Hi-Fi Skolen del 11 – Tweaks

Velkommen til den del af hi-fi-hobbyen, hvor videnskaben tilsyneladende tager på skovtur, mens religionen tager over. Men hvor der alligevel kan være en teknisk gyldig forklaring.

Vi har styr på forstærkeren, kilderne og højttalerne. Men hvorfor lyder to forstærkere forskelligt, når de måler ens? I ellevte del af Hi-Fi Skolen ser vi på de “små” ting, der kan gøre den store forskel: Kabler, komponenter, strøm og rør. Det er her, videnskaben møder passionen – og hvor selv skeptikeren nogle gange må overgive sig.

Intet emne i hi-fi-verdenen kan sætte brand i en diskussion som spørgsmålet om, hvorvidt et strømkabel til 10.000 kroner lyder bedre end den lakridssnøre, der fulgte med i kassen. Vi bevæger os ind i et minefelt af tweaks – små justeringer og komponentvalg, der har til formål at vride de sidste procenter af vellyd ud af anlægget.

Men før du finder faklen og høtyven frem: Der er faktisk en teknisk forklaring på det meste. Også selvom prisskiltet nogle gange er sværere at forklare end fysikken.

Som da vi besøgte superentusiasten Poul, der er inkarneret stereotilhænger med hang til professionelt grej – men også med en udbredt skepsis for ”magiske” forbedringer:

“Når man har givet en formue for et tweak, er man naturligvis meget opsat på at bekræfte, at det var pengene værd”.

Kabler – hi-fi-verdenens religionskrig

Lad os starte med elefanten i rummet: Kabler.

En skeptiker vil (med rette) påstå, at kobber er kobber, og så længe kablet er tykt nok til at lede strømmen uden for megen modstand, så er alt godt. Hvis det handler om at tænde en lampe, har skeptikeren ret. Men et musiksignal er langt mere komplekst end 50 Hz vekselstrøm fra stikkontakten.

Et kabel er ikke bare en passiv leder. Det fungerer i praksis som et filter bestående af tre elektriske egenskaber:

1. Resistans (modstand): Hvor meget kablet bremser strømmen. Dette opgives typisk i ohm pr. kilometer.
2. Kapacitans (kondensatorvirkning): To ledere, der løber tæt sammen, fungerer som en kondensator, hvilket kan dæmpe diskanten og i værste fald give forstærkere stabilitetsproblemer.
3. Induktans (spolevirkning): Der optræder en vis spolevirkning i kablerne, som ligeledes kan påvirke gengivelsen i diskanten, især hvis lederne er flettede.

Da vi for år tilbage testede højttalerkabler til adskillige tusind kroner mod almindelig el-ledning, var konklusionen klar: Kablerne gør en forskel. Springet fra lysnetkablet til et specialkabel er markant. Med lysnetkablet var lyden grov, og oplevelsen af rum og atmosfære var nærmest fraværende. Man snyder sig selv for lydkvalitet ved at ignorere det.

Et isoleret tilfælde

Isoleringen omkring lederen (dielektrikummet) påvirker kablets kapacitans. Den bedste isolator er vakuum, næstbedst er luft.

Et af kablerne i testen var fra Tyske In-akustik. Og bag den tykke skal bestod det mest af luft. Lederne holdes adskilt i en spiralformet struktur af små plastbøjler. Det lyder skørt at betale 13.000 kroner for luft, men lyden var ekstremt åben.

Når vi taler om komponenter i den absolutte verdensklasse, kommer vi ikke udenom danske Duelund Coherent Audio, der var grundlagt af den nu afdøde matematiker og hi-fi-excentriker Steen Duelund. Duelund brugte det meste af sit liv på at kæmpe for, at man i stedet for plastic som dielektrikum skulle bruge naturlige materialer som silke og linolie. Og sølv som leder i stedet for kobber. Vi vender tilbage til Duelund senere.

Sølv, kobber og symmetri

De fleste kabler er lavet af kobber. Kvaliteten betegnes ofte med Nines – altså antallet af nitaller i renhedsgraden. Et kabel af “seven nines” kobber har en renhed på 99,99999%.

Men nogle producenter går andre veje. Hos Audio Note UK i England sværger man til sølv. Sølv leder strøm cirka seks procent bedre end kobber.

