Et kvart århundrede efter at Ridley Scott og Russell Crowe med Gladiator genoplivede sværd-og-sandaler-genren, vækkede han i 2024 de episke kampscener til live igen.
I november for to år siden var der biografpremiere på efterfølgeren, og med Gladiator II gentog den britiske Sir Scott bedriften med bravur.
Nu er den visuelle filmlegende snart tilbage med en ny dramathriller. Den 28. august er der premiere på den postapokalyptiske The Dog Stars.
Se den første trailer!
Filmen er baseret på romanen af Peter Heller og følger Hig (Jacob Elordi, Frankenstein), en pilot, der lever isoleret i en postapokalyptisk verden sammen med overlevelseseksperten Bangley (Josh Brolin, Wake Up Dead Man).
Da et mystisk radiosignal bryder stilheden, begiver Hig sig ud på en risikabel rejse i håb om at finde andre overlevende – og bevare sin egen menneskelighed…
På rollelisten finder vi også Margaret Qualley, Guy Pearce, Benedict Wong og Allison Janney.
Manuskriptet er skrevet af Mark L. Smith, der også producerer sammen med Scott, Michael Pruss og Cliff Roberts.

Traileren blev først vist under CinemaCon i Las Vegas og giver et første indblik i en verden præget af tab og overlevelse.
Vi møder Hig og hans kone i et tilbageblik før katastrofen, inden historien hurtigt skifter til et hårdere liv, hvor han og hans hund kæmper for at holde håbet i live. Klippene kulminerer i en dramatisk flugtscene, hvor Hig forsøger at lette i et lille fly, mens han forfølges.
I traileren ser vi Bangley lakonisk spørge Hig:
So what’d you do before the world ended?
Hvortil en desillusioneret Hig svarer:
I was kissing my wife, playing with my dog, wondering every day how I got so lucky.

PS! Oprindeligt var Paul Mescal tiltænkt hovedrollen efter samarbejdet med Scott på Gladiator II, men måtte trække sig på grund af optagelserne til Sam Mendes’ planlagte Beatles-film.




