TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

Vi har besøgt Westeros i Norge

HBO's successerie om magtkampe, intriger og vildskaben i eventyrriget Westeros indtog i weekenden Posthallen i Oslo.

Af / 28/04/2014 - 12:25
Vi har besøgt Westeros i Norge

Et stort internationalt presseopbud bestående af 130 journalister var til stede ved pressekonferencen i Posthallen i anledning af “Game of Thrones: The Exhibiton”.

Fans af den episke tv-serie fra HBO, “Game of Thrones” (baseret på George R. R. Martins maraton-fantasy-serie ” Song of Ice and Fire”) er siden lørdag strømmet til Oslo. Anledningen er den imponerende udstilling “Game of Thrones: The Exhibition”. For mange involverer det en del rejseaktivitet, da Norge er det eneste land i Norden, som udstillingen besøger. Og misser du Norge, er det eneste andet sted i Europa, der får besøg, Belfast i Nordirland, hvor store dele af indspilningen i øvrigt finder sted.

Årets udstilling skal desuden besøge byerne Mexico City, Rio de Janiero, Toronto, Austin (Texas) og Vancouver.

I fjor blev den første internationale Game of Thrones-udstilling vist i fem byer, hvor den blev en massiv publikumssucces. Nu får også det norske publikum mulighed for at opleve Westeros. Udstillingen er skabt med det formål at genskabe og levendegøre den populære tv-series eventyrlige verden for publikum og fans over hele verden.

Hvor?
Udstillingen kan ses i Posthallen, Prinsens gate 6, Oslo til om med onsdag d. 30. april.

Annonce

GOT_Posthallen-Oslo

Der er åbent kl. 10.00-20.00 hver dag, og der er gratis adgang. Men vær forberedt på lange køer!

Isabell L. Goren fra HBO Nordic siger at de også forventer et stort rykind af et tilrejsende, internationalt publikum. I hvert fald har Facebook-siden for udstillingen oplevet massiv interesse fra andre lande, herunder naturligvis Danmark og Sverige, da København og Stockholm i denne omgang bliver snydt for udstillingen.

100 originale genstande – og mange nye
Udstillingen fokuserer på centrale locations, karakterer og relationer i serien. Ud over mere end 100 originale objekter fra centrale scener i de foregående sæsoner af serien vil det være helt nye installationer, som ikke var med i sidste års udstilling. Endelig vil man også kunne se særligt udvalget genstande fra sæson 4.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Elana Loewenthal (Director International Marketing, HBO Inc.) er primus motor bag udstillingen, og hun introducerede den for et samlet pressekorps i Oslo.

Af specifikke nyheder på årets udstilling kan vi nævne:
Tormund Giantsbanes kostume (rollen spilles af norske Kristofer Hivju)
Margaery Tyrells (Natalie Dormer) fantastiske brudekjole
Sansa Starks giftige halskæde

GOT_P4250420

Udstillingen indeholder blandt andet:
Kostumer, rekvisitter, rustninger og våben. Kreative håndværkere har bidraget til at skabe autenticitet i serien fra dag et, og her kan du opleve det hele på nært hold. Samtlige de udstillede genstande er benyttet i serien!

GOT_P4250445
Se den afhuggede hånd fra Jaime Lannister (Nikolaj Coster-Waldau).

Den omfattende samling inkluderer et imponerende antal kostumer og rustninger, ikoniske genstande som modeller af drager og drageæg, våbenudstyr som armbrøster, dolker, spyd, hakker og sværd, kroner og hårpynt, smykker, bøger, breve, kort, våbenskjolde, storyboards og meget mere.

GOT_P4250454

En helt særlig oplevelse er et virtual reality-besøg på toppen af Muren i Westeros ved hjælp af Oculus Rift-briller. Lyd & Billedes udsendte har selv prøvet det, og det er virkelig imponerende, men oplevelsen må frarådes for folk med nogen som helst antydning af højdeskræk!

GOT_P4250470
Lyd & Billedes rystede medarbejder, på vej op ad Muren.

Udstillingen byder også på rige muligheder for at lufte kreditkortet ved køb af officielt Game of Thrones merchandise.

Til stede på fredagens pressekonference var norske Kristofer Hivju,som spiller vildmanden Tormund Giantsbane, samt den sindige John Bradley (Samwell Tarly).

Bradley fortæller om den fantastiske (og kolde) oplevelse ved at filme i ødemarken på Island, og siger, at han ser mange ligheder mellem norsk og islandsk natur.

Han er sikker på, at de fans, som besøger udstillingen, vil få et indblik i det enorme apparat, som står bag, og i det unikke håndværk, som skal til, når en så stor serie som “Game of Thrones” skal realiseres. Vi tror, at meget af seriens enorme popularitet skyldes en trang til at flygte lidt fra hverdagen – men også et ønske om at få en historie om ægte mennesker, man kan identificere sig med, og få drama, menneskelighed, eskapisme og begær. Hvad den spektakulære serie byder på i bredfyldt mål, sammen med en passende dosis fantasy, naturligvis.

På et spørgsmål om seriens store fokus på sex bemærker Bradley, at det er interessant, at mange kommenterer og kritiserer mængden af sex i serien, hvorimod den særdeles udtalte og udpenslede vold sjældent nævnes. Her citerer han selveste John Lennon i, at verden virkelig er af lave med en sådan (manglende) fokus.

Kristofer Hivju er i sit sædvanlige ekstatiske humør, når det gælder filmningen af “Game of Thrones”: “Hvis de skal bruge et slot, så bygger de det bare!”. Der er i det hele taget ikke sparet på noget som helst i produktionen, og serien kunne i følge Hivju sagtens have været lavet langt billigere.