Jo mere ambitiøse apparater, desto flere steder i signalvejen er der brugt rent sølv. Det gælder kabler, men også komponent-ben og tråden i transformatorerne. I første omgang de udgangstransformatorer, der bruges i firmaets dyrere rørforstærkere. Men skal det være helt i top, skal også transformatoren i strømforsyningen vikles med sølvtråd. Ifølge Peter Qvortrup fra Audio Note giver det en renere lyd. I den kompromisløse Sogon-udgave af firmaets Model E-højttalere indgår der 15 kilo rent sølv i delefilteret i hver højttaler. Kassen med filteret fungerer samtidig som en stander for højttaleren!

Kabelløftere

Et af de mest latterliggjorte tweaks er “kabelløftere” – små broer af keramik eller træ, der løfter højttalerkablerne et par centimeter over gulvet.

Det lyder som voodoo. Men da jeg besøgte Q Acoustics i England for at se på deres flagskib Concept 500, fik jeg en overraskende indrømmelse fra manden bag konstruktionen, den tyske ingeniør Karl-Heinz Fink.

Fink er kendt som en af branchens mest systematiske hjerner. Han måler alt. Han bruger laservibrometre til at analysere kabinet resonanser, før han overhovedet begynder at lytte. Og han er manden, der tørt konstaterer, at “den største del af arbejdet og prisen ligger i kabinettet”.

Men da vi kiggede ned på gulvet i demorummet, hvor højttalerkablerne svævede over gulvet i bløde buer, holdt oppe af små træklodser som bittesmå elmaster, trak han på skuldrene og indrømmede: “Jeg ved det godt! Men de virker faktisk!”

Det var ikke noget, han reklamerede med, men han havde konstateret det i lytterummet. Teorien er, at gulvtæpper og gulve fungerer som et dielektrikum (isolator), der interagerer med det elektriske felt omkring kablet. Ved at løfte kablet fjerner man denne påvirkning. Det er en lille forskel, men når man jagter den perfekte lyd, tæller alt. Og når selv en ærketysk ingeniør som Karl-Heinz Fink – med fare for at tabe ansigt – overgiver sig til noget, han ikke fuldt ud kan måle, så er der grund til at lytte.

Komponenter – det usynlige guld

Hvis du åbner en forstærker eller et delefilter i en højttaler, ser du en skov af små cylindre og “bolsjer”. Det er kondensatorer, modstande og spoler. Selvom to kondensatorer har samme værdi (f.eks. 10 mikrofarad), kan de lyde vidt forskelligt.

Problemet er, at musiksignalet skal igennem disse komponenter. En standard elektrolyt-kondensator til få kroner er ikke lineær. Den kan introducere støj og forvrængning og “udtvære” de hurtige transienter.

Verdensberømt dansk linoliemagi

Her vender vi tilbage til Steen Duelund. Duelund Coherent Audios kondensatorer er ofte gigantiske “kagedåser” lavet af papir, olie og metalfolie (kobber eller sølv), indkapslet i en speciel dæmpemasse. Hvorfor? For at undgå mikrofoni. Det lyder som rent hjernespind, men der er en fysisk forklaring, nærmere bestemt Coulombs lov, der beskriver kræfterne mellem elektriske ladninger.

Når der opstår en spændingsforskel mellem to plader i en kondensator, tiltrækkes de af hinanden med en fysisk kraft. Da musiksignalet er vekselstrøm, varierer spændingen – og dermed tiltrækningskraften – konstant. Det får pladerne inde i kondensatoren til at vibrere fysisk i takt med musikken. Hvis disse vibrationer ikke dæmpes, “synger” komponenten med, og den mikroskopiske vibration ændrer igen kondensatorens kapacitet. Duelunds ekstremt tunge og dæmpede konstruktioner forhindrer, at den elektriske energi bliver til uønsket mekanisk bevægelse.

Deres modstande er endnu mere unikke. De bruger ikke metaltråd, men en stift af grafit. Grafit har en fascinerende egenskab: En negativ temperaturkoefficient. I en almindelig højttaler bliver svingspolen varm, når du spiller højt. Varmen får modstanden i kobberet til at stige, hvilket bremser strømmen. Dette fænomen kaldes termisk kompression – lyden bliver flad og mister dynamik. En Duelund-modstand reagerer modsat: Når den bliver varm, falder modstanden. Hvis den placeres i serie med diskanten, kan den teoretisk set modvirke kompressionen fra svingspolen. Det er ingeniørkunst på et niveau, hvor det grænser til alkymi.

