Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Nyhed

CES 2023: Endelig har Panasonic fikset autofokus

Panasonics kompakte fuldformatkamera Lumix S5II kan endelig filme med fasebaseret autofokus. S5IIX giver yderligere heftige videofunktioner.

Skrevet af / 06/01/2023 - 13:30
CES 2023: Endelig har Panasonic fikset autofokus

Endelig kan vi tage bladet fra munden og fortælle om Panasonics nyeste 35 mm L-Mount fuldformatkameraer. Lumix S511 havde vi nemlig mulighed for at afprøve allerede midt i december på en pressetur til Valencia. Det er dette kamera, som nu endelig officielt er blevet præsenteret på CES i Las Vegas sammen med en mere avanceret variant: Lumix S511X.

Panasonic Lumix-S5II-S5IIX-featured
Panasonic S511 og S511X er udseendemæssigt forskellige – sidstnævnte er helt sort. Det har også nogle ekstra videofunktioner. (Foto: Panasonic)

Panasonics Lumix fuldformatkameraer har vi været vældig begejstrede for. Først S1-varianterne med S1H på tronen, derefter det fantastiske allroundkamera Lumix S5. Som er mere kompakt end S1, men har samme fabelagtige billedkvalitet.

Men når Panasonic lægger mindst lige så meget vægt på videokvalitet som på stillbilleder med sine Lumix-kameraer, har der været forbedringspotentiale på visse punkter på det felt: Ikke mindst på autofokus og billedstabilisering.

Læs også Opfyld full-frame-drømmen med klassens bedste kamera Lumix S5 har en perfekt balance mellem egenskaber og brugervenlighed, og er et af de bedste køb i full-frame-klassen.

Bedre billedstabilisering med Active I.S.

Til den nyeste generation Lumix S5II har Panasonic videreudviklet sin billedstabilisering til video, som nu hedder Active I.S. Denne analyserer rysten på kameraet og optimerer billedet både vandret og lodret, ligesom den har rotationskorrektion. Billedstabilisatoren skal nu være cirka dobbelt så god som tidligere.

Foto: Panasonic

Endelig fasebaseret autofokus!

Men den store nyhed for videofotografer handler uden tvivl om autofokus. Tidligere versioner har haft kontrastbaseret autofokus, hvilket for det første betyder, at kameraet er længere tid om at fokusere – hvilket fungerer dårligt på objekter i bevægelse. Et andet problem er, at kameraet risikerer at skulle justere ind og ud af fokus for at sikre sig, at billedet rent faktisk er i fokus. Det fungerer glimrende til stillbilleder, men er problematisk med video, fordi scenen kan blive ødelagt af, at billedet af og til kommer ud af fokus for så at blive skarpt igen. Det lagde vi også mærke til, da vi testede det ellers fantastiske Lumix GH6.

Det nye Lumix S5II har derimod fasebaseret autofokus. Endelig! Dette er langt mere præcist på video, da kameraet altid ved præcist, om det er i fokus eller ej og ikke behøver at tjekke ved at sløre billedet fra tid til anden. S5II har 779 fasekontrolpunkter for at sikre, at billedet er i fokus. Til sammenligning er det lidt mere end de 759 punkter hos Sony a7 IV, og man bør derfor kunne opnå endnu mere nøjagtigt fokus.

Læs også GH6: Vildt videokamera der også tager stillbilleder Endelig har GH5 fået en afløser. Panasonic Lumix GH6 er et toptrimmet videokamera i stillbilledforklædning.

Ubegrænset optagetid i fuld opløsning

Lumix S5II er langt mere kompakt end S1H, men tilbyder tilsvarende billedkvalitet med 24 megapixel. Og i lighed med S1H kan S5II filme uden tidsbegrænsning helt op til 6K. Dette takket være et nyt varmehåndteringssystem, som f.eks. har en effektiv vifte på indersiden. Det er ret imponerende, for det er bl.a. denne funktionalitet, som gjorde S1H så stor. S5II er ikke ret meget større end MFT-kameraet GH6. Til sammenligning kan Lumix S5 filme ubegrænset op til 4K, men kun 30 minutter i højere opløsninger.