Hivju mener, at seriens enorme succes skal tilskrives de universelle temaer om krig, kærlighed, had og menneskelige relationer  – som har eksisteret til alle tider.

GOT_P4250489

På spørgsmålet om, hvilke filmroller han kan tænke sig at have om fire år, siger Hivju tørt, at “om  fire år vil man ikke længere lave film. Alle vil til den tid lave tv-serier!”

Samtidig er han meget glad for, at serien vises på den reklamefrie HBO, fordi den ville have været anderledes tandløs, hvis den skulle have været finansieret ved hjælp af reklameindtægter. Det kan være svært at finde annoncører, som i så høj grad ønsker at blive associeret med eksplicitte vold- og sexscener.

Når de filmer serien, sker det i adskilte lejre, og skuespillere og produktionsfolk omgås stort set kun deres egne holdmedlemmer. Det er en stor produktion med mange teams, som filmer simultant på forskellige locations, men de mødes til en kold øl på hotellet om aftenen, hvor man kan dele historier om dagens strabadser og prale med eventuelle skader.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
Selv om man til daglig går rundt i en fiktiv middelalder, må man holde sig ajour. Bemærk bladet i Hivjus hånd.

På tomandshånd fortæller Hivju om, at han absolut ikke var nogen fantasy-fan, inden han kom ind i Game of Thrones-universet, men at han var stor fan af vikingetiden. Hivju har deltaget i flere vikingespil i Norge, hvor han har lært sværdfægtningens ædle kunst. Med sig ind i “Game of Thrones” har han bragt “bersærker”-stilen fra vikingetiden, kampkundskaber som måtte forfines før han kunne træde ind i  rollen som Tormund Giantsbane. Det engelske trængte også til en afpudsning. Dialogen er dog under alle omstændigheder lagt i meget faste rammer, og replikkerne bliver (så godt som) altid præcis, som de er skrevet af de tre manuskriptforfattere.

GOT_Tormund2-665x385

Hivju ligner en indfødt viking på en prik, men også vikinger kan fryse og føle smerte. Han fortæller om barske og udmarvende indspilninger på Island, med vind og kulde og lange dage med en del skader. Heldigvis blev fjerdesæsonen filmet om sommeren på Island, så han fik en sommerferie med familien på sagaøen ud af det.

Under indspillingen kan man i øvrigt glemme alt om fancy opholdsvogne og luksuscatering. Og frokost er der kun tid til, når det passer ind mellem optagelserne. Det flotte hotelværelse og luksusbilen ser Hivju heller ikke meget til. Det tager 5-6 måneder at optage en sæson, men der er en del ventetid mellem optagelserne.

Om fremtiden er Hivju særdeles hemmelighedsfuld. Han hverken kan eller må bekræfte, hvorvidt han er med i kommende sæsoner, men han antyder at indspilningen af femte sæson sker i løbet af efteråret (med eller uden ham). Serien har indtil nu fulgt handlingen i Martins romaner slavisk, men i og med, at bog 4 og 5 er skrevet med parallelle handlinger, vil det kræve nogle kunstgreb at tilpasse disse til tv-serien. Uden at Hivju vil uddybe, hvilke greb.

Hvad angår fremtidige roller er han mindst lige så uudgrundelig, men bekræfter, at han er i forproduktionen til den danske Exodus (med Brigitte (tidl. Stallone) Nielsen som medskuespiller), og at han har måttet sige nej tak til en større rolle i kommende Ben Stiller-film, samt at han dukker op i sæson 3 af “Lilyhammer”. Med så sparsome oplysninger om, hvad Hivju får tiden til at gå med, er der vel meget, der tyder, at han også vil overleve fjerde sæson af “Game of Thrones”…

Til trods for stjernestatus og “meget engagerede fans”, hævder Hivju hårdnakket, at hans privatliv ikke har forandret sig efter at han fik rolle som Giantsbane. Det er fortsat de hverdagsagtige opgaver, der optager han, når han er hjemme på “ferie” fra indspilningerne. Som hvordan børnene trives i børnehaven. Hivju har to børn på 5 og 6 år sammen med Gry Molvær. Ungerne har ikke fået lov til at se farmand dræbe fjenderne i blodrus. Men han har vist dem den utrolig seje scene, hvor han klatrer op ad Muren.

Sæson 4 (hvor Hivju har en stor rolle) havde premiere på HBO Nordic den 7. april. Indtil nu er tre episoder (af ti) fra sæson 4 vist.

GOT_GameOfThrones_Exhibition_03

For mere information om udstillingen, klik her.

GOT_2012-07-14-game_of_thrones-e13850839618951

Tor Aavatsmark
(f. 1974): Lyd & Billedes dedikerede filmanmelder og administrerende direktør. Tor har arbejdet på Lyd & Billede siden 2005. I perioden 2003-2005 var han og en partner ejere af et bladforlag med bl.a. et filmmagasin i porteføljen, og denne interesse har han taget med sig til Lyd & Billede. Tor er uddannet cand.polit. fra Universitetet i Oslo, men befinder sig godt bag rattet i en medievirksomhed.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

It's a wrap!

Snehvide-trailer!

Star Wars streaming-premiere i dag!

Kan du se nogen u-båd?

Katastrofetrailer!

Den havde vi ikke set komme!

Katastrofetrailer!

Årets julefilm?

Klassisk mordmysterium

Hunts svanesang?

Streaming-premiere!

Nu kommer Netflix "Moments"