Jagten på den perfekte modstand

Hos Audio Note går de lige så videnskabeligt til værks. De producerer deres egne modstande, fordi de ikke var tilfredse med standardvarerne. De fleste modstande er lavet af metalfilm med nikkel, som er magnetisk. Audio Note mener, ligesom mange andre, at magnetisme i signalvejen er skadeligt for lyden. Men de har angrebet problemet med en sjælden stædighed.

 

Peter Qvortrup kom frem til, at modstande af tantal lød optimalt. Men da den oprindelige leverandør af tantalmodstande stoppede, brugte Audio Note 15 år på selv at sætte en ny produktion af umagnetiske tantal-modstande med sølvben i stand. Prisen er astronomisk – flere hundrede kroner for én modstand – men lyden beskrives som ekstraordinært homogen og detaljeret.

Også transformatorer er en videnskab, Audio Note arbejder med. Her vikler man dem selv, ofte med sølvtråd. Selvom en kobber- og en sølvtransformator måler stort set ens, lyder de forskelligt. Peter Qvortrup forklarer, at den eneste målbare forskel er, at de magnetiske feltlinjer ligger en smule tættere omkring kernen i sølvudgaven.

Spoler – vægt bag ordene

I delefiltre til højttalere er spoler (induktorer) afgørende. I billige højttalere bruger man ofte små spoler med en jernkerne, fordi det sparer kobber. Men jernkernen kan mættes ved høje effekter, hvilket giver forvrængning. Og tråden i spolen skal samtidig være så tyk, at modstanden i kobbertråden ikke påvirker højttalerens egenskaber.

I en high-end-højttaler som Q Acoustics Concept 500 finder man luftspoler fra tyske Mundorf. De vejer et kilo stykket. Og Fordi der ingen jernkerne er, kan de ikke mættes. Bassen forbliver stram og præcis, selv når der spilles tordnende højt.

Ken Ishiwatas protegéer

Man kan som entusiastisk amatør gøre meget hjemme på køkkenbordet, men de bedste resultater kræver et veludrustet udviklingslaboratorium – og livslang erfaring.

En af hi-fi-verdenens største legender var nu afdøde Ken Ishiwata, Marantz’ mangeårige Brand Ambassador. Han var manden, der ”adoptererede” udvalgte standardprodukter og modificerede dem til KI Signature-udgaver, der spillede langt bedre end originalerne.

Vi besøgte i 2017 Marantz i Eindhoven for at høre den nye 10-serie. Her fortalte Ken Ishiwata om sine protegéer.

Når Marantz lancerede en ny forstærker eller CD-afspiller, tog Ken Ishiwata et eksemplar med ind i sit lytterum. Hvis enheden havde potentiale, begyndte han at udskifte kritiske komponenter. En standard-kondensator blev skiftet til en audiofil type (ofte de berømte Elna Silmic), chassiset blev belagt med kobber for at skærme mod støj, og fødderne blev udskiftet for bedre dæmpning.

Først når apparatet sang præcis, som han ville have det, fik det lov at bære navnet KI Signature. Forskellen på en standardmodel og en Signature-model er ofte nat og dag, selvom grundkonstruktionen er den samme. Det handler om omhu og ørerne, der lytter.

Strøm – hi-fi-anlæggets brændstof

Du hælder ikke spildolie i tanken på din Ferrari. På samme måde kan du ikke forvente topydelse af din forstærker, hvis strømmen fra væggen er “snavset”. Lysnettet er fyldt med elektrisk støj fra switch-mode strømforsyninger i computere, LED-pærer, køleskabe og naboens hårtørrer.

Denne støj kan snige sig ind i lydsignalet og sløre de fineste detaljer. Det er her, strømrensning kommer ind i billedet.

Det kan lyde som hokuspokus, da netspændingen ensrettes og filtreres, inden den får lov at drive forstærkeren eller CD-afspilleren, men vi blev alligevel overbevist, da vi med egne ører hørte strømrensere fra IsoTek og siden testede dem.

Skal det være rigtig konsekvent, må strømmen balanceres. Det oplevede vi ved det tidligere nævnte besøg hos Poul i Aarhus. Han benyttede en Furman Power Conditioner, der leverer balanceret strøm til anlægget.

I en normal stikkontakt har vi 230 volt på den ene leder (fase) og 0 volt på den anden (nul). Ved balanceret strøm transformerer man det om til +115 volt og -115 volt i forhold til jord.

