Škoda Peaq er den tjekkiske bilproducents nye og hidtil største model, og den forsøger at opnå noget, som ellers mest er forbeholdt biler i en helt anden prisklasse: at gøre kabinen til et sted, man rent faktisk har lyst til at opholde sig, også når bilen holder stille.
Med massagesæder, stemningsbelysning, et lydsystem fra Sonos og en integreret wellness-app med seks programmer til bl.a. afslapning og udstrækning sigter Škoda efter at give den store familiebil et skær af lounge, lover producenten. App’en koordinerer samtidig klimaanlæg, belysning og sædemassage, så kabinen kan tilpasses alt fra en powernap i ladepausen til en lang motorvejstur.
Sonos fra stuen til forsædet
Til lydsiden har Škoda indgået et samarbejde med Sonos. Lydsystemet er udviklet specifikt til Peaq og skal ifølge den tjekkiske producent levere tredimensionel lyd, der matcher den klangkvalitet, Sonos er kendt for i sine hjemmehøjttalere. For familier, der allerede har Sonos-produkter derhjemme, er koblingen oplagt, om end det skal siges, at vi i sagens natur endnu ikke har haft lejlighed til at lytte til anlægget.

Plads til hele familien og feriebagage
Peaq måler knap 4,9 meter i længden og har en akselafstand på næsten tre meter, hvilket i praksis giver rigtig god benplads også på anden og tredje sæderække – også for voksne passagerer, garanterer Škoda. Konfigurationen med syv sæder er oplagt, når bedsteforældrene eller børnenes venner skal med, mens femsæders-udgaven byder på op til 1.010 liter bagagerumsplads, der er nok til at pakke til sommerferien uden tagboks. Under motorhjelmen gemmer sig desuden et ekstra opbevaringsrum på 37 liter til ladekabler og lignende.

Over 600 km på en opladning
Rækkevidden er på over 600 kilometer i de to største drivlinjevarianter, hvilket i praksis svarer til en tur fra København til Hamborg og retur uden stop ved en lader. Når der alligevel skal lades, klarer Peaq opladningen fra 10 til 80 procent på 28 minutter ved en lynlader. Bilen understøtter desuden V2L, hvilket betyder, at den kan fungere som strømkilde for eksterne enheder som f.eks. elcykler eller campingudstyr – eller i nødstilfælde som nødstrøm til hjemmet.
Nyt infotainment og digital bilnøgle
Inde i kabinen sidder en 13,6-tommer infotainmentskærm med Škodas nyeste Android-baserede system, der giver adgang til apps som Spotify, YouTube og Google Maps direkte i bilen. Systemet er i tråd med det, Škoda for nylig har opdateret Enyaq og Elroq med, men her får det en større skærm at arbejde med. Der er også en ny digital bilnøgle, som gør det muligt at låse og starte bilen med en smartphone eller et smartwatch via MyŠkoda-app’en – praktisk for familier, hvor flere deler samme bil.
Peaq får desuden et elektrokromatisk panoramatag, som er opdelt i ni segmenter og kan ændre lysgennemslippet elektronisk. I stedet for et traditionelt rullegardin kan man dæmpe eller slippe sollyset ind i kabinen via infotainmentskærmen, enten med tre forudindstillede positioner eller ved at justere hvert segment manuelt. Det er det største panoramatag, der nogensinde er monteret i en Škoda-model, oplyser producenten.

Pris og tilgængelighed
Škoda Peaq forventes i de danske butikker i løbet af efteråret 2026. Bilen bygger på Volkswagen-koncernens MEB-platform og produceres i Mladá Boleslav i Tjekkiet. Tre drivlinjer med effekter fra 150 til 220 kW bliver tilgængelige, og den firehjulstrukne topvariant klarer 0-100 km/t på 6,7 sekunder. Priser for det danske marked er endnu ikke offentliggjort.




