Bedre telezoom fra Nikon

En telezoom er ofte det første ekstraobjektiv, man køber. Så det er godt, at Nikon har forbedret sin bedste telezoom.

Foto: Nikon

Rækkevidde er noget, man konstant har brug for. Med en telezoom kan man komme tættere på uden at stå i vejen for sportsudøverne – eller børnene, der løber rundt med en alt for stor bold på fodboldbanen.

Det zoomobjektiv, der blev leveret med kameraet, rækker ofte ikke nær langt nok, så har du brug en telezoom som denne. Selv om lige præcis denne optik nok henvender sig mere til professionelle end forbrugere. Hvilket både konstruktionen og prisen vidner om.

Objektivet hedder AF-S Nikkor 70-200 mm, og har en lysstyrke på f2.8E, samt forkortelserne FL ED VR. Den er en opgraderet version af den tidligere Nikkor 70-200 mm F2.8.

Det supplerer den fine Nikkor 24-70 f2.8, som du kan læse testen af her, og det har i øvrigt mange ligheder med den lysstærke normalzoom.

De, der har brugt den gamle version af 70-200, bemærker, at fokus- og zoomringen har byttet plads, og at det vejrtætte objektiv er lettere end før. Det skyldes dels en magnesiumlegering, dels opdaterede linseelementer.

Der er seks ED-elementer, et fluorit-element og et HRI-element, der skal have højere brydningsindeks. Elementerne har Nikons nanokrystalbelægning, der undertrykker falsk lys og lens flare.

Objektivet har også optisk billedstabilisator med Nikons VR-teknologi, så du kan fotografere med op til fire trin langsommere lukkertider. Det har også en sports VR-indstilling, som skulle give et mere stabilt søgerbillede ved hurtige motiver.

Nikon siger, at følgefokusen er hurtigere og mere præcis, og en elektromagnetisk blænderstyring skulle give lynhurtige blændeændringer på serieoptagelser.

Mindste fokuseringsafstand er specificeret til 1,1 meter, og objektivet er tilgængelig fra den 10. november. Prisen bliver ca. 25.000 kroner.

Les videre
Exit mobile version