Ifølge Panasonic er det ikke planen at erstatte S5, i stedet lægger S5II sig en tand over. Vi har dog alligevel en mistanke om, at S5 nu lever på lånt tid.

Foto: Panasonic

Optagekvaliteter

Det nye kamera optage video internt med kvalitet op til 4:2:0 10-bit 6K (3:2) og 5,9K (16:9) med op til 30 fps, og 4:2:2 Cinema 4K og 4K med op til til 60 fps. Høje hastigheder understøttes op til 120 fps, mens du til slowmotion uden lyd kan filme op til 180 fps.

Kameraet kan skilte med over 14-trins dynamikområde, det har Dual Native ISO for mindre støj i mørke områder, og hvis du vil optage til en ekstern optager, sker det nu fra en fuld størrelse HDMI-udgang, hvor den ældre S5 har mini -HDMI.

Læs også Det her er faktisk et videokamera. Og det er enestående! Endelig kan uafhængige filmproducenter få lige så god videokvalitet som de store drenge.

Endnu federe video med Lumix S5IIX

S5II optager til to SD-kort internt. Vil du derimod have mere fleksibilitet og f.eks. vil optage direkte til en lynhurtig SSD-harddisk, så er Lumix S5IIX nok et bedre bud. Det helt sorte Lumix-kamera kan optage internt med op til 800 Mbps! Dette kræver enten en SSD, eller også har du brug for et meget hurtigt SD-kort. Hvilket bliver vældig dyrt, regn med at skulle betale flere tusinde kroner for sådan et.

Så er det mere fleksibelt med SSD. S5IIX kan optage i 5.8K ProRes 4:2:2 HQ via SSD. Hvis du skulle være i tvivl, er det ret råt! Til Apple ProRes RAW skal du dog fortsat bruge en ekstern Atomos-optager.

Panasonic Lumix S5II vs S1H
Panasonic Lumix S5II til venstre, Lumix S1H til højre. Funktionaliteten og kvaliteten ligner. Ikke størrelsen. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Real Time LUT

Erfarne videografer, der ønsker at få video i den ønskede kvalitet og farvegraduering fra deres optagelser så hurtigt som muligt, er ikke ukendte med LUT’er (Look-Up Tables). Det er færdige billedindstillinger, som du lægger på din optagelse, hvilket forbedrer arbejdsflowet betragteligt, i forhold til at skulle foretage manuelle indstillinger for hver sekvens.

Med S5II og S5IIX kan du lægge LUT’er direkte i kameraet. Dermed ser du med det samme, hvordan optagelsen kommer til at se ud i sidste ende, og det sparer dig desuden kostbar tid i efterproduktion.

Derudover er funktioner som Waveform viewer, Vector Scope og Zebra pattern blevet tilføjet efter anmodninger fra professionelle brugere.

Lyd kan optages i 24-bit / 48 kHz kvalitet med den indbyggede mikrofon eller en ekstern, mens op til 96 kHz optagelse er mulig med eksterne og XLR-mikrofoner.

Panasonic Lumix S5II vs S1H & Graabein
Den udsendte journalist foretrækker absolut at bære rundt på Lumix S5II (venstre) fremfor S1H. (Foto: Christer Ericsson, Panasonic)

L&B’s førsteindtryk

Som den udsendte journalist i december fik jeg prøvet S5II i et par timer, og det første, der slog mig var, hvor meget mere kompakt det er end mit egen Lumix S1H! Det vejer nok kun halvt så meget, og det ligner mere MFT-kameraet GH6.

