Barskt kamera til råt vejr

Olympus har lyttet til kritikken og endelig indført RAW-format i markedets fedeste vejrtætte kamera, og de har smidt et par ekstra finesser oven i.

De små alle-vejrskameraer, der trives lige så godt under vand, som på en fugtig bjergtop, kan i ekstreme tilfælde være de eneste kameraer, der virker. Når temperaturen falder, vinden stiger og regnen føles som pile mod ansigtet, kan du være ret sikker på, at et alle-vejrskamera stadig fungerer.

Olympus var tidligt ude og har mere erfaring end de fleste robuste kameraer. Og forgængeren TG-3 blev kåret til sidste års bedste vejrtætte kamera.

Læs testen af TG-3 her.

Det nye TG-4, som er i butikkerne i maj til ca. 3.500 kroner, har samme lysstærke 4x zoom på 25-100 mm med lysstyrke 2.0 og ekstrem makrofokus ned til 1 cm!

Det er frostsikkert, vandtæt ned til 15 meters dybde, kan klare et fald fra 2,1 meters højde og 100 kilos tryk. Men det bedste er, at ivrige fotografer endelig kan glæde sig over at kunne tage RAW-billeder med TG-4. Det øger muligheden for bedre billedkvalitet, fordi fotografen selv kan “fremkalde” billederne i efterbehandlingen.

Det er faktisk en nyttig ting, for undervandsfotografering stiller store krav til kameraets hvidbalance og farvegengivelse, men nu er det nemmere at kompensere og redigere billeder, da kameraet kan gemme RAW-filer.

Blandt de nye funktioner, finder vi mikroskoptilstand med langsom flashsync, som reducerer risikoen for overeksponering, når man er tæt på motivet. Kameraets fokusbracketing (stabling) tager flere billeder med fokus på forskellige afstande i designet, så fotografen kan vælge, hvilket objekt i billedet, der skal stilles skarpt på.

Der er også indbygget Wi-Fi, GPS, elektronisk kompas og manometer, og det kan udnytte en bred vifte af tilbehør.

Blandt andet findes der et undervandhus, som øger dykkedybden til 45 meter, et silikoneovertræk, som beskytter mod ridser, en håndledsrem med indbygget redningsvest, tele- og vidvinkelkonverter, samt en sportsholder, der kan monteres på seler eller rygsæk, så du har hurtig adgang til kameraet.

Les videre
Exit mobile version