Enkelhed fremfor effekt

1970’erne opfattes som en guldalder for Hi-Fi-industrien. Babyboomerne var blevet voksne, og de havde penge på lommen og en umættelig appetit på rockmusik. Og næst efter en seng, tømret sammen af spånplader og ølkasser, var et Hi-Fi-anlæg den vigtigste investering til den første lejlighed.

De store spillere var japanske elektronikgiganter som Pioneer, Kenwood, Sony og Sansui. Og den vigtigste målestok var watt! I 1970’erne udspillede sig en benhård effektkrig, hvor producenterne kæmpede om at levere mest mulig udgangseffekt for pengene.

Men i 1976 gik Pioneer imod strømmen med effektforstærkeren M-22. Trods det barske og knivskarpt minimalistiske ydre leverede Pioneer M-22 beskedne 30 watt pr. kanal. Det var en bevidst filosofisk erklæring. Et signal om, at ægte kvalitet ikke måles i råstyrke, men i renhed.

Kovendingen skyldtes ikke mangel på teknologiske muskler. Pioneer var selv en aktiv deltager i watt-krigen og havde i 1974 sat en ny standard med sin SX-1010 receiver på 100 watt pr. kanal. Og det hører da også med til billedet, at selvsamme Pioneer satte effektmæssig trumf på med monsterreceiveren SX-1980 på hele 270 watt pr. kanal. Men det er en anden historie…

Lanceringen af Pioneer M-22 i 1976 blev set som en dristig manøvre. M-22 var kronjuvelen i den nye “Series 20”, som man i dag ville have betegnet som high end.

Med sine 30 watt virkede Pioneer M-22 på papiret som et skridt tilbage. Men den var tværtimod en magtdemonstration. M-22’s definerende træk var dens kompromisløse, rene Klasse A-kredsløbsdesign.

Pioneer gjorde endda et nummer ud af at fortælle, at hvis M-22 havde været bygget som en mere konventionel Klasse B-forstærker, ville udgangseffekten have været 2 x 150 watt – men med “middelmådig forvrængning”.

Budskabet var klart: Vi kan sagtens vinde det spil, alle andre spiller, men vi vælger at forfølge et højere mål. M-22 var ikke for massemarkedet, men for “seriøse lyttere,” der vægtede lydmæssig renhed over rå power.

Form følger funktion

Pioneer M-22’s design er lige så kompromisløst som dens lyd. Og har man først set den, glemmer man den ikke. M-22 brød radikalt med 1970’ernes forstærkerdesign med trækabinetter og blanke aluminiumsforplader. I stedet valgte Pioneer et minimalistisk, industrielt design, hvor de ingeniørmæssige principper er umiddelbart synlige.

Pioneer M-22 havde ikke noget kabinet i gængs forstand. Alle centrale komponenter var fuldt synlige, og placeringen af dem alene bestemt af, hvad der gav kredsløbsmæssig bedst mening. At den samtidig så ualmindelig sej ud, er anden sag…

Ligesom Harman Kardon Citation 16 var effektforstærkeren opbygget som et dual-mono-design. Men Pioneer gik endnu mere nådesløst til værks. To massive, uafhængige transformatorer i strømforsyningen – én for hver kanal – sikrede maksimal kanalseparation og et klippestabilt stereoperspektiv.

De enorme aluminiumskøleplader dominerede det visuelle udtryk. Hvilket ikke var pynt, men en funktionel nødvendighed, da Klasse A-kredsløbet konstant afgav store mængder varme, selv når der ikke blev spillet musik.

Forstærkeren var bygget som en kampvogn og vejede solide 22 kg, takket være et chassis i støbt aluminium, de massive transformere og fire solide ladekondensatorer på 33.000 uF stykket.

Og da den bedste signalvej altid er den kortest mulige, var indgangsbøsninger og højttalerterminaler placeret centralt på forsiden af forstærkeren. Lydkvalitet trumfede hensynet til de kabelforskrækkede.

Spiller som moderne high-end

Pioneer M-22 blev fremstillet fra 1976 til 1980. Men lyden holder stadig den dag i dag. Årtier efter lanceringen beskrives den som musikalsk, varm og naturtro – i skærende kontrast til mange andre 70’er-forstærkere, der huskes som hårde, kliniske eller kolde.

De øvre toner beskrives med ord som flydende og transparent i mellemtonen og diskanten, mens bassen er stram og detaljeret. Den formidler musikkens energi og rytme på en levende og engagerende måde. Altså dyder, som vi ville finde i en god forstærker i dag.

Det er også dyder, der er almindelige for forstærkere, bygget efter klasse A-princippet, der kendetegnes ved ultralav forvrængning og især fravær af den såkaldte crossover-forvrængning, der opstår, når der skiftes mellem transistorerne i udgangstrinet. Den overdimensionerede strømforsyning, der er nødvendig for at levere de op til 460 watt til den effekthungrende konstruktion, giver som en bivirkning kræfter til den kraftfulde dynamik.

Klassisk – men kostbar

Lydmæssigt holder Pioneer M-22 stadig skansen, og den kan give mange moderne forstærkere kamp til stregen. Hvis den parres med tilstrækkeligt effektive højttalere. Men du skal være heldig for at finde en – og du skal være parat til at betale prisen.

Ikke blot vil strømforbruget kunne mærkes på elregningen (men du får en del af penge retur i form af ”gratis” rumopvarmning). Men som et ikonisk og eftertragtet samlerobjekt er brugtprisen i top. Et eksemplar i god kosmetisk stand ligger typisk omkring €1.500 – €1.800. Altså i omegnen af 10.000 kroner. Der dukker dog lejlighedsvis billigere eksemplarer op.

Når forstærkeren er fundet og fragt og told er betalt, kommer der sandsynligvis en betydelig udgift til restaurering af den næsten 50 år gamle elektronik. Selvom Pioneer M-22 er bygget solidt, vil den intense varme fra Klasse A-designet have sat sine spor. De mest almindelige problemer er udtørrede elektrolytkondensatorer og korroderede kontakter i beskyttelsesrelæerne.

Men da alting er direkte tilgængeligt i det åbne ”kabinet,” betragtes M-22 som en af de nemmeste vintage-forstærkere at servicere, og servicemanualer er let tilgængelige.