Den tekniske billedkvalitet er den samme, i hvert fald efter min egen erfaring, det samme er mulighederne, når det gælder indstillinger og opløsninger. Begge har også en 96-megapixel High Resolution-tilstand, som kombinerer fire 24-pixel billeder til ét. S5II har en endnu hurtigere skudhastighed end S1H, derfor er high-res-billedet en smule skarpere. Jeg vil dog ikke anbefale nogen af ​​dem at gøre dette håndholdt, de skal helt klart stå på stativ. Så er GH6 bedre, fordi det går meget hurtigere at scanne den mindre billedsensor, hvilket giver en hurtigere skudhastighed og dermed et skarpere resultat, når fire billeder skal kombineres til ét.

Den smukke arkitektur omkring Valencia stiller store krav til billedskarphed, og vi gik rundt og tog billeder om eftermiddagen. Hvilket sætter dynamik og støj på prøve. Det første indtryk er, at kameraet indfrier forventningerne.

Jeg fik flere imponerende billeder, med stort dynamikområde. Sammen med Panasonics kompakte 20-60 mm-objektiv med f3.5-5.6 blænde var der ingen problemer med at få skarpe billeder. Det skal dog siges, at investerer du i det meget større Leica-certificerede 24-70 mm-objektiv med f2.8 i alle brændvidder, er du endnu mere sikker på, at du samler nok lys i hver billede. Men så vejer objektivet også meget mere end S511- kamerahuset, og her handler det om at gøre det så kompakt og praktisk som mulig. I den henseende er 24-70-objektivet et glimrende valg, når man skal tage flotte billeder – uanset hvor man er.

Jeg må tage forbehold for, at kameraets RAW-version ikke understøttes af nogen software endnu, så jeg har kun vurderet ud fra jpeg-billederne.

Lumix S5II tree Lumix S5II tree 2 Lumix S5II wedding 2 Lumix S5II wedding Lumix S5II wedding flowers Lumix S5II arch Lumix S5II tower Lumix S5II steampunk statue Lumix S5II fountain Lumix S5II fountain 2 Lumix S5II Jesus child 2 Lumix S5II Jesus child Lumix S5II orange tree Lumix S5II leaves Lumix S5II statue Lumix S5II statue 2 Lumix S5II architectural buildings Lumix S5II sidewalk corner
<
>
Billede taget med Panasonic Lumix S5II. (Foto: Geir Gråbein Nordby)

Lumix S5II og S5IIX: Priser og tilgængelighed

Lumix S5IIX kommer allerede til foråret til en vejledende pris på 19.990 kroner for kamerahuset alene og 20.990 kroner med 20-60-objektivet. Det lidt billigere Lumix S5II kommer hen mod slutningen af 2023 til 17.990 kroner for huset og 19990 kroner med det samme objektiv.

Derudover er der et helt nyt vidvinkelobjektiv, 14-28 mm F3,5-5,6 til 6.490 kroner.

Mere info: panasonic.com

LUMIX_S5II_Lifestyle
Foto: Panasonic
Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
Geir Gråbein Nordby
(f. 1978): Journalist. Gråbein har aldrig haft et fuldtidsjob, før han kom til Lyd & Billede. Her har han til gengæld været næsten halvdelen af sit liv, siden han i 2001 sendte en jobansøgning til den forkerte adresse (han ville egentlig søge job i et lydstudie af samme navn). Gråbeins ekspertise er hovedsagelig inden for hi-fi, hovedtelefoner og hjemmebiograf, men det sker, at han brillerer på andre områder.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

DJI giver manuelle objektiver autofokus

Prof-video på iPhone

Lysstærk og kompakt zoom

Først med 8K-video

Fleksibel monopod

Panasonic opgraderer Lumix S5IIX

Flyv drone med stick og goggles

Lysstærk og let 50 mm

Superzoom som kan alt

Nye versioner af en af vores favoritter

Verdens fedeste instant-kamera?

Nikon Z9 får nye funktioner

0
Lyd & Billede
Scroll to Top