Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: World War Z 3D

Blu-ray anmeldelse

World War Z har haft en særdeles vanskelig fødsel. Det er gået seks år, siden Brad Pitt sikrede sig bogrettighederne, og filmen har været igennem et væld af manuskriptforfattere og omskrivninger, før den “færdige” film blev udsat og nye scener skudt. Alligevel er resultatet overraskende godt.

Publiceret 21/01/2014 - 15:37
World War Z 3D
Tor Aavatsmark

Hardcore fans af zombie-film vil formentlig blive en smule skuffet, for World War Z er noget så sjældent som en nedtonet zombie-film. Her flyder det ikke med blod og afrevne lemmer, ligesom vi heller ikke bliver overeksponeret af rådne ansigter, der skriger af os. Fokus er faktisk på noget så “ordinært” som en verdensomspændende pandemi, der spreder sig som ild i tørt græs – selv om konsekvensen af at blive smittet er, at du forvandles til en zombie-dræbermaskine inden for 12 sekunder! Vores helt, familiefaren Gerry Lane (Pitt), sendes ud i felten af FN for at finde virussens oprindelse.

Instruktør Marc Forster giver os en thriller, hvor vi rejser verden rundt i jagten på virussens vugge og en mulig kur, og hvor Brad Pitt må kæmpe mod uret, mens en stadig større del af Jordens befolkning bliver zombieficeret. Især storbyer angribes, og vi får en flot, intens scene i et Jerusalem, der er ved at bukke under. Monstrene minder meget om zombierne i I Am Legend, men World War Z er en film med meget mere substans, der bag den liglugtende facade handler om global katastrofe.

Spændingskurven er god og støt stigende, men vi tror, filmen ville have nydt godt af at droppe zombie-elementet helt og i stedet satse på ren kampen-mod-virus. Hvis du vil se en virkelig spændende – og realistisk – film om en dødelig pandemi, så se hellere Steven Soderberghs Contagion (2011). Vi giver fire stjerner til en spændende film, som også kan ses af folk, der ikke er fan af zombie-film.

Billedkvaliteten er lidt grov og bevidst bruntonet, og 3D-effekten bærer præg af en overraskende flad dybde. Generelt varierer kvaliteten for meget, med en del uskarpe scener. Soundtracket (dts-MA 7.1) er mere præcist med et spændende surround-miks og heftig bas. Ekstramaterialet er spartansk: Kun tre minidokumentarer på tilsammen 25 minutter om processen fra bog til film, en “videnskabelig” forklaring og en bag-om-filmen, der kun kradser i overfladen af produktionen.

Karakter
World War Z 3D

Fakta:

  • Release: 4. december 2013
  • Instruktør: Marc Forster
  • Medvirkende: Brad Pitt, Mireille Enos, Daniella Kertesz, James B. Dale, Matthew Fox, David Morse, Ludi Boeken
  • Genre: Action
  • Land: USA
  • År: 2013
  • Tid: 01:56 timer

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top