Spændingsforskellen er stadig 230 volt, så apparaterne fungerer normalt. Men gevinsten er enorm: Støj, der kommer ind udefra, vil optræde ens på begge faser. I transformatoren i dit udstyr vil disse to modfasede støjsignaler udligne hinanden (Common Mode Rejection). Resultatet er en “sortere” baggrund, hvor musikken træder tydeligere frem, fri for brum og sus.

Rør – den varme glød fra fortiden

Vi har forladt transistorens effektivitet og bevæger os ind i nostalgiens tåger. Rørforstærkere er gammeldags, ineffektive og udvikler varme. Så hvorfor elsker vi dem?

Fordi de gør noget ved lyden, som er svært at måle, men let at høre.

Når en transistorforstærker presses til sin grænse, klipper den signalet hårdt. Det skaber store mængder ulige harmonisk forvrængning (3., 5., 7. overtone), hvilket lyder metallisk, skarpt og ubehageligt for øret.

Når et radiorør presses, går det i mætning på en blød, afrundet måde. Det tilføjer primært lige harmonisk forvrængning (2., 4. overtone). Den 2. harmoniske overtone er præcis en oktav over grundtonen. Det lyder musikalsk, varmt og fyldigt.

Tube rolling

En af de store glæder for rørentusiaster er Tube Rolling. Det er muligheden for at skifte rørene ud med andre mærker eller kompatible typer for at ændre lyden. Rør er mekaniske komponenter. Inde i glasflasken sidder små metalgitre og plader. Måden, de er konstrueret på, påvirker lyden direkte.

Mange entusiaster jagter New Old Stock-rør. Det er rør, der blev produceret i rørenes guldalder i 50’erne og 60’erne, men som aldrig har været brugt. Hos Audio Note har man paller med disse gamle rør stående. Kvaliteten af materialerne dengang var ofte højere, og produktionsmetoderne anderledes. Peter Qvortrup konstaterer tørt om sit lager: “Nogle af de her er vanvittig dyre i dag. Heldigvis gav jeg ikke så meget for dem dengang”.

At skifte et standardrør ud med et sjældent NOS-rør fra Telefunken eller Mullard kan ændre forstærkerens karakter fra “god” til “magisk”. Det er charmen ved tweaks – muligheden for at skræddersy lyden.

Voodoo eller videnskab?

Der findes tweaks derude, der balancerer på kanten af fysikkens love – og nogle gange hopper ud over kanten. Magiske sten, der skal ligge oven på forstærkeren, klistermærker til at sætte på CD-skuffen, eller små træklodser til at løfte kablerne fra gulvet.

Virker det? Vores hjerner er lette at snyde, og tegnebogen kan komme med det overbevisende argument  – da investeringen ellers ville være forgæves. Hvis vi forventer en forbedring, og har betalt dyrt for den, hører vi den ofte (placebo).

Tim de Paravicini, manden bag EAR-forstærkerne, bad endda folk om at lade være med at “forbedre” hans forstærkere, da resultatet oftest var dårligere end udgangspunktet.

Selv en skeptiker som Poul indrømmer, at komponenter betyder noget – men med mådehold: “Selvfølgelig betyder komponenterne noget, men hvis man ukritisk fylder apparatet op med audiofile afkoblingskondensatorer, så bliver lortet altså ustabilt!”.

Rækkefølgen betyder alt

Tweaks er sjove. De kan løfte et godt anlæg til at blive fremragende. Og de kan give den sidste snert af live-fornemmelse, som Karl-Heinz Fink fandt med kabelløftere, eller den sjælelige dybde, Ken Ishiwata fremelskede i sine protegéer.

Men husk proportionerne. Man skal bygge sit system afbalanceret. De øvrige dele bør højst være et pris- og kvalitetsniveau over eller to under forstærkerens niveau. Du kan ikke redde lyden af en dårlig højttaler med et kabel til 10.000 kroner eller en hundedyr kondensator af sølvfolie.

Byg anlægget op med gode basiskomponenter først. Når du er tilfreds med lyden, kan du begynde at eksperimentere med kabler, rør og strøm. Det er her, du går fra at lytte til anlægget til at lytte til musikken.

Næste gang i Hi-Fi Skolen

I del 12 ser vi på begrebet Vintage. Kan gammelt hi-fi fra loftrummet virkelig spille lige op med det nye grej? Uden at røbe for meget, kan vi afsløre, at det kan det godt – i nogle tilfælde. Vi støver de gamle klassikere af og ser på, hvad der gør udstyr fra hi-fi’ens guldalder så specielt.