Ikke bare stor og stærk

I midten af 1970’erne var transistorforstærkeren stadig en forholdsvis ung teknologi. Målt på salgstal havde rørforstærkeren allerede i 1960’erne måttet vige førstepladsen. Og transistorkonstruktionerne lovede kraft og præcision. Men de mest fanatiske hi-fi-entusiaster var ikke overbeviste, når det gjaldt lyden.

De tidlige transistorforstærkere lød ofte hårde og kliniske – det, som audiofile nedsættende kaldte ‘transistorlyden’.

Det var denne udfordring, som Harman Kardons ingeniører tog op med Citation 16 i 1975. Forstærkeren blev designet med ét klart mål: At kombinere transistorteknologiens kraft med rørforstærkernes musikalitet. Og i store træk lykkedes det.

Citation-serien blev produceret af Harman Kardon hen over et tidsrum på mere end 30 år og tæller omkring 30 modeller. Med ‘Citation Sound’ skabte Harman Kardon et begreb, der blev synonymt med referencekvalitet blandt musikelskere verden over. Man kan betragte dem som den tids high end, hvor høj kvalitet var vigtigere end prisen. De første modeller i serien var rørforstærkere, men i 1970’erne havde transistoren taget over.

 

”På mange måde kan man sammenligne kampen mellem transistorer og rør i 1975 med kampen mellem klasse D og klasse AB i dag. Den nye teknologi lover høj effekt og ren lyd, mens den gamle lover varme og musikalitet.

 

Kampen mod transistorlyden

Det største problem med tidlige transistorforstærkere var den såkaldte transient intermodulationsforvrængning (TIM); et fænomen, der blev opdaget og påvist af den finske elektronikingeniør Matti Otala. TIM-forvrængning opstod, når forstærkeren ikke kunne følge med de hurtige ændringer i musiksignalet, og den var stærkt medvirkende til den karakteristiske ‘transistorlyd’, som mange fandt trættende at lytte til.

Slew rate er udtryk for en forstærkers reaktionshastighed, og Citation 16 havde en slew rate på over 30 volt pr. mikrosekund. Det betød, at den kunne følge selv de hurtigste transienter i musikken.

Arbejdet med at bekæmpe transistorlyden fortsatte i senere Citation-modeller. Citation 20-forstærkeren fra 1980, designet af Matti Otala selv, blev siden kåret som verdens mest vellydende forstærker.

To monoforstærkere i samme kasse

Med en udgangseffekt på 2 x 150 watt i 8 ohm var Citation 16 i den kraftige ende, uden dog på nogen måde at sætte rekord. Men Citation 16 var bygget som en kampvogn. Med to separate strømforsyninger var den nærmest to monoforstærkere i ét fælles kabinet. Store transformere og kondensatorbanker garanterede, at forstærkeren ikke løb tør for strøm, selv i drilske belastninger. Og med en vægt på knap 25 kg var de store bærehåndtag absolut nødvendige.

Det karakteristiske V-formede LED-display på fronten var ikke kun til pynt, men viste udgangseffekten hurtigere og mere præcist end de traditionelle VU-metre.

Livet med en klassiker

I dag, hvor klasse D-forstærkerne dominerer markedet, og hvor hundredvis af watt er hverdagskost, kan Harman Kardon Citation 16 synes som et levn fra en svunden tid. Men for dem, der kender forskellen på kraft og kvalitet, står den stadig som et vidnesbyrd om, hvad der var muligt, da hi-fi var en livsstil snarere end en forbrugsvare.

Halvtreds år efter dens debut er Harman Kardon Citation 16 (og den opdaterede Citation 16A) stadig blandt de mest eftertragtede vintageforstærkere. Afhængigt af stand og held ligger prisen på en fungerende udgave omkring 7.500 kroner (EUR 1.000). Og dertil kommer sandsynligvis en investering i renovering af den gamle elektronik. Hvis kondensatorerne i strømforsyningen er de originale, vil det være på høje tid at skifte dem ud.

En varig arv

Harman Kardon Citation 16 havde ikke Crown DC-300’s rå kraft eller McIntosh’s blå VU-metre og karakteristiske design. Men den havde noget andet: En balance mellem teknisk perfektion og musikalitet, som få forstærkere har formået at opnå.

Og når Pink Floyds Money fylder stuen med den karakteristiske Citation-lyd – ren, kraftfuld og musikalsk – forstår man, hvorfor denne forstærker stadig har sine dedikerede tilhængere. Den beviste, at transistorforstærkere ikke behøvede at lyde som transistorforstærkere. De kunne lyde som musik.