Nyhed

Netflix lancerer sin første finske serie

Endelig er det Finlands tur til at nå ud til et globalt Netflix-publikum.

De senere år har Netflix lanceret en række lokalt producerede film og serier fra Danmark, Norge og Sverige, f.eks. The Rain, Ragnarok, Quicksand – Størst af alt, Kærlighed og anarki og Kastanjemanden.

Læs også Tag dig i agt for Kastanjemanden! Danskerne viser nok en gang, hvorfor de er førende inden for krimigenren i Norden.

Selv Island har fået sin lokale (og rigtig gode) Netflix-serie, Katla. Nu er turen endelig kommet til vores kære nabo (og snart NATO-partner) mod øst, idet streaming-giganten i samarbejde med det statslige finske TV-selskab YLE lancerer Dance Brothers.

Samuel Kujala og Roderick Kabanga har hovedrollerne i Dance Brothers, som bliver den første finske serie, der får premiere på Netflix. Dramaserien for unge voksne er en coproduktion mellem Netflix og YLE, og er lavet af produktionsselskabet Endemol Shine.

Dance Brothers handler om de to brødre Roni (Roderick Kabanga) og Sakari (Samuel Kujala), der prøver at tjene til livets ophold som professionelle dansere. For at kunne finansiere deres dansedrømme beslutter de sig for at starte deres egen klub, som så kan give dem indtægt, bolig og træningsfaciliteter.

Deres unikke klub og imponerende danserutiner gør dem hurtigt berømte, men snart støder kunstneriske ambitioner og personlige relationer sammen med kommercielle krav, og det bliver business versus lidenskab. Den loyalitet og kærlighed, brødrene har til hinanden, bliver testet af den ene ting, der altid har forenet dem – dansen.

To brødre, én klub. Danser de for at leve, eller lever de for at danse?

(Foto: Netflix)

Ud over Kabanga og Kujala får vi bl.a. Jeanine Muyima, Fanni Noroila, Lauri Lohi, Eeva Eloranta og Cristal Snow at se i ledende roller.

Optagelserne er allerede begyndt i Helsinki. Max Malka er serieskaber, og Reeta Ruotsalainen står for manuskriptet, mens Taito Kawata får sin debut som instruktør.

Læs også Reklamer på Netflix! Efter mere end en halvering af aktiekursen og et fald i antallet af abonnenter tager streaming-giganten nu affære.

I pressemeddelelsen uddyber Malka:

“Det her er et særligt projekt, ikke kun fordi serien giver en unik og banebrydende fremstilling af dansegenren, men også fordi vi har lavet en serie, der viser det allerbedste af finsk kreativitet på alle niveauer frem. Kombinationen af højkvalitets drama, spændende dans og en mangfoldig gruppe talenter gør det til et drømmeprojekt for os.”

Dance Brothers får premiere på Netflix engang i løbet af 2023.

Les videre
Exit mobile version