Det er ikke nogen hemmelighed, at tech-giganterne har kastet al deres kærlighed – og investorernes penge – efter kunstig intelligens. Men den usynlige hjernevrider ude i skyen og lokalt på enhederne lever ikke af luft og kærlighed. Den kræver vanvittige mængder hukommelse.
Resultatet er det, der i krogene allerede hviskes om som “RAMpokalypsen”. Generativ AI’s hang til at sluge RAM og relaterede komponenter driver lige nu priserne opad med en hastighed, der kan give selv den mest hærdede indkøber åndenød. Og regningen? Den får du lov til at betale.
Microsoft skruer bissen på
Et af de mest iøjnefaldende ofre for komponentkrisen er Microsofts hardwareafdeling. Softwaregiganten har netop annonceret markante prisstigninger på tværs af hele deres Surface-produktlinje. De nye priser har allerede ramt den officielle Microsoft Store, og forventningen er, at andre forhandlere hurtigt følger trop.
Det er ikke småpenge, vi taler om. Kig bare på basisudgaven af den 15-tommer store Surface Laptop 7: Da maskinen oprindeligt udkom i 2024, kostede den 1.300 dollars (ca. 8.200 kr.). Nu er startprisen skruet op på 1.600 dollars (godt 10.100 kr.). Det er en prisstigning på små 23 procent på bare to år. Vil du have topmodellen med Snapdragon X Elite, 64 GB RAM og 1 TB SSD, eksploderer prisen til intet mindre end 3.650 dollars – det svarer til en svimlende regning på over 23.000 danske kroner.

Hybridmaskinerne slipper heller ikke. Flagskibet, den 13-tommer store Surface Pro, kostede 1.000 dollars (ca. 6.300 kr.) i 2024, men starter nu på 1.500 dollars (ca. 9.500 kr.). Det er et klækkeligt hop på hele 50 procent, om end basismodellen dog har fået en anelse mere lagerplads. Lillebroderen på 12 tommer er samtidig steget fra sin lanceringspris på 800 dollars til nu at koste 1.050 dollars (ca. 6.600 kr.) – en stigning på over 30 procent.
Hvis PC’en trænger desperat til udskiftning, kan du lige så godt bide i det sure æble med det samme. For hvad prisudviklingen angår, bliver det her de gode gamle dage!
Microsoft lægger ikke fingrene imellem, når de skal pege på synderen. I en officiel udtalelse lyder det, at priserne opdateres “på grund af nylige stigninger i hukommelses- og komponentomkostninger”. Og medmindre komponentpriserne mirakuløst falder igen, tyder meget på, at de højere priser er kommet for at blive.
Fra budgetmobiler til foldbare flagskibe
Hvis du troede, at du kunne ride stormen af ved at købe billigere udstyr, må du tro om igen. Krisen har bredt sig til alle afkroge af elektronikmarkedet.
Motorola har for nylig indført prisstigninger, der rammer deres ellers yderst budgetvenlige telefoner. Faktisk var stigningerne på Moto G-serien (2026-modellerne) så pludselige, at de blev slået op umiddelbart efter, at de nye modeller var sat til salg.
I den anden ende af prisspektret har Samsung set sig nødsaget til at hæve prisen på deres eksklusive Galaxy Z Fold 7. Uanset om du køber billigt eller dyrt, betaler du altså nu et klækkeligt “AI-gebyr” for hukommelsen.
Gamere og lagermedier i samme båd
Spillefuglene går heller ikke fri. Selvom Sony ikke eksplicit har givet RAM-priserne skylden for, at PlayStation 5 nu er markant dyrere end ved lanceringen i 2020 – de dækker sig i stedet ind under “fortsatte pres i det globale økonomiske landskab” – er tendensen klar.
Hos Valve, er står bag Steam-platformen, rygtes det, at den fortsatte mangel på RAM har gjort det vanskeligt overhovedet at producere deres håndholdte Steam Deck. Samme mangel har angiveligt skubbet udgivelsen af den rygtede Steam Machine helt tilbage til 2027.
Og for at føje spot til skade, så stiger prisen på at gemme dine data også. SSD-drev skyder i vejret, og de gammeldags, roterende harddiske (HDD) er ikke langt bagefter. I erhvervssektoren er det gået helt amok, hvor prisen på enterprise SSD’er ifølge producenten VDURA er klatret med hele 472 procent over tre kvartaler. Det voldsomme prishop betyder, at disse SSD’er nu koster over 20 gange så meget som de klassiske, roterende harddiske – selvom de også er steget i pris.
Så hvis din nuværende computer stadig trækker vejret nogenlunde ubesværet, er det måske et rigtig godt tidspunkt at klappe den kærligt på kabinettet og vente lidt med udskiftningen.
Hvis PC’en derimod trænger desperat til udskiftning, kan du lige så godt bide i det sure æble med det samme. For hvad prisudviklingen angår, bliver det her de gode gamle dage!
Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 8.000 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



