Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Eksklusivt

LYD & BILLEDE BESØGER…

Mens I holdt påskeferie, besøgte vi Asus’ hovedkvarter i Taipei og fik også lejlighed til at se lidt på byen.

Skrevet af / 31/05/2019 - 15:13
LYD & BILLEDE BESØGER…

Det tager 15-16 timer at komme fra Skandinavien til Taiwan. Og når man træder ud af lufthavnen i hovedstaden Taipei til 35 graders fugtig varme (det sneede derhjemme, da vi tog af sted), er det tydeligt, at man er langt hjemmefra. Templer med pagodetage side om side med skyskrabere i glas og stål, eksotiske dufte fra gadekøkkener – og scootere i hundredtusindvis.

Trods sin ringe størrelse (halvt så stort som Schweiz) er Taiwan verdens 21.-største økonomi. Det skyldes især hightech-industrien, hvor ”Made in Taiwan” for længst er blevet et kvalitetsstempel. Listen af teknologifirmaer med hjemsted i Taiwan er lang og tæller bl.a. Acer, MSi, D-Link, BenQ og Asus. Og det var sidstnævnte, der var grunden til vores besøg. Asus havde nemlig bedt os om at tage turen til Taipei for at se på en nyhed, som de i øvrigt var vældig hemmelighedsfulde omkring.

Asus’ hovedkvarter ligger i en kontorbygning ca. 20 kilometer uden for Taipeis centrum. Noget af det, der møder én i forhallen, er samlingen af hædersbevisninger og priser. Vi kiggede forgæves efter en af vores ”Årets bedste”-statuetter, men hyldepladsen var begrænset – og Asus modtog alene i 2017 hele 4.511 priser!

Der bor 23 millioner mennesker i Taiwan, heraf 2,7 millioner i Taipei (og yderligere fem millioner i omegnsbyerne New Taipei og Keelung). Sproget og skriftsproget er kinesisk, og den gigantiske nabo 180 kilometer borte, på den anden side af Taiwanstrædet, anerkender ikke Taiwan som selvstændig nation, men fastholder, at landet er en del af Kina.

Som turist – og også som udsendt journalist – føler man sig mere end velkommen. Taiwanerne er hjælpsomme og imødekommende. Men regn ikke med, at dine engelskkundskaber rækker langt. De fleste i hovedstaden taler udelukkende hankinesisk. Især når man bevæger sig ud af hotellernes airconditionerede komfortzone. Men det er også her, turen bliver spændende!

picture2 picture3 picture4 picture5 picture6 picture7 picture8 picture9
<
>
De største religioner i Taiwan er buddhisme og taoisme. Og når pladsen er begrænset, kan man jo lige så godt have dem begge i samme tempel!
Lyd & Billede præciserer, at rejseomkostningerne til denne reportage blev betalt af producenten.
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

0
Lyd & Billede
Scroll to Top