, der gør det bedre egnet til montering på stænger, hjelme, kroppe og køretøjer. Kameraet er vandtæt og lavet til brug under store belastninger.
Et Enduro-batteri på 1.960 mAh med forbedret ydeevne i koldt vejr sikrer, at du får billederne uanset forholdene. MAX2 har også indbygget GPS.

Nyt actionkamera og gimbal
GoPro kommer også med to andre produkter. LIT HERO er et ultrakompakt actionkamera med indbygget lys, som gør det mere fleksibelt at bruge under forskellige forhold. Kameraet optager 4K-video med op til 60 billeder i sekundet, 2x slowmotion, har en praktisk magnetisk montering og vejer kun 93 gram. En stærk konkurrent til DJI Osmo Nano, med andre ord.
Fluid Pro AI er derimod en AI-drevet kamerastabilisator (gimbal) til GoPro-kameraer, smartphones og kompaktkameraer, der vejer op til 400 gram. Den har 3-akset stabilisering, AI-objektsporing og indbygget lys. Batteritiden er imponerende 18 timer, og gimbalen kan også fungere som en ekstern powerbank.

Pris og tilgængelighed
GoPro MAX2 koster 4.090 kroner og kan forudbestilles nu og fås i butikkerne fra den 30. september. LIT HERO koster 2.090 kroner og er i butikkerne fra 21. oktober. Fluid Pro AI-gimbalen kommer den 21. oktober, men vi har kun en amerikansk pris. Den er på 230 dollars, så vi forventer mellem 1.500 og 2.000 kroner.
Mer info: gopro.